Home Blog Page 235

Østervrå Idræts- og Kulturcenter har aldrig stået skarpere

0

50 år og i sin bedste form, et drømmescenarie for de fleste. Superlativer og rosende ord stod i kø ved fredagens reception i Østervrå Idræt- og Kulturcenter. Over 250 gæster fra nær og fjern havde fundet vej til centret, hvilket også understreger den store betydning centret har haft og stadig har som samlingssted for området. 

Centerleder Søren Kiil indledte receptionen med en kort velkomst, og gav herefter ordet videre til Borgmester Birgit S. Hansen, som var ledsaget af sin far Svend Hansen. Han blev i sin tid dybt involveret i Østervrå Hallen i forbindelse med kommunesammenlægningen i starten af 70’erne. 

Birgit S. Hansen kom i sin tale lidt ind omkring de økonomiske udfordringer, der havde været omkring hallen, og her havde hendes fars private historiske arkiv forsynet hende med interessante facts. 

Der var stor ros for at skabe det samlingssted, som idrætscentret har været helt fra begyndelsen og stadig er. – Jeg har selv lært at svømme i Østervrå Svømmehal, lige som så mange andre, lød det fra borgmesteren, som også havde bidt mærke i, at centrets kun har haft to halinspektører – den nuværende Søren Kiil, og før ham John Aage Pedersen, som også var til stede ved receptionen. – Det siger noget om stedets kultur, der giver én lyst til at være her, konstaterede Birgit S. Hansen, som sluttede sin tale af med at takke for at skabe og udvikle centret som samlingssted. 

En særdeles underholdende tale i bedste Birgitstil, hvor mange af de tilstedeværendes navne blev inddraget både i historien, men også på den helt særlige ironiske og drillende måde, som vi kender og holder af. 

Næstformand Jørgen Brobak Kristensen repræsenterede hallens bestyrelsen, og han konstaterede i sin tale, at Østervrå Idræts- og Kulturcenter er ’En attraktiv midaldrende kvinde’. – Byens samlingssted, hvor vi hele tiden gør, hvad vi kan for at vores center er dynamisk og følger med tiden, sagde Jørgen Brobak, som også afslørede, at der var nye planer i støbeskeen. 

Formanden for DGI Vendsyssel Peter Yde Thomsen roste i sin tale centret for den altid gode service og samarbejdsvilje, og bed især mærke i, at der med det det store motionscenter bliver fulgt med tiden. 

Formand for Østervrå Menighedsråd Lone Haugaard ønskede tillykke på vegne af både Østervrå og Torslev Sogne, og understregede det bemærkelsesværdige i, at det er muligt at finde så flot et center i så lille et samfund, og det er takket være fremsynde ildsjæle. Hun roste centrets bestyrelse og personale for at føre en dygtig og visionær drift, hvor der er mod til at tage store beslutninger. Her med særlig tanke på det forestående byggeri af ’Kirkens Hus’, som inden længe tager sin begyndelse i tæt samarbejde med de to menighedsråd. 

Østervrå Idræts- og Kulturcenter er akitektonisk pænere i dag end for 50 år siden, slog formanden for ØVI Knud Hjørnholm fast i sin tale. Han bed også mærke i det, at centret er en selvejende institution, og det vidner om, et lokalsamfund, der har villet og selv sat noget i gang. – Centret skaber gode vilkår for idrætten, og helt fantastisk var det, da idrætscentret gjorde det muligt hele tre gange at udbygge ØVIs motionscenter til et topmoderne fitnesstilbud. 

Æresmedlem 
John Aage Pedersen, centrets første halinspektør og i dag æresmedlem af bestyrelsen, deltog også i receptionen, og det blev en stor dag med rigtig mange gensyn. Det første allerede på hallens p-plads, hvor han ankom samtidig med tidligere byrådsmedlem Svend Hansen, og de to havde rigtig mange minder at dele. – Det er pragtfuldt at være her, Søren (Kiil) har gjort det så godt, lød det bl.a. fra den tidligere halinspektør, der særligt huskede et problem, som han og Svend Hansen bøvlede en del med i hallens første levetid. Vandet i svømmehallen løb ud på grund af utætheder, som det var vanskeligt at finde en løsning på. 

Det var også nogle meget travle år, særligt i begyndelsen, husker John Aage. – Vi var jo den eneste hal ikke bare i vores kommune, men også i nabokommunerne, og derfor blev vi et omdrejningspunkt for rigtig mange mennesker i hele Vendsyssel – især svømmehallen var der stor søgning til, fortalte John Aage. 

Velbesøgt reception
Hallens bestyrelse og personale var særdeles glade og tilfredse med dagens arrangement, hvor mere end 250 gæster fra nær og fjern kiggede forbi. Det betød også mange glædelige gensyn og en masse snak om gamle dage. Den snak blev yderligere understøttet af flere fine bannere med udvalgte billeder fra 50 års historie, og uden for hallen kunne gæsterne se flere hundrede billeder, som lokalhistorisk forening havde fundet frem og udstillede i PixlBox.

Nu ser idrætscentret frem mod sit næste arrangement en stort anlagt jubilæumsfest lørdag den 10. september, hvor der bl.a. bliver total 70’erstemning med musik af bandet ARBA Revival Band, HOOB og treretters jubilæumsmenu fra Tårs Slagtehus. 

ÅB

Open by Night med virkelig god stemning

0

Vejret var perfekt og programmet sammensat med en passende mængde indhold, som også gav plads til hyggesnak med de forretningsdrivende, udstillerne, naboer og venner. En aften med plads til alle både store og små. 

Rigtig mange i alle aldre havde fundet vej til Open by Night i Østervrå. Dem, der havde deltaget i idrætscentrets reception kunne gå direkte videre derfra til byens torv, og mange andre stødte til i løbet af aftenen. En god blanding af barne- og klapvogne, rollatorer, el-scootere, cykler, kørestole og gåben tegner billedet af, hvor varieret deltagelsen var. 

Butikkerne havde fundet super gode tilbud frem, og de fleste stande havde en sjov konkurrence med fine præmier på højkant, og det gav stor interesse for at deltage.  

Mange beundrede de flotte og skinnende veterankøretøjer fra Midtvendsyssel Veteranklub, Julie i blomsterbutikken blev ønsket tillykke med 5 års fødselsdagen, der blev talt om penge, salg og køb af ejendomme, politik, kirkeliv og meget mere. 

GF77s juniorgymnaster leverede aftenens overraskende happening med et tempofyldt lille optrin, hvor de viste et par flotte serier, med det formål at gøre reklame for den ny sæson, som indledes onsdag den 7. september. 

Østervrå Handel- og Erhvervsforening var også særdeles tilfreds med aftenens forløb. På foreningens Facebook-side skriver Lene Havløkke Therkildsen, at der blev hygget og snakket med mange mennesker i løbet af aftenen.

Kø til grill-gris
Lige omkring spisetid var der et særligt stort pres på det store markedstelt, hvor folkene fra La Taverna og ØVIs Venner stod klar med både mad og drikke. Det skabte en del kø, men alt blev afviklet i fordragelighed, og alle fik det de kunne spise. De, der ikke kunne finde plads i teltet, fandt i stedet en plads i solen ved de opstillede borde og bænke. ØVIs Venner langede ca. 350 portioner grill-gris, salat og kartoffelsalat over disken. 

Trængsel i PixlBox
Rigtig mange – måske det største antal besøgende nogen siden, kiggede ind i PixlBox-bussen for at se billeder fra Østervrå Idrætscenters 50-årige historie. De mange hundrede billeder, som Vivi Dybdahl fra Østervrå Lokalhistoriske Foreningen havde fundet frem fra arkiverne, blev flittigt kommenteret. 

Trylle- og naturnørden
Gustav Urth charmede sig ind på alle aldersgrupper med sit kombinerede trylle-  og naturshow, der befinder sig lige præcis i øjenhøjde med publikum. I sin helt egen stil fanger han vores opmærksomhed, og mens han jonglerer rundt med spillekort, haveslanger og andre tryllerekvisitter, giver han os alle sammen en masse viden om naturen. 

Vi blev gjort meget klogere på slanger, tudser og uglegylp, og undervejs i forestillingen var flere børn på scenen for at assistere med tryllerierne. Det unge publikum fulgte nøje med i aktiviteterne på scenen, og de var hurtige til at kommentere, hvis de mente, at der var noget snyderi med i tryllerierne. Det var dog altid Gustav Urth, der sluttede af med at trække det længste strå, og overlod børnene til at undre sig over, hvad der lige skete der. 

Gustav Urth fortalte efter showet, at ’Naturtryl’ nu er blevet hans faste arbejde, og han har engagementer over hele landet. Dejligt, at han kunne få tid til at komme til Østervrå.

Østervrå Idrætsforening havde stor succes med sit indslag – Wipeout Sweeper, som i den grad fik børnene på banen. Der var hele tiden kø for at komme til at dyste med vennerne om, hvor længe man kunne stå oprejst på banen. En aktivitet, der stillede krav til fysikken, så der blev i den grad brændt noget krudt, og mange forældre gav da også udtryk for, at det nok var nogle trætte – men glade børn, de fik med hjem. 

Fin placering
Østervrå Varmeværk plejer at stille deres arealer til rådighed for Open by Night, men den igangværende etablering af en varmepumpe betyder, at pladsen ikke længere er ledig. Det gav et helt nyt setup for arrangementet, som bl.a. betød, at det store markedstelt var flyttet hen for enden af Kulturhuset, og det var bestemt ikke nogen dårlig løsning. Det betød bl.a. at aktiviteterne på Butikstorvet og hallens p-plads kom til at hænge meget bedre sammen. 

ÅB

Skal dit barn på camp for at forbedre sine engelske færdigheder?

0

Det kan være svært, hvis man som forældre har et barn, som kæmper med et bestemt fag i skolen. Det kan også føles svært at finde ud af, hvad man faktisk kan gøre, for at hjælpe. Hvis det er engelskfaget, som dit barn kæmper lidt med, kan du overveje noget som en camp, hvor der vil være rig mulighed for, at dit barn kan forbedre sine engelske færdigheder. 

En sjov og anderledes måde at lære på 
Hvis dit barn kæmper med engelskfaget i skolen, kan det godt være noget, som påvirker en del. Det kan derfor altså være en god mulighed at melde dit barn til en camp, hvor der er fokus på engelsk læring. Læs om camp med engelsk hos DinCamp her. Denne camp er tilgængelige for børn mellem 9 og 16 år. 

Her kan dit barn lære engelsk på en ny og anderledes måde, end han eller hun plejer. Der vil nemlig være mulighed for at lære engelsk gennem spil, leg og sport. Det kan måske være præcis disse læringsmetoder, som dit barn har brug for, for at kunne forbedre sine engelske færdigheder. 

En positiv oplevelse 
Det kan give dårlige oplevelser i skolen, hvis man ikke føler, at man er lige så god til engelsk som de andre. Det kan derfor være en god ide med denne camp, hvor der er mulighed for at lære mere engelsk gennem sjov og leg. Dette giver nemlig dit barn mulighed for at få en positiv oplevelse med engelsk læring, som han eller hun kan tage med sig. 

Det vil også give mulighed for at kunne skabe nogle nye venskaber, da der jo vil være en masse børn på samme alder på denne camp. Du kan altså derfor overveje, om du skal tilmelde dit barn til en engelsk camp. 

Ny gruppeformand hos Venstres byrådsgruppe

Mette Hardam, ses her som nr. 3 fra venstre, har valgt at stille op som Venstres lokale folketingskandidat. Peter Sørensen, ses til yderst til  højre, er ny gruppeformand Venstres byrådsgruppe.

Mette Hardam har valgt at stille op som Venstres lokale folketingskandidat, ved det næste folketingsvalg. Lokalpolitisk arbejder Mette i dag i to udvalg og byrådet og samtidig som gruppeformand for Venstres gruppe.  Gruppeformandsposten er central i byrådsgruppens arbejde og tager megen tid og derfor har Mette ønsket sig fritaget for dette arbejde, for i stedet at fokusere på det næste folketingsvalg.

Venstre har på sit netop overståede sommergruppemøde valgt at lytte til dette ønske, og valgt Peter Sørensen som ny gruppeformand. Peter er erfaren og kender gamet, han var derfor både et kvalificeret og naturligt bud på at tage over på posten som gruppeformand, fortsætter Louise Jæger. “Vi er glade for, at Mette har valgt at stille sig til rådighed for at prøve kræfter med landspolitik og vi vil støtte og hjælpe hende alt hvad vi kan, derfor har det at frigive Mette fra posten som gruppeformand været naturligt. Mette fortsætter sit arbejde i kommunalpolitik, og dette kommer hun naturligvis til at gøre med samme iver og engagement, som vi kender hende for”, siger Louise Jæger.

Som gruppeformand mener vi, at det både er nødvendigt og naturligt at have plads i Økonomiudvalget, da det er det øverste fagudvalg og samtidig der, at mange tråde samles. Peter har i sidste byrådsperiode siddet i Økonomiudvalget, og vil derfor let kunne træde ind her, siger Louise Jæger.

Sådan en rokering kan Venstre dog ikke selv bestemme og vi vil derfor på det næstkommende Byrådsmøde anmode om, at Mette Hardam og Peter Sørensen bytter rundt på Venstres pladser i hhv. Arbejdsmarkedsudvalget og Økonomiudvalget.

Mette Hardam fortsætter således i Social- og Sundhedsudvalget og får Arbejdsmarkedsudvalget i stedet for Økonomiudvalget, som Peter Sørensen overtager. Peter fortsætter desuden i Plan- og Miljøudvalget.

Venstre ser frem til, at støtte Mette Hardam i den næste folketingsvalgkamp og glæder sig ikke mindst over, at en lokal kandidat med stort kendskab til kredsen, er vores kandidat, slutter Louise Jæger.

Østervrå fejrer jubilæum med Open by Night

0
Arkivfotos fra Open by Night 2019. Foto: Søren Ejstrup Brunse

Østervrå Handel- og Erhvervsforening har i anledningen af idrætscentrets 50-års jubilæum rykket deres traditionelle Open by Night et par uger frem, og de får selskab af byens foreninger, kirker og flere andre aktører, som alle er klar til at fortsætte fejringen. 

Fredag den 19. august er den officielle jubilæumsdag for Østervrå Idræts- og Kulturcenter. Det bliver markeret med en to timer lang reception i centret, og festen fortsætter umiddelbart herefter med en masse gode tilbud i byens butikker, underholdning, happenings, grill-gris, cocktail og DJ-musik i festteltet. 

Gustav Urth kommer med sit magiske show ”Naturtryl”, hvor den underholdende naturnørd giver dig nyttig viden om dyr, mens han lader magien udfolder sig på scenen. 

En happening er i vente fra GF77, og på fredag kan du se, hvad de atletiske gymnaster har med til os. 

Aftensmad hos ØVIs Venner
Det er ikke nødvendigt at fyre op under de hjemlige kødgryder, ØVIs Venner har nemlig sørget for aftensmad med lækre grill-gris og tilbehør.

På Butikstorvet kan du lade dig føre tilbage på nostalgiens vinger, når Midtvendsyssel Veteranklub udstiller deres flotte køretøjer. Østervrå Motor- og Cykelcenter er på plads med sine køretøjer og meget andet, Estate Boligmægleren kommer, Nordjyske Bank og Sparekassen Danmark kommer også. Du kan få en snak med René fra RB Multiservice, og Østervrå Frikirke er også på pladsen.

Cocktails & Dreams
I det store telt kan du møde bartender Kristian Starup Larsen fra Salut Events, og hvis der er nogen, der ved noget om at shake en rigtig god cocktail eller mikse den perfekte drink efter din personlige smag, så er det ham. Har du lyst til at smage din absolut favorit cocktail, eller trænger du til lidt fornyelse, så står Kristian klar til at efterkomme dine ønsker. 

Du kan naturligvis også købe sodavand eller en god Hancockfadøl fra La Taverne, mens du lytter med eller tager en svingom, når DJ Homann spiller fede hits. 

Hvor længe kan du holde dig oprejst! 
Det spørgsmål kan du få afklaret hos ØVI, hvor alle afdelingerne er gået sammen om en fælles aktivt: Wipeout Sweeper, hvor du kan dyste mod dine venner om at stå længst tid på banen, og undgå at ryge på r….. Den forlystelse finde du på P-pladsen ved Østervrå Idræts- og Kulturcenter, og i kulturhuset møder du Dybdahl Erhvervstøj, som har samlet en helt masse gode tilbud. Lige uden for kulturhuset kan de besøg PixlBox, som hele eftermiddagen og aftenen præsenterer idrætscentrets historie i samarbejde med Østervrå Lokalhistoriske Forening. 

Glæd dig til en skøn cocktail bestående af en masse fine ingredienser rystet sammen i fællesskab, og det sidste tvist til den perfekte smagsoplevelse er, at du kommer og deltager i festen.  

ÅB ν

Missionshusene i den forhenværende Sæby Kommune

0

Af Jørgen Peder Clausager

Østervrå Missionshus

Matr.nr. 5p af Østervrå By, Torslev Sogn, Vrængmosevej 7; arkiv j.nr. 825.

Indre Mission i Østervrå holdt oprindelig møder og søndagsskole i Villa Vest som blev opført i 1908; man benyttede logesalen, således kaldet fordi den også gav husrum til Afholdslogen Nyhaab. Samfundet kom under eget tag da missionshuset blev opført i 1917, og indviet den 5. december samme år af sognepræst Emil Bøggild, Albæk; han havde tidligere været residerende kapellan i Lendum. Missionshusbyggeriet faldt tidsmæssigt sammen med indremissionær Marius Sørensens (død 1945) flytning til Østervrå. – Missionshuset blev opført på en parcel af Vester Søndergårds jord, som gårdens ejer, Jens Chr. Andreasen, i 1925 vederlagsfrit skødede til Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark, der ved samme lejlighed fik tilskødet huset af det lokale samfundsråd. Missionshuset blev udvidet i 1954-55 ved arkitekt Christian Willy Hansen, daværende forstander for Hørby Håndværkerskole; der etableredes en beboelseslejlighed i huset, som også dannede rammen om KFUM og KFUKs ungdomsaktiviteter.

Missionshuset blev nedlagt med udgangen af 2018, og står i dag tomt.

Missionshusene i den forhenværende Sæby Kommune

0

Af Jørgen Peder Clausager

Langodde Missionhus

Matr.nr. 31g af Vangkær, Torslev sogn, Langoddevej 29; arkiv j.nr. 822.

En kreds af egnens beboere dannede i 1908 et interessentskab, som etablerede Langodde Missionshus og Friskole, idet man købte en værkstedsbygning fra gården Trinkær og flyttede den til missionshusets nuværende beliggenhed. Indvielsen blev foretaget den 9. oktober 1908 af dav. residerende kapellan i Lendum, Emil Bøggild, som senere blev sognepræst i Albæk. – I 1937 tilkøbtes yderligere en parcel, matr.nr. 31h, til den oprindelige grund. – Friskolen fungerede indtil 1943, da der ikke længere var det fornødne børneunderlag.

Missionshuset blev nedlagt i 2006, og er i dag privat beboelse.

Så ruller fodbolden igen

0

Efter en meget kort opstartsfase efter sommerferien har alle Flauenskjolds fem seniorhold været i kamp i den seneste uge.

Herre serie 2
1. holdet i serie 2 har allerede været i kamp to gange i efterårssæsonen, hvilket har kastet 4 point af sig.

Tirsdag blev det til en fortjent 3-2 sejr på udebane over Skibsby-Højene som man tabte to gange til i sidste sæson. Flauenskjold lagde ud som lyn og torden med en hurtig 3-0 føring efter bare 19 minutter. Andreas Aastrup stod det rigtige sted i både 4. og 7. minut, og Mike Madsen udbyggede føringen til 3-0. Herefter var det ligesom man trak sig lidt tilbage, men til trods for en mindre god 2. halvleg reddede man alligevel de tre point.

Fredag aften var der masser af tilskuere, pølser på grillen og øl på køl til et spændende opgør mod Hals hjemme på Nordturn Arena. Mathias Drejer og Christian Kjeldsen bragte Flauenskjold foran 2-0, men Hals reducerede inden pausen og midt i 2. halvleg fik gæsterne også udlignet på et straffespark. Alt i alt et ganske retfærdigt resultat, hvor holdene havde hver sin halvleg.

Tirsdag skal man en tur til Strandby til sæsonens tredje kamp.

Herre serie 4,1
Forrige lørdag var 2. holdet i serie 4 på besøg i Vodskov og man kunne drage hjem med et enkelt point efter 2-2. Mathias Holst og Elias Rosenkilde stod for målene.

Da Grindsted har trukket sig var Flauenskjold oversiddere i 2. runde. Tirsdag skal man en tur til Klokkerholm.

Herre serie 4,2
Første kamp for 3. holdet, der ligeledes spiller i serie 4, blev en tvivlsom fornøjelse, idet man måtte se sig slået med hele 2-11 af Dronninglunds 2. hold. Kasper Poulsen stod for begge scoringer.

Lørdag gik det meget bedre og efter en rigtig god præstation kom man, via en 2-2 kamp på hjemmebane mod Frederikshavn, på pointtavlen. Målene blev sat ind af Emil Frederiksen og Mathias Bæk på straffespark.

Onsdag gælder det Try/Thorshøj på udebane.

Herre serie 5
4. holdet i serie 5 skulle i kamp for første gang i sæsonen søndag på hjemmebane mod Jerslev/Sterup.

Efter en lidt blandet kamp blev det til et nederlag på 2-3 efter scoringer af Perparim Gashi og Harry Simon Austmann.

Kvinder serie 2
Damerne i serie 2 vandt fredag aften med 3-0 i Dronninglund over Team Østvendsyssel. Lærke Hørbye Christiansen med to mål samt Mille Stüker stod for scoringerne.

Næste søndag kommer Nørresundby på besøg på Nordtirn Arena i Flauenskjold.

IS

Sommerhilsen fra Richard Ragnvald

0

Sidste onsdag fejrede Richard Ragnvald sin 75 års fødselsdag og i den anledning snakkede avisens udsendte med fødselaren, der fortalte, at han fejrede dagen på restaurant Kohalen i Aarhus sammen med familie og venner.

Der blev selvfølgelig også snakket musik undervejs og han havde en god nyhed i lommen på dagen nemlig, at han inden længe tager ud på en fødselsdagsturné i stil med de ture rundt i landet, som han har haft de sidste par år, hvor han har sunget og hygget på de forskellige ældrecentre rundt i landet.

De steder, der er så heldige at få besøg af ham på fødselsdagsturneen, vil udover musikoplevelsen få serveret kagemand sponsoreret af Guldbageren og skåret for af Richard Ragnvald selv – så det er med at holde godt øje med, når tilbudet dukker op, hvis man vil være med.

Jeg havde lovet beboere og personale på Dybvad Ældrecenter at tage en hilsen og et stort til lykke med til ham på fødselsdagen og det blev han rigtig glad for og kvitterede med at ønske alle en rigtig god sommer.

Jo-Jo

Genåbning af Badskær Kirke

0

Søndag den 21. august starter fejringen af genåbningen af Badskær Kirke med en festgudstjeneste, der samtidig er første del af Badskær Festuge.

Allerførst lige lidt historie forud for det, der nu fremstår som Badskær Kirke som Eventkirke og som danner rammen om netop Badskær Festuge..

Avisens udsendte var så heldig at få en aftale med sognepræst Mette Volsgaard og kirke- og kulturmedarbejder Maria Kajgaard, så vi kunne mødes i kirken her i sidste uge og her skal siges, at det er et fantastisk flot kirkerum, der møder en, når man træder ind – stolene er holdt i fire flotte, glade farver, ja, hele inventaret er anderledes på en fantastisk og overraskende måde og selve belysningen i rummet er ud over det sædvanlige – man bliver fyldt med glæde og varme, når man er midt i det hele – og her er må det være på sin plads at nævne, at arkitekt på projektet har været Frank Svendsen fra Arki-Nord.

Vi skal lige tilbage til hvornår det hele startede, for som Mette siger, så ligger selve tanken om, at der skulle ske noget helt tilbage til 2012, hvor hun skulle være præst for 3 kirker nemlig Skæve Kirke, Hørby Kirke og Badskær Kirke, så blev man enige om, at en af kirkerne skulle have et andet udtryk og da de to af kirkerne nemlig henholdsvis Skæve og Hørby Kirke er middelalderkirker, som man stort set ikke må ændre noget ved, så var det Badskær Kirke det kom til at handle om. Der blev nedsat et udvalg i den forbindelse og det har været en meget lang proces, som sognepræsten udtrykker det for hvad måtte man ændre og så skulle der derefter ventes på tilladelser.

I 2020 havde man håbet på at komme i gang, idet varmesystemet gik i stykker og man så alligevel skulle arbejde med det, men først i januar 2022 gik håndværkerne i gang og nu her i august er det hele færdig og klar til genåbning. Man har forsøgt at lave et så righoldigt program for Badskær Festuge og dermed håber man på, at så mange som muligt har lyst til at komme ind og være med.

Programmet for festugen kan man læse i Sognebladet, men her lidt omkring alle de mange tilbud, der er i løbet af ugen.

Søndag den 21. august indledes festugen med en festgudstjeneste, hvor snoren også klippes over til kirken forud for gudstjenesten og efter gudstjenesten sluttes der af med fælles frokost og herunder vil der blive fortalt om det, der er sket i kirken. Mandag er det Hørby-Dybvad spejderne, der vil stå for arrangementet og de vil lave et eller andet spændende, som man kan smage – spejderne tager Kirkemærket i Badskær Kirke den aften.

Tirsdag er der mulighed for at synge med Kirkekoret og koret vil også synge for os, som Maria fortæller og her medvirker også Kirkebandet.

Om onsdagen er der Babysalmesang som der altid er om onsdagen og torsdag foregår konfirmationsforberedelsen i Badskær Kirke og kirkens fortælletime ligger også torsdag, hvor Gospel for børn medvirker og man spiser sammen bagefter. Torsdag er der ligeledes Sogneaften i kirken, hvor man starter med kirkegårdsvandring og derefter vil der være et foredrag om tilblivelsen af Badskær Kirke som Event-kirke og om ombygningen.

Om fredagen står der Indisk spisning og kirke­cabaret på programmet med tidligere og nye musikalske kræfter ved Badskær Kirke.

Lørdagen byder på en pilgrimsvandring i området omkring Badskær Kirke og her sluttes af med kaffe.

Søndagen byder på gudtjeneste med en anderledes opstilling af stolene, fortæller sognepræst Mette Volsgaard, så stolene står i cirkel – en ny mulighed, man har fået med ombyningen af kirken og flytbare stole i kirkerummet.

Det var for avisens udsendte en stor oplevelse at se det færdige resultat nemlig den nyindrettede eventkirke sammen med sognepræst Mette Volsgaard og kirke- og kulturmedarbejder Mette Kajgaard – i forbindelse med vores snak lovede jeg at fortælle, at selvfølgelig kan man stadigvæk bruge kirken til bryllupper, barnedåb begravelse m.m. som ellers.

Alle er meget velkomne til at være med til alle arrangementerne i forbindelse med Badskær Festuge.

Jo-Jo