
Efter en meget kort opstartsfase efter sommerferien har alle Flauenskjolds fem seniorhold været i kamp i den seneste uge.
Herre serie 2
1. holdet i serie 2 har allerede været i kamp to gange i efterårssæsonen, hvilket har kastet 4 point af sig.
Tirsdag blev det til en fortjent 3-2 sejr på udebane over Skibsby-Højene som man tabte to gange til i sidste sæson. Flauenskjold lagde ud som lyn og torden med en hurtig 3-0 føring efter bare 19 minutter. Andreas Aastrup stod det rigtige sted i både 4. og 7. minut, og Mike Madsen udbyggede føringen til 3-0. Herefter var det ligesom man trak sig lidt tilbage, men til trods for en mindre god 2. halvleg reddede man alligevel de tre point.
Fredag aften var der masser af tilskuere, pølser på grillen og øl på køl til et spændende opgør mod Hals hjemme på Nordturn Arena. Mathias Drejer og Christian Kjeldsen bragte Flauenskjold foran 2-0, men Hals reducerede inden pausen og midt i 2. halvleg fik gæsterne også udlignet på et straffespark. Alt i alt et ganske retfærdigt resultat, hvor holdene havde hver sin halvleg.
Tirsdag skal man en tur til Strandby til sæsonens tredje kamp.
Herre serie 4,1
Forrige lørdag var 2. holdet i serie 4 på besøg i Vodskov og man kunne drage hjem med et enkelt point efter 2-2. Mathias Holst og Elias Rosenkilde stod for målene.
Da Grindsted har trukket sig var Flauenskjold oversiddere i 2. runde. Tirsdag skal man en tur til Klokkerholm.
Herre serie 4,2
Første kamp for 3. holdet, der ligeledes spiller i serie 4, blev en tvivlsom fornøjelse, idet man måtte se sig slået med hele 2-11 af Dronninglunds 2. hold. Kasper Poulsen stod for begge scoringer.
Lørdag gik det meget bedre og efter en rigtig god præstation kom man, via en 2-2 kamp på hjemmebane mod Frederikshavn, på pointtavlen. Målene blev sat ind af Emil Frederiksen og Mathias Bæk på straffespark.
Onsdag gælder det Try/Thorshøj på udebane.
Herre serie 5
4. holdet i serie 5 skulle i kamp for første gang i sæsonen søndag på hjemmebane mod Jerslev/Sterup.
Efter en lidt blandet kamp blev det til et nederlag på 2-3 efter scoringer af Perparim Gashi og Harry Simon Austmann.
Kvinder serie 2
Damerne i serie 2 vandt fredag aften med 3-0 i Dronninglund over Team Østvendsyssel. Lærke Hørbye Christiansen med to mål samt Mille Stüker stod for scoringerne.
Næste søndag kommer Nørresundby på besøg på Nordtirn Arena i Flauenskjold.
IS




