Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Østervrå Idræts- og Kulturcenter har aldrig stået skarpere

50 år og i sin bedste form, et drømmescenarie for de fleste. Superlativer og rosende ord stod i kø ved fredagens reception i Østervrå Idræt- og Kulturcenter. Over 250 gæster fra nær og fjern havde fundet vej til centret, hvilket også understreger den store betydning centret har haft og stadig har som samlingssted for området. 

Centerleder Søren Kiil indledte receptionen med en kort velkomst, og gav herefter ordet videre til Borgmester Birgit S. Hansen, som var ledsaget af sin far Svend Hansen. Han blev i sin tid dybt involveret i Østervrå Hallen i forbindelse med kommunesammenlægningen i starten af 70’erne. 

Birgit S. Hansen kom i sin tale lidt ind omkring de økonomiske udfordringer, der havde været omkring hallen, og her havde hendes fars private historiske arkiv forsynet hende med interessante facts. 

Der var stor ros for at skabe det samlingssted, som idrætscentret har været helt fra begyndelsen og stadig er. – Jeg har selv lært at svømme i Østervrå Svømmehal, lige som så mange andre, lød det fra borgmesteren, som også havde bidt mærke i, at centrets kun har haft to halinspektører – den nuværende Søren Kiil, og før ham John Aage Pedersen, som også var til stede ved receptionen. – Det siger noget om stedets kultur, der giver én lyst til at være her, konstaterede Birgit S. Hansen, som sluttede sin tale af med at takke for at skabe og udvikle centret som samlingssted. 

En særdeles underholdende tale i bedste Birgitstil, hvor mange af de tilstedeværendes navne blev inddraget både i historien, men også på den helt særlige ironiske og drillende måde, som vi kender og holder af. 

Næstformand Jørgen Brobak Kristensen repræsenterede hallens bestyrelsen, og han konstaterede i sin tale, at Østervrå Idræts- og Kulturcenter er ’En attraktiv midaldrende kvinde’. – Byens samlingssted, hvor vi hele tiden gør, hvad vi kan for at vores center er dynamisk og følger med tiden, sagde Jørgen Brobak, som også afslørede, at der var nye planer i støbeskeen. 

Formanden for DGI Vendsyssel Peter Yde Thomsen roste i sin tale centret for den altid gode service og samarbejdsvilje, og bed især mærke i, at der med det det store motionscenter bliver fulgt med tiden. 

Formand for Østervrå Menighedsråd Lone Haugaard ønskede tillykke på vegne af både Østervrå og Torslev Sogne, og understregede det bemærkelsesværdige i, at det er muligt at finde så flot et center i så lille et samfund, og det er takket være fremsynde ildsjæle. Hun roste centrets bestyrelse og personale for at føre en dygtig og visionær drift, hvor der er mod til at tage store beslutninger. Her med særlig tanke på det forestående byggeri af ’Kirkens Hus’, som inden længe tager sin begyndelse i tæt samarbejde med de to menighedsråd. 

Østervrå Idræts- og Kulturcenter er akitektonisk pænere i dag end for 50 år siden, slog formanden for ØVI Knud Hjørnholm fast i sin tale. Han bed også mærke i det, at centret er en selvejende institution, og det vidner om, et lokalsamfund, der har villet og selv sat noget i gang. – Centret skaber gode vilkår for idrætten, og helt fantastisk var det, da idrætscentret gjorde det muligt hele tre gange at udbygge ØVIs motionscenter til et topmoderne fitnesstilbud. 

Æresmedlem 
John Aage Pedersen, centrets første halinspektør og i dag æresmedlem af bestyrelsen, deltog også i receptionen, og det blev en stor dag med rigtig mange gensyn. Det første allerede på hallens p-plads, hvor han ankom samtidig med tidligere byrådsmedlem Svend Hansen, og de to havde rigtig mange minder at dele. – Det er pragtfuldt at være her, Søren (Kiil) har gjort det så godt, lød det bl.a. fra den tidligere halinspektør, der særligt huskede et problem, som han og Svend Hansen bøvlede en del med i hallens første levetid. Vandet i svømmehallen løb ud på grund af utætheder, som det var vanskeligt at finde en løsning på. 

Det var også nogle meget travle år, særligt i begyndelsen, husker John Aage. – Vi var jo den eneste hal ikke bare i vores kommune, men også i nabokommunerne, og derfor blev vi et omdrejningspunkt for rigtig mange mennesker i hele Vendsyssel – især svømmehallen var der stor søgning til, fortalte John Aage. 

Velbesøgt reception
Hallens bestyrelse og personale var særdeles glade og tilfredse med dagens arrangement, hvor mere end 250 gæster fra nær og fjern kiggede forbi. Det betød også mange glædelige gensyn og en masse snak om gamle dage. Den snak blev yderligere understøttet af flere fine bannere med udvalgte billeder fra 50 års historie, og uden for hallen kunne gæsterne se flere hundrede billeder, som lokalhistorisk forening havde fundet frem og udstillede i PixlBox.

Nu ser idrætscentret frem mod sit næste arrangement en stort anlagt jubilæumsfest lørdag den 10. september, hvor der bl.a. bliver total 70’erstemning med musik af bandet ARBA Revival Band, HOOB og treretters jubilæumsmenu fra Tårs Slagtehus. 

ÅB

Populære artikler