Home Blog Page 191

Østervrås brandmænd rykkede ud til to hjerter brand

0

Otte brandfolk fra Falcks brandstation i Østervrå stod lørdag formiddag klar med hver sit strålerør udenfor Lendum Kirke, da Trine Skou Larsen og Rene Fich Larsen havde sagt ja til hinanden. Parret havde samme dag barnedåb med deres lille dreng Karl. 

Der blev slet ikke brug for at åbne for vandet, da brandfolk fra Falcks brandstation i Østervrå lørdag rykkede ud til to hjerter i brand. Brandfolkene fejrede i stedet brudeparret med et flot espalier, som hyldest til deres brandkollega Rene Fich Larsen, da han sagde ja til sin kæreste Trine. Til gengæld brugte sognepræst Eva Christophersen efter vielsen en lille smule vand, ved den efterfølgende dåb af parrets søn Karl. 

René Fich Larsen er sidste skud på stammen af brandmænd på stationen i Østervrå. Han arbejder til dagligt hos Scandic Food i Tårs, mens Trine er ved at uddanne sig til folkeskolelærer. Måske ser du dem i bybilledet, for de har boet i Østervrå siden 2021, så ønske dem endelig tillykke. 

Synligt beredskab
Brandmandskabet på stationen i Østervrå er gode til at være synlige i lokalområdet – og ikke kun, når det er i forbindelse med udrykninger. – Det er dog sjældent, at vi er til bryllup, men når en god kollega skal giftes, det skal vi da være med til at fejre, lyder det fra brandfolkene, der ikke havde problemer med at holde varmen i deres indsatsbeklædning. 

I øjeblikket er der i alt 15 brandmænd tilknyttet stationen i Østervrå, og de vil rigtig gerne have flere nye kolleger. – Det er især i dagtimerne på hverdage, der er hårdt brug for et til to brand-M/K’er, som er hjemme eller har deres arbejde i Østervrå, forklarer brandmændene. 

ÅB

Tag på campervan tur til Italien og oplev Bologna

0

Sommeren er over os og en tur til Italien kan man næsten altid hive en makker med på. Så om I er et enkelt par, nogle gode venner eller måske en lille familie, så er Bologna i Italien den oplagte destination, når jeres campervan skal ud at rulle endnu en tur.

Være frie på vejen og se, hvad I vil
I vil hurtigt opleve, at Bologna er fuld af overraskelser! Hvad end det handler om kultur, mad eller menneskene, så får I med garanti en på opleveren, på jeres tur derned. Når I er afsted på hjul, har I nemt ved at komme omkring og køre ud til netop de seværdigheder I er nysgerrige på. Er I derfor til historie, har Bologna masser af historiske monumenter og seværdigheder, der er et besøg værd. Derudover er I også i en storby, så skal shopping tendenserne slukkes er det også nemt at komme ud på små markeder og se på de italienske varer. Bologna ligger i den nordlige del af Italien og ligger ikke meget over Firenze. Hvis I derfor alligevel har hjulene til at fragte jer rundt, så kan I også tage en dagstur afsted til Firenze og opleve endnu mere af Italien. 

Slå jer ned og smag på kulturen
Når I har kørt nok, kan I slå jer ned på en af campingpladserne i Bologna og slå lejr i jeres campervan. Her kan I slappe af, møde kulturen på de lokale pladser og vigtigst af alt, kan I også mætte jer i den udsøgte mad, som byen byder på. Tager man til Italien skal man nemlig vente sig at spise til man nærmest sprækker. Landet byder på et væld af delikatesser og provinserne, der udgør Italien, har også hver især deres egne specialiteter, jeres smagsløg med garanti vil få en fest over. 

Borgmesteren sendte hilsen til Tour de Bødkergården

0

Tour de France har også givet cykelfeber hos både børn og voksne på Bødkergården i Østervrå, hvor der forleden dag blev kørt både hold- og enkeltstart på legepladsen. 

De gode cykelben og hårde pedaltramp var for alvor fundet frem hos de 34 børn, som i sidste uge med egne cykler deltog i et formidabelt cykelløb på Bødkergårdens legeplads. Børnene kørte både hold- og enkeltstarter til årets Tour de Bødkergården, og der blev gået til sagen, og knapt nok slækket på tempoet i de skarpe sving. 

Fælles planlægning
Børnene har i ugen op til touren været med i hele planlægningsprocessen. – Vi har i fællesskab gjort klar til løbet, som også omfatter fremstilling af medaljer, bannere, måltavler, blomsterbuketter og meget andet, fortæller Karina Iversen fra Bødkergården. Vi synes, det er vigtigt, at børnene leger det de ser og oplever, og de oplever jo, at deres forældre følger med i Tour de France, så det optager også børnene. I sommerferien er vi heller ikke så mange, så det var oplagt, at vi pædagoger kunne give børnene mulighed for denne oplevelse. Både børn og voksne har lagt et kæmpe engagement i både forberedelserne og på ugens sidste dag det store løb, understregede Karina Iversen. 

Borgmesterhilsen
Frederikshavn Kommunes borgmester Birgit S. Hansen havde også hørt om det store cykelløb, og sendte fredag en særlig starthilsen på video til alle børnene. Børnehavebørnene cyklede på egne cykler, og specialbørnehavens børn satte turbo på kørestolene, mens børnene fra vuggestuen agerede tilskuere på sidelinjen, hvor de heppede alt, hvad de kunne. 

Alle var glade og stolte efter løbet, og kronen på alle de mange pedaltramp og hårnålesving var en flot medalje og et bevis på, at de havde været med. 

Cykelrytterne hentede efter de mange etaper ny energi i de franske hotdogs, kage og saftevand, som køkkendamen havde sørget for at trylle frem, og så var der flere, der stadig havde energi i benene til lige at springe på cyklen og prøve ruten af igen. 

ÅB

VM i kvindehåndbold får sin egen øl

Frederikshavn er værtsby for kvindernes håndbold-VM i december 2023. I den anledning er der udviklet en særlig VM-øl, som blev lanceret på Skagen Bryghus tirsdag eftermiddag.

Da Frederikshavn første gang var værtsby for VM i kvindehåndbold i 2015, komponerede brygmester René Diget Søgaard Sørensen, Skagen Bryghus, en særlig VM-øl i en pink tone, der matchede det officielle VM-logo. Tirsdag eftermiddag lancerede Skagen Bryghus i samarbejde med Arena Nord en ny VM-bryg ved en event i bryghusets gårdhave:

Et håndbold-VM er en særlig begivenhed, der fortjener sin helt egen øl. Som et VM består af mange forskellige lande, så har vi også sammensat en øl bestående af forskellige ingredienser. Vi har brygget en øl på hvedemalt og bygmalt med appelsinskaller, honning og humletyper, som giver smag af mandarin og stikkelsbær. Sødmen fra honningen er væk, men smagen af honning er tilbage. Appelsinen giver en klar øl med en flot farve og masser af fylde, fortæller direktør og brygmester René Diget Søgaard Sørensen, Skagen Bryghus.

Den nye VM-øl er mulig at købe på Skagen Bryghus allerede nu, og den vil være mulig at købe både enkeltvis og i gaveæsker til VM, der finder sted fra den 29. november til 13. december.

I 2015 startede vi med et lille bryg på små 5.000 flasker, men endte med at sælge i alt 14.000 flasker. Det var rigtig, rigtig flot, og det håber vi selvfølgelig, at vi kan gøre igen i år, siger salgschef Søren Folden, Skagen Bryghus.

Arena Nords direktør Per Malmberg glæder sig over, at Skagen Bryghus igen har brygget en særlig VM-øl til glæde for både lokale og gæster, der kommer til VM i kvindehåndbold:

VM i kvindehåndbold er en kæmpe opgave, der kræver en ekstra fælles indsats. René og hans team på Skagen Bryghus er fantastiske at arbejde sammen med om at skabe en unik øl, som vi har glædet os til at præsentere i dag. Gæsterne her på Skagen Bryghus har taget godt imod den nye øl, og den tegner allerede til at blive en succes, udtaler Per Malmberg, direktør i Arena Nord.

Arena Nord er vært for to indledende VM-puljer. Gruppe G består af Brasilien, Spanien, Ukraine og Kasakhstan. Gruppe H består af Holland, Tjekkiet, Argentina og Congo.

De tre bedste fra hver pulje går videre til en af fire mellemrunder, som også spilles i Arena Nord. De to hold, der placeres som nummer 4 i de indledende puljer, går videre til præsidents cup, der også spilles i Arena Nord. 

I alt bliver der afviklet 37 kampe i Frederikshavn fra den 29. november og frem til og med den 13. december. I perioden er der to dage, hvor der ikke spilles og hele 13 kampdage i Arena Nord.

Efterforskning af hjemmerøveri mangler gennembrud – politiet efterlyser oplysninger fra offentligheden 

Siden i går, mandag den 24. juli 2023, har Nordjyllands Politi efterforsket et særdeles alvorligt forhold omhandlende hjemmerøveri. Forbrydelsen er begået mod en ældre mand, der bor på en adresse, som ligger cirka 3 km uden for Flauenskjold i Vendsyssel. 

Det oplyser lederen af politiets efterforskning af sagen, politikommissær Peter Skovbak. 

Efterforskningslederen uddyber de nærmere omstændigheder vedrørende hjemmerøveri i således:  

Gerningstidspunktet er omkring kl. 11.20 den 24. juli 2023 på adressen på Volbrovej i Flauenskjold, og Nordjyllands Politi modtog anmeldelsen samme dag kort tid efter, nemlig allerede kl. 11.40. 

Offeret – en ældre mand i 80’erne – har forklaret til politiets efterforskere, at han sad i sin sofa i stuen, da der pludselig indfandt sig en for ham helt ukendt person. Den pågældende person medbragte et oversavet jagtgevær, som han pegede mod sit offer, alt imens han flere gange sagde højt: ’Giv mig dine penge!’ 

Det fik den ældre mand til at rejse sig fra sin sofa. Tumult mellem de to opstod – hvorunder offeret blev skubbet omkuld. 
Den ukendte gerningsperson forlod herefter stedet medbringende bilnøglen til offerets bil; bilen blev dog ikke stjålet, ligesom der heller ikke blev stjålet kontanter eller andre ting fra stedet.  

Offeret hørte ikke forudgående nogle køretøjer nærme sig, og han så heller ikke, hvorfra gerningsperson kom, ligesom han heller ikke så, hvorhen han forsvandt. Formentlig kom han ind gennem den ulåste hoveddør. 

”Offeret fik nogle knubs på ene arm, da han blev skubbet omkuld, men ellers er han uskadt,” beroliger politikommissær Peter Skovbak, der dog tilføjer, at offeret naturligvis er meget rystet over det, der skete

Gerningspersonen er af sit offer beskrevet som: 
• mand, 20-25 år, cirka 190 cm høj, almindelig af bygning, lys hudfarve og iklædt mørkt tøj samt mørke hue. Gerningspersonen beskrives i øvrigt som dansk af udseende og dansktalende uden accent. 

Ring 114 med oplysninger

Peter Skovbak oplyser videre, at Nordjyllands Politi siden anmeldelsen i går har iværksat en række efterforskningsskridt i sagen, men disse undersøgelser har endnu ikke frembragt oplysninger vedrørende gerningspersonens mulige identitet, herunder hans færden før og efter forbrydelsen. 

”Vi er derfor,” pointerer politikommissæren, ”meget interesseret i oplysninger, hvis nogen borgere har set noget mistænkeligt i løbet af i går mandag, især mellem klokken 1100 og 1200 på Volbrovej.” 

Kan man i øvrigt kan bidrage med oplysninger til sagens opklaring, så hører politiet også meget gerne om det. 

”Vi modtager oplysninger i sagen på telefon 114,” siger Peter Skovbak. 

Midtvendsyssel Avis bliver videreført af Østvendsyssel Folkeblad A/S

Den 1. august 2023 stopper Lisbet Gaaei som ansvarshavende redaktør på Midtvendsyssel Avis. Avisen vil blive overtaget af Østvendsyssel Folkeblad med Søren Ejstrup Brunse som ny ansvarshavende redaktør. Midtvendsyssel Avis vil blive videreført i sin nuværende form. Første avis, der produceres i Østervrå, vil udkomme onsdag den 2. august.

Det var med vemod, at Lisbet Gaaei besluttede at stoppe udgivelsen af Midtvendsyssel Avis. Nyheden om, at avisen kan videreføres under Østvendsyssel Folkeblad, har været en lettelse.

– Jeg har igennem min barndom og ungdom været en del af avisen. Mine forældre Flemming og Gunhild Gaaei blev ansat på avisen i 1952 og overtog den senere. Jeg kom i lære i 1972 og blev udlært efter fire år som håndsætter – typograf. Først i firserne overtog jeg 50% af avisen, og i 1987, da min far døde, overtog jeg det hele, fortæller Lisbet Gaaei og fortsætter:

– Min datter Marianne blev også tilknyttet avisen. Hun kom i lære i slutningen af firserne og har været ansat der indtil nu. Hun har ikke ønsket at føre avisen videre.

Da Søren Ejstrup Brunse fra Østvendsyssel Folkeblad blev bekendt med lukning af Midtvendsyssel Avis pr. 1. august, skyndte han sig at tilbyde overtagelsen af avisen og videreføre den i de samme rammer, som Lisbet har udstukket. Midtvendsyssel Avis vil udkomme, som den plejer. Eneste ændring er, at avisen bliver produceret på en anden adresse.

Efter mange års samabej­de med Lisbet Gaaie og Midtvendsyssel Avis er det en stor glæde og ære, at kunne få lov til at videreføre Midtvendsyssel Avis. Vi har en del nye tiltag, som henover sensommeren og efteråret vil blive sat i værk, men herom senere,   lyder det fra Søren Ejstrup Brunse fra Østvendsyssel Folkeblad og nu Midtvendsyssel Avis. 

Begge aviser vil fortsat blive udgivet, som to selvstændige aviser.

Flot veterantræf i Tranget

0

Man kan nærmest sige, at ”Tranget var verdens navle for en dag” – og sikke en dag. Utallige knallerter, motorcykler, biler – store som små og så traktorer i hobetal, havde fundet vejen til Tranget. Her bød Helle og Niels velkommen til veterantræf – et træf, som de håber meget på snart, vil vise sig at være det største veterantræf i Vendsyssel.

Størstedelen af de tilmeldte køretøjer til træffet, deltog i paradekørsel gennem Tårs, og chaufførerne fortæller, at de klart fornemmede stor interesse for at kigge med, især turen via Bredgade op gennem Tårs.

Godt tilbage på pladsen gik snakken og via boder kunne man finde stumper og underlige dippedutter, sulten kunne stilles bl.a. med lækre burgere fra Chuck Wagon, som også gæstede pladsen.

Eftermiddagen forløb i høj sol og stille og roligt forlod flere af deltagerne pladsen med løftet om at komme igen næste år – til landsdelens hyggeligste træf. De tilbageværende sluttede dagen/aftenen af med gadefest for naboer og andet godtfolk.

ESH

Find din næste bolig i Valby

0

Står du også et sted i dit liv, hvor du er på udkig efter din næste bolig? Måske skal du flytte til noget større, eller trænger til luftforandring. I skønne Valby kan du få begge dele. Her er alt hvad hjertet begærer, du finder en rig natur, et dejligt byliv og mange flinke naboer. I Valby kan du klare alt, hvad du behøver af både indkøb, skole, fritidsaktiviteter og måske finde dig et arbejde. Hvis du er nysgerrig på Valby, så kan du finde mere info her og lære mere om den hyggelige, sjællandske by. 

En dejlig by i vækst
Der er nemlig ikke noget at sige til, at du er blevet lokket til at kigge på en bolig i denne skønne by. Med 52.000 indbyggere og en by i vækst, er Valby et rigtig dejligt sted at slå sig ned. Her finder du både dagligvarer, skole og hyggelige shoppingmuligheder. Lokalsamfundet er også hyggeligt, og her er mange flinke naboer – og findes der noget bedre, end at få en sludder hen over hækken med en god nabo, eller en kop kaffe på terrassen? Nej, og godt naboskab finder du heldigvis i Valby, og det er altså essentielt for, at du har lyst til at blive boende i mange år i fremtiden. 

Finansier dit boligkøb
Det kan ske, at du spekulerer en lille smule på, om du har økonomi til at investere i en bolig i Valby. Huspriserne her er nemlig ikke som i en lille midtjysk by – du skal forvente en lidt dyrere bolig. Det er der heldigvis råd for. Det kan være, at du har dig en god og solid opsparing, så du sagtens kan lægge til udbetaling i huset. Måske har du en god indtægt og kan i løbet af et par år spare op til en god udbetaling. En tredje mulighed kunne være at tage et lån til dit boligkøb. Det kan du gøre mange steder, og så længe du har en sund økonomi, har styr på dine indtægter og udgifter, så er det stort set aldrig et problem at få lov at låne til en bolig i Valby. Her er nemlig så rart at være, at din bolig sjælden vil tabe særlig meget i værdi. Hvis du tror, at det er noget for dig at få hjælp til at finansiere dit boligkøb.

Wood by Nymand rumsterer i Sæsing

0

Den 1. juli overtog Wood by Nymand ved David Nymand Sæby Landevej 413 i Sæsing.
Jeg glæder mig vildt til at få mere plads til mine planker og møbler, fortæller den nye ejer, der indtil nu har haft til huse i det gamle teglværk i Tårs. 

Der er så mange ting, jeg gerne vil lave, men nu tager vi en dag af gangen og så ser, hvordan det går, griner han. Han har dog allerede revet et par vægge ned og har store planer for, hvordan han ønsker at indrette sig.

En tur med malerpenslen er et must og gulvene skal jeg osse have kigget på og så skal jeg jo have det hele flyttet herned, fortæller han. Hvornår han er klar til at vise sine flotte ting frem i sine nye lokaler står hen i det uvisse, men han har en personlig deadine (som vi dog ikke røber i avisen). 

Gammel vinduesfabrik
Bygningerne er opført 1963-1986 og der er 1.893 m2 under tag. Bygningerne har tidligere huset bl.a. en vinduesfabrik og en køkkenfabrik. Senest har der været handelsselskab på adressen, men nu kommer der altså igen træ ind i bygningerne.

Møbelsnedker
Jeg har længe drømt om at få mit eget værksted og showroom og nu sker det altså, griner David. 

Mit svendebrev som møbelsnedker er faktisk ret nyt, fra sommeren 2022, men jeg er vild med træ og elsker at nørde med træ og møbler, fortæller David. 

I de nye lokaler kunne han godt tænke sig at få nogle lokale samarbejdspartnere, fx nogle, der arbejder med keramik, glaskunst, stole, malerier, skulpturer, trædrejere etc., slutter David.

Tillykke med årets Guld Harald, Joakim!

Mandag den 10. juli modtog fodboldlandsholdsspiller Joakim Mæhle årets Guld Harald, og det var en synligt stolt prismodtager, der tog imod den flotte statuette, som blev overrakt af Harald Nielsens enke Rudi Nielsen. 

En glad, smilende og afslappet Joakim Mæhle mødte sammen med kæresten Mia op til overrækkelsen af årets Guld Harald, som fandt sted mandag aften på forpladsen ved Arena Nord, lige i umiddelbar nærhed af den store statue af Harald Nielsen. – Jeg er spændt på, hvad der skal ske, og selvfølgelig også meget beæret over at skulle modtage prisen, fortalte Joakim.

Det har længe været et ønske fra Guld Harald-komiteens side, at idrætsprisen Guld Harald skulle tildeles Joakim Mæhle fra Østervrå. I år lykkedes det at få Joakims feriekalender til at gå op med, at han kunne være tilstede ved kåringen. Joakim Mæhle blev den 5. modtager af prisen, og han blev samtidig den første modtager, som stadig har fuld gang i en spændende international fodboldkarriere – og tilmed i Italien lige som Harald Nielsen. 

Flere talere
Tidligere fodboldspiller i FfI og komitemedlem Pauli Jørgensen indledte rækken af taler, hvor han kort ridsede Harald Nielsens karriere op, og borgmester Birgit S. Hansen overtog herefter mikrofonen, og holdt en meget personlig tale til Joakim, som hun har fuldt siden han var en lille ’knejt’. Arena Nords direktør, Per Malmberg bød velkommen på vegne af Arena Nord, hvorefter direktør for Spar Nord Bank Morten Kock gav et kort rids over tidligere modtagere af prisen og om selve prisen. Herefter gik Rudi Nielsen på scenen for at overrække årets pris. 

Et forbillede
Du giver så meget på banen, men du giver lige så meget udenfor banen – bliv ved med det, lød det bl.a. i talen fra Rudi Nielsen til Joakim Mæhle. Du er en folkehelt og et kæmpe stort forbillede for mange drenge og piger, som måske også har en drøm om at blive til noget stort. Den glade prisoverrækker havde virkelig gjort sit forarbejde, og med en flersiders lang tale kom Rudi Nielsen rundt om Joakim Mæhles liv, lige fra de helt unge år til nu. Undervejs blev flere punkter fremhævet – ikke mindst Joakims familie, og hvad deres indsats har betydet, herunder Joakims farfar Kjeld, der jo selv i en høj alder fortsatte med at spille fodbold. – Du har gode gener, vær du glad for det, lød det fra Rudi, som understregede at det jo lover godt for mange flere fodboldhøjdepunkter fra dig, Joakim. 

Det er tilladt at drømme
Det var en synligt stolt Joakim Mæhle, som efterfølgende takkede for prisen. – Inden overrækkelsen talte jeg med Haralds familie og venner, som fortalte mig om den store betydning Harald Nielsen har haft, og det giver en endnu større stolthed over at modtage prisen, lød det fra prismodtageren. Jeg vil også gerne takke alle dem, der har gjort det muligt for mig at forfølge min drøm, uden dem, havde det ikke kunnet lade sig gøre. 

Jeg håber at kunne dele mange flere fodboldoplevelser med jer fremover, men der er noget jeg gerne vil fremhæve her. En kæmpe ros til de mange frivillige, der dagligt gør en enorm indsats rundt omkring i klubberne, for at så mange børn og unge kan få lov til at spille fodbold. Til børnene og de unge vil jeg sige – det er tilladt at drømme, så længe I arbejder hårdt for det, så er der store chancer for at det lykkes, lød det gode råd fra Joakim Mæhle.

Vejret spillede helt sikkert en rolle i antallet af fremmødte, men interessen var alligevel stor, og efter overrækkelsen var køen lang til de gratis pølser. Køkultur var også et must, hvis man gerne ville have en autograf og et billede med dagens hovedperson, og det var der rigtig mange, der gerne ville. De blev ikke skuffede, Joakim gav sig igen rigtig god tid til at sætte sin klo det helt rigtige sted, og at få telefonerne i den rette vinkel til de efterfølgende fotos. 

Regnvand, papir og blæk
Ovenstående tre ingredienser er ikke nogen god kombination, og slet ikke for deres udsendte, som stort set ikke fik ret meget andet end nogle få stikord, som blækket efterfølgende flød ud på, ned på blokken. Der var ingen tvivl om at arrangørerne også havde haft mange overvejelser om, hvor vidt prisoverrækkelsen skulle flytte indendørs, men de havde sat deres lid til vejrmeldingerne, der forudså at regnen skulle stilne af omkring kl. 18, som var starttidspunktet for arrangementet. Det skete så bare ikke, næsten tværtimod, regnen tog til – det var rent ud sagt strålende vejr. 

Da hele arrangementet var vel overstået, og Joakim var i gang med at skrive autografer (indendørs) og stille op til selfies, stod deres udsendte tilbage med en håndfuld krøllede, halvvåde og blækplettede stykker papir. Håber dog at ovenstående alligevel giver et billede af, hvordan forløbet var, og hvor stolt og beæret Joakim Mæhle blev for prisen. 

ÅB