Tør du danse med døden for en aften? Det var der rigtig mange der turde forleden aften, og de 300 tilhørere i Østervrå Kulturhus fik da også fuld valuta af mødet med tidligere sygehuspræst Ruth Østergaard Poulsen som fortalte om, hvor svært det kan være at tale om døden, og hvordan vi får taget hul på den svære samtale. 

– Vi er rigtig dårlige til at tale om døden, og det betaler vi prisen for, lød de indledende ord fra aftenens gæst. Ja, vi tør ikke en gang tage ordet død i vores mund, men bruger i stedet udtryk som ”gået bort” og ”sovet ind omgivet af sine kære”. 

Så var vi lige som i gang, og til at understøtte de mange gode råd flettede Ruth Østergaard Poulsen adskillige eksempler ind på mennesker i sorg og kriser, hun har mødt i sit arbejde som hospitalspræst. Mennesker, der vidste, at de skulle dø, og hvad det var, der lå dem på sinde, hvilke spørgsmål de gerne ville have svar på eller hvad der pludselig stod lysende klart for dem at være det vigtigste i tilværelsen. Mange rørende eksempler, som også var med til at understrege, hvor vigtigt, det er at få talt med sine nærmeste om, hvilke ønsker man selv har, den dag man skal dø. 

– Sådan som vi lever, kommer vi også til at dø, lød det. Hvis vi ikke har været gode til at snakke med vores nærmeste om svære ting, så bliver det endnu sværere den dag vi skal dø, så gå nu hjem og få taget den snak, lød det indtrængende fra Ruth Østergaard Poulsen. 

Spørgsmål og svar

I løbet af de første tre kvarter kom Ruth Østergaard omkring en stor del af alt det, der kommer i spil, når døden melder sig. Om at miste kontrollen, at finde ud af, hvad der er vigtigt i livet, og det at se tilbage på livet, der er levet. 

– Hvordan finder vi mennesker os selv? Det gør vi kun, når vi er sammen med andre. Vi har brug for vidner, og derfor er det også afgørende, at vi har nogen at dele med den dag, vi skal dø, lød det gode råd. 

I anden afdeling blev der plads til spørgsmål fra publikum, og herunder kom Ruth Østergaard Poulsen også ind omkring bl.a. angsten for at dø, om troen på Gud og det at miste håbet. – Selvfølgelig skal vi have lov til at være angste, når vi skal dø, men vi skal dele angsten med nogen, understregede Ruth Østergaard.

En livsbekræftende aften med et alvorligt emne, som alligevel fik en hel del latter med på vejen, takket været foredragsholderens evne til at pakke de svære ting ind i en befriende selvironisk distance. – Jeg er glad for at I griner, for det er tegn på, at I kan genkende, det jeg snakker om, konstaterede Ruth Østergaard. 

Et af Ruths kloge råd er: ”Tal om døden en dag, hvor solen skinner”.

Aftenen var tilrettelagt af FOF i samarbejde med Østervrå Bibliotek, Østervrå Frikirke, Østervrå Menighedsråd og ØVIs Venner.  

ÅB

Torsdag formiddag blev Beredskabet fra Østervrå kaldt til oprydning og forurening ved et færdselsuheld. To biler var stødt sammen i krydset Lendumvej-Brønderslevvej. Ingen af de implicerede kom alvorligt til skade. Fotos: Ejvind Pedersen 

Sogneaften torsdag den 9. november: Ordet ”værdighed” går som en rød tråd gennem debatten om aktiv dødshjælp og assisteret selvmord. Er det afmægtige liv uværdigt? Er det mest værdigt at dø, når man selv mener, det er tiden?

Spørgsmålet om aktiv dødshjælp er højaktuelt i kølvandet på borgerforslag om indførelse af aktiv dødshjælp, statsministerens støtte dertil – og afvisningen af aktiv dødshjælp fra et stort flertal i Etisk Råd.

Kristian Bøcker er (siden 2013) sognepræst i Jelling og en ivrig samfundsdebattør og skribent. 

Han kommer, på Østervrå Menighedsråds opfordring, til Østervrå med sit oplæg om aktiv dødshjælp.

Foredraget skitserer de forskellige typer af dødshjælp, de væsentligste etiske positioner i debatten – og ser nærmere på det begreb om værdigt liv og værdig død, der spiller så stor en rolle i debatten.

Foredraget lægger op til nuanceret samtale om et følsomt og vanskeligt emne.

Alle er velkomne i Østervrå Kulturhus torsdag den 9. november, hvor der i løbet af aftenen serveres kaffe og te med lidt sødt. Se tidspunkt på avisens bagside.

• Kristian Bøcker:
• Sognepræst i Jelling siden 2013. 
• 1996-2001: Højskolelærer Brandbjerg Højskole
• 2001-2002: Adjunkt Jelling Seminarium
• 2002-2006: Viceforstander Brandbjerg Højskole
• 2006-2013: Sognepræst i Randbøl
• Klumme- og kronikskriver i Kristeligt Dagblad – skriver i øjeblikket klummen ”ugens debat” hver anden uge.
• Stifter og redaktør af  ”Hyrdebrevet Søndag Morgen”, der kan læses på kirke.dk, og som på mere underholdende vis kommenterer dansk teologi og kirkeliv.
• Forfatter til bøgerne Synd for Begyndere (Bibelselskabets Forlag 2018) og Skal man tro på alt, der står i Bibelen (Kristeligt Dagblads Forlag 2022).

Et opslag på Facebook med anmodning om økonomisk støtte til et vægmaleri på Østervrå Ældrecenter har i løbet af bare ét døgn skabt mulighed for, at Den Bette Maler, Charlotte Rømming fra Sæby kan gå i gang med at give nyt liv og kulører til en væg på centret. 

Vi har tidligere skrevet om de to ildsjæle Lotte Aaen Christensen og Nina Vestergaard Pedersen og deres engagement i at friske omgivelserne op på Østervrå Ældrecenter. De to har i den seneste tid haft travlt med at indrette med de ting, de har købt for omsætningen ved loppemarkedet i september. 

Nu er der igen nyt fra de to gæve piger, som har taget kontakt til kunstner Charlotte Rømming i Sæby, og spurgt hende, om hun kunne tænke sig at sætte liv og glade farver på en væg. 

Charlotte Rømming synes så godt om projektet, at hun har tilbudt sine kunstneriske evner uden betaling, bortset fra udgifter til indkøb af materialer og belysning. – Jeg synes, at det er et smukt og vigtigt stykke frivilligt arbejde Lotte og Nina har gang i, og det vil jeg gerne støtte, forklarer Charlotte Rømming. 

Stor opbakning
I lørdags lagde Charlotte et opslag på Østervrå Borgerforenings Facebook, hvor hun skitserer projektet og opfordrer til at støtte med beskedne beløb – en lille skilling til et STORT kunstværk. Opslaget blev delt flittigt, og de økonomiske bidrag lige så flittige, resultatet er, at Charlotte, søndag morgen, til sin stor glæde kunne fortælle, at beløbet på 3.000 kr. var tikket ind via MobilePay, og hun nu skal male et vægmaleri til beboerne på plejehjemmet i Østervrå. 

Glade ildsjæle

Lotte Aaen Christensen og Nina Pedersen er naturligvis ovenud lykkelige og glade for, hvor hurtigt det er gået med at indsamle pengene. – Ja, det er så fedt, lyder det fra Lotte, og der bliver også råd til en lysskinne med en spot, der skal lyse direkte på maleriet. 

Charlotte Rømming er allerede i gang med at planlægge, hvad hun vil male. – Tanken er at give de ældre en “dansk sommerdag” med højt til himmelen, kornblomster, valmuer, solsikker og en udsigt over markerne, som da de var unge og aktive i og omkring Østervrå og Thorshøj, fortæller Den Bette Maler.

Der er endnu ikke sat dato på, hvornår arbejdet går i gang, men avisen har planer om at følge op på projektet.  

ÅB

Hvad mon egentlig frister mest? En stor rød brandbil eller en spejlblank vandpyt? Det er der vist ikke noget entydigt svar på, men helt sikkert er det, at vandpytter kan overvinde selv den største skepsis. Det var lige det, der skete forleden, da De private Pasningsordninger besøgte den lokale brandstation i Østervrå. 

Det var ikke det største mod, der prægede de små poder, da de stod overfor den store røde brandbil, men det skulle vise sig, at brandmand Karsten Lykkegård havde den magi, der skulle til at sætte gang i de små. En brandsprøjte, der lige kunne lave spejlblanke vandpytter på gulvet, hvem kan stå for det. 

Så var ”festen” i gang. Børnene soppede løs, og efterhånden fik de også mere og mere mod på at udforske brandbilen, og de fleste af børnene kom også op og sidde i førerkabinen. UHA! Der var mange dejlige dimser, knapper og andet spændende grej, som det var rigtig svært at lade være med at pille ved. 

Små brikker med blåt blink var også et stort hit, og flere fik også et ægte brandmandslook, da de prøvede de små røde brandhjelme. 

Tiden flyver af sted, når man har travlt med at afsøge hver en lille krog af brandstationen og i brandbilen, lege fangeleg og plaske med vand. 

– Vores gode brandmandsven Karsten sluttede af med at vise, hvor langt vandkanonen kan sprøjte, og vi fik selvfølgelig også et sidste traditionelle farvel, fortæller Anette Jensen fra Anettes Private Pasningsordning. Da vi stod udenfor brandstationen, tændte Karsten alle brandbilens horn, og selv om det gav et lille bitte forskrækket sæt i nogle af børnene, så var det afgjort et ekstra stort plus til en helt perfekt formiddag.   

ÅB