Home Blog Page 16

Børnefodbold Festival på stadion i Sæby

0

Lørdag var der stor aktivitet på stadion Sparekassen Danmark Arena i Sæby, hvor IF Skjold for 4. år havde indbudt til Børnefodbold Festival.

SÆBY: Mere end 1.000 børn og voksne fra hele Vendsyssel, Aalborg og Hobro var mødt op til en dejlig underholdende og sportslig dag. Hele dagen blev der dystet i hundredvis af fodboldkampe, og i pauserne kunne de mange børn more sig i opstillede forlystelser såsom hoppeborge. Desuden kunne de give ”hi five” til en række maskotter.

Om aftenen var der totalt udsolgt til spisning i Nordjyllandshallen, hvor 10 gæve sæbynitter samtidig havde sagt ja til at dyste på spinningcykler, hvor der var udlovet sponsorkroner til IF Skjolds klubkasse for hver kørt kilometer. Der blev i alt indkørt 276.500 kr.

Måneders hårdt arbejde
IF Skjolds formand, Flemming Thingbak, forklarer, at det var måneders hårdt arbejde fra mange sider, som blev forløst ved børnefodbold festivalen.

Trods dystre vejrforudsigelser og en par byger i løbet af dagen var arrangørerne parate til at holde humøret højt til det kæmpe program.

”Et program som en børnefodbold festival kræver 100 frivillige i arbejde gennem flere måneder. Flere har endda taget fri fra arbejde for at hjælpe til. Det er virkelig foreningskultur, der vil noget! På Skjolds vegne er jeg dybt taknemmelig for den enorme indsats, og jeg vil samtidig gerne sende en kæmpe tak til de mange frivillige og til klubbens mange trofaste sponsorer – ikke mindst hovedsponsor Nordjyske Bank,” lød det fra Flemming Thingbak, som allerede nu ser frem til 5. udgave af børnefodbold festival i sidste weekend af august 2027.

Notabene

Markedsdag i Børnehuset i Dybvad

0

Markedsdag er en tilbage­ven­den­de begivenhed i Bør­ne­huset og et meget po­pu­­lært arrangement, som på grund af vejret i fredags måtte flyttes inden døre – dog blev enkelte aktiviteter afholdt udenfor i bålhuset.

DYBVAD: Hvert barn havde et lamineret kort, de kunne hænge om halsen med et billede af alle de 12 aktiviteter, man kunne prøve på markedet og så fik man et klistermærke, når man havde prøvet en aktivitet.

Der var som nævnt 12 aktiviteter, man kunne prøve og for at blive ved bålet så var der skumfiduser til at holde ind over bålet og så en mariekiks til at spise det hele sammen med – altid meget populært og det gjaldt også her – regnvejret til trods.

Der var selvfølgelig også en aktivitet, der bød på at poppe popcorn – og det er lækkert, synes de fleste.

Ansigtsmaling hører jo til på et godt marked og det var der selvfølgelig også mulighed for her med nogle flotte resultater.

Vi må da heller ikke glemme, at man kunne blive tatoveret ved en af aktiviteterne på børnehusets marked.  

Hvis man havde lyst til at se, hvor god man var til at sigte og ramme huller i en plade, der var stillet op, så skulle man over til stedet, hvor man kunne prøve det ved at kaste risposer hen mod pladen og så selvfølgelig allerhelst ind gennem hullerne – det er ikke så nemt, hvis man tror det, men nogle af børnene kunne bare det der.

Der var også mulighed for at grave guld og finde guldsten – spændende og noget rigtig mange vilde med.

Andedammen var der i år igen, hvor man skulle fange ænder, der havde en magnet på sig og det gjorde man med en fiskestang.

Man kunne  puste sæbebobler og gerne nogle kæmpestore bobler og var man mere til den kreative side så var der gadekridt, som kunne bruges til at pynte fliserne lidt op med, men også her drillede regnvejret.

Havde man lyst til at være meget kreativ var der endnu en mulighed på årets marked nemlig en uro med perler på tykt ståltråd, som man formede til en spiral og med snor og frynser i bunden – en flot uro må man sige.

Endelig må vi da ikke glemme at man kunne få slush -ice og kage  og så kunne man jo sætte klistermærket på glasset med  slush ice, hvis man havde lyst.

Markedet foregik fra kl. 14 -16 og forældre eller en anden voksen og søskende  var inviteret med og der blev serveret kaffe og kage og her var det forældrerådet, der sponsorerede det og klarede den side af sagen og Niels havde også en dejlig kage med.

Det blev endnu en gang en rigtig god markedsdag i Børnehuset i Dybvad med masser af aktivitet og glade børn i hele huset og også lidt uden for på trods af regnen –  ligesom det er ved de andre markeder – men her var det  personalets og forældrerådets  gode ideer og børnenes glæde ved at være med sammen med  forældre og søskende, der  gjorde det til alle tiders bedste markedsdag.

Jo-Jo

Skøn bolig i 1-plan og regulære udhuse på Trangetvej 355, 9830 Tårs

0

Her er der plads til både heste – grise- køer og får og en god højde i udhusene, så mulighed for opsætning af autolift.

Her er der skruet helt op for hyggen og man kan kun føle sig godt tilpas i disse omgivelser.

Ejendommen har en rigtig god indretning og en helt fantastisk udsigt over have og marker fra udestuen og terrassen. Samme fantastiske udsigt får man også i havestuen der er placeret ude i haven med kig til søen.

Udbygningerne byder på stor garage med el led hejseport, bryggers/teknik rum, værksted, maskinhus med stålspær og stald tidligere anvendt til får. I udhusene god højde så fin plads til indretning af værksted og højde så der er plads til autolift. Der er også mulighed for dyrehold.

Boligen opvarmes med jordvarme og der er 6kw solcelleanlæg – Energimærke B.

Ejendommen ligger tæt på Tårs, der byder på det meste man har brug for i dagligdagen. Skole, daginstitutioner, fritidsaktiviteter, gode handlemuligheder og en central beliggenhed i det nordjyske, hvilket giver gode pendler muligheder og skolebussen kører lige udenfor ejendommen.

Fakta om boligen

Boligareal: 192 m²

Driftsbygninger: 381 m²

Stue/Værelser: 2/4

Bygget/Ombygget: 1877/2006

Grundstørrelse: 20690 m²

Energimærke: B

Økonomisk overblik

Kontantpris 1.850.000 kr.

Ejerudgift pr. md. 2.448 kr.

Udbetaling 95.000 kr.

Brutto ekskl. ejerudgift 10.357 kr.

Netto ekskl. ejerudgift 8.216 kr.

Læs mere om boligen her: https://www.estate.dk/landejendom/9830/trangetvej/n240263/n2402630000217

Mikkel Wold sætter fokus på lykken og det meningsfulde liv

0

ØSTERVRÅ: Hvad vil det egentlig sige at leve et lykkeligt liv, og hvor finder mennesker mening i en hverdag præget af krav, valg og forandringer?

Det er nogle af de store spørgsmål, der kommer under behandling, når Mikkel Wold gæster Kulturhuset i Østervrå til sogneaften mandag den 14. september.

Under overskriften Længslen efter lykken og det meningsfulde liv vil Mikkel Wold tage publikum med ind i temaerne lykke og mening og se på dem i mødet mellem teologi og psykologi. Netop spørgsmålet om, hvad der gør livet lykkeligt og meningsfuldt, har optaget mennesker gennem alle tider og er fortsat højaktuelt.

Teologi møder psykologi
Mikkel Wold er sognepræst ved Marmorkirken i København og har gennem en årrække beskæftiget sig med emner i krydsfeltet mellem teologi, psykologi og eksistentielle spørgsmål. Han er desuden forfatter og en efterspurgt foredragsholder.

Ved sogneaftenen bliver der sat ord på nogle af de spørgsmål, som mange mennesker møder gennem livet: Hvad er lykke? Hvad skaber mening? Og hvordan hænger de to ting sammen?

Menighedsrådet lægger op til en tankevækkende aften med mulighed for refleksion og nye perspektiver.

Sogneaftenen med Mikkel Wold finder sted mandag den 14. september i Kulturhuset i Østervrå. Der er gratis adgang.

God energi til fælles fyraftensmøde i Østervrå

0

ØSTERVRÅ: Østervrå Handel (Østervrå Handel- og Erhvervsforening) fik igen rigtig flot opbakning til deres andet fælles fyraftensmøde for byens foreninger. Formålet med at styrke fællesskabet og skabe grundlag for et bredere samarbejde i byen fortsætter med at bære frugt. 

Repræsentanter for de fleste af Østervrås foreninger var mandag aften samlet i kantinen hos Meny. Der var masser af engagement og energi blandt de fremmødte, som også kunne fortælle om et højt aktivitetsniveau og flere nye initiativer.  

Af hensyn til nye deltagere var der en kort præsentationsrunde, hvor de enkelte foreninger fortalte lidt om sig selv og kort kom ind på aktuelle planer og kommende aktiviteter. Det gav igen et rigtig godt indblik i det store engagement, der er i Østervrå. 

Fælles kalender
Der blev igen slået et slag for den fælles kalender/årshjul, der har til formål at skabe bedre overblik og koordinering lokalt, så arrangementerne, så vidt muligt, ikke overlapper hinanden – ja, måske endda giver lyst og mulighed for et øget samarbejde. 

Et eksempel er den kommende Oktoberfest den 26. september i Østervrå Idræts- og Kulturcenter. Festen bliver afviklet i et tæt samarbejde mellem Østervrå Erhverv, ØVIs Venner og Musikforeningen Brinken, som allerede har fuld gang i både billetsalg og planlægning. 

Ny ideer
Flere kom på banen med forslag til nye fælles aktiviteter og tiltag. Blandt andet en fælles aktiv/sjov fredag i efteråret i Østervrå Idræts- og Kulturcenter, hvor byens borgere kan få et indblik i centrets mange tilbud – og selv prøve kræfter med nogle af aktiviteterne. 

En stor fælles Aktivitetsdag i forsommeren er også på tegnebrættet. Det hele skal foregå på Østervrå Stadion og måske også i centret, hvor alle foreninger har mulighed for at byde ind med både kendte aktiviteter og nye eller gerne alternative udfordringer. 

Østervrå Erhverv kunne desuden løfte sløret for, at der i 2027 arbejdes med planer om en ny MGP-fest, ligesom DODO er booket til en koncert i foråret. 

Blomsterløbet i Østervrå Festdage uge 42 kommer i et nyt koncept. Her arbejder GF77, ØVI og ØVIs Venner sammen om et gentænker arrangementet. 

Nyt fællesmøde
Aftenens deltagere kom fra bl.a. erhvervsforeningen, Musikforeningen Brinken, borgerforeningen, ØVI, GF77, spejderne, seniorerne og flere andre. Der var bred enighed om, at de fælles fyraftensmøder skal fortsætte. Næste møde bliver 8. februar 2027. 

ÅB

Ny terrasse på Thorshøj Gl. Skole

0

Arbejdet med at renovere den gamle skole i Thorshøj fortsætter. Nu er turen kommet til de udendørs arealer, og første etape, en stor og flot træterrasse, blev indviet fredag den 14. august.

Thorshøj: Bestyrelsen havde inviteret til en lille sammenkomst i forbindelse med indvielsen, som blev markeret med en lille tale, hvorefter det røde bånd blev klippet, og den nye terrasse officielt blev taget i brug.

Arkitekten bag terrassen er tømrermester Arne Jørgensen, og det var også ham, der havde fået opgaven med at holde indvielsestalen. Han bød de fremmødte velkommen og fortalte om arbejdet med den nye terrasse, som tog sin begyndelse den 22. august 2025.

Arne kunne afsløre, at projektet havde budt på flere forskellige opgaver. Blandt andet skulle asfalten i den gamle skolegård skæres op, inden arbejdet med selve terrassen kunne gå i gang. Da træterrassen stod færdig, blev der også etableret plantekasser og blomsterkummer, som er med at skabe en flot sammenhæng mellem terrassen og de øvrige udendørs arealer.

Arne Jørgensen sendte en stor tak til de mange frivillige, som har givet en hånd med undervejs. Både dem, der har hjulpet med selv byggeriet, men også til dem, der efterfølgende har sørget for at plante blomster og krydderurter. 

– Vi håber, at terrassen bliver et sted fyldt med liv. For det er ofte de små møder i hverdagen, der binder et lokalsamfund sammen, lød det blandt andet i talen. Ønsket er, at terrassen skal være et sted, hvor der er plads til fællesskab – uanset om man kommer alene, som familie eller sammen med naboen.

Arne havde fundet et citat, som han fandt passende til at beskrive det fællesskab, der er omkring Thorshøj Gl. Skole: ”Fællesskab er ikke, at alle er ens. Fællesskab er, at alle har en plads.”

– Det er måske netop det, vi gerne vil med denne terrasse. Skabe et sted, hvor der er plads til os alle. Hvor vi kan mødes, hjælpe hinanden og skabe gode minder, sagde han.

Arne Jørgensen sluttede med at understrege, at bygninger kan opføres på få måneder, mens et stærkt fællesskab bygges gennem mange år – af mennesker, der stiller op for hinanden.

Den nyindviede terrasse dannede allerede søndag rammen for det første arrangement – en friluftsgudstjeneste med minikoncert. 

Terrassen er første etape af projektet ”Fællesskab i det fri”. Det er støttet af Nordea-Fondens pulje ”Her gror vi” – og de gæve folk i Thorshøj er snart klar til at gå i gang med anden etape. 

ÅB

Tårs Skole får del i millionløft til naturfag

0

Elever og lærere på Tårs Skole kan se frem til bedre muligheder i undervisningen i natur/teknologi. Skolen er blandt seks skoler i Hjørring Kommune, der får del i en bevilling på i alt 1,9 millioner kroner fra Villum Fonden.

TÅRS: Pengene skal være med til at styrke undervisningen i natur/teknologi og kan blandt andet bruges på forbedring af faglokaler samt indkøb og opdatering af materialer og udstyr.

Samtidig skal en del af indsatsen bruges på lærernes kompetenceudvikling og på at styrke det faglige samarbejde omkring natur/teknologi.

Målet er at skabe bedre rammer for en undervisning, hvor eleverne ikke blot lærer fra bøgerne, men selv får mulighed for at undersøge, eksperimentere og arbejde praktisk med naturfaglige problemstillinger.

Skal vække nysgerrigheden
Natur/teknologi er elevernes første møde med naturfagene i folkeskolen, og i Hjørring Kommune ser man bevillingen som en mulighed for at gøre undervisningen endnu mere levende og praksisnær.

– Når børn får lov til at eksperimentere, stille spørgsmål og undersøge virkeligheden med egne hænder, skaber vi et stærkt fundament for deres videre læring. Med bevillingen får vi mulighed for at udvikle endnu bedre læringsmiljøer, hvor naturfagene bliver levende, relevante og motiverende for eleverne, siger skole- og dagtilbudschef Anette Nedermark.

Bevillingen ligger samtidig i forlængelse af Hjørring Kommunes arbejde med at styrke praksisfaglighed, teknologiforståelse og undervisning, hvor teori og virkelighed kobles tættere sammen.

Seks skoler får del i pengene
Foruden Tårs Skole er Højene Undervisningssted, Muldbjerg Undervisningssted, Sindal Undervisningssted, Hjørring Private Realskole og Friskolen Skallerup omfattet af bevillingen.

Villum Fonden uddeler på landsplan i alt 30 millioner kroner til ni kommuner. Midlerne kan blandt andet gå til faglokaler, udstyr, materialer, uderum og kompetenceudvikling.

Indsatsen retter sig mod natur/teknologi-undervisningen fra 1. til 6. klasse.

Red.

Masser af liv på Butikstorvet under Tårsdagene

0

Der var lørdag masser af liv, handel og hyggelig stemning på Butikstorvet, da Tårsdagene bød på markedsdag i det gode vejr.

Dagen begyndte med rundstykker sponsoreret af Borgerforeningen, og allerede fra morgenstunden fandt mange vej til torvet. Boderne bød på stort og småt – ja, stort set alt mellem himmel og jord – og der var god købelyst blandt de mange besøgende.

Halinspektør Bjarne havde fundet grillen frem, og salget af pølser gik strygende. Duften fra grillen blandede sig med markedsstemningen og var med til at skabe rigtig torvehygge.

Spejderne havde slået lejr for en dag og sørgede med lejrbål og røg for ægte spejderstemning midt på Butikstorvet. Også de mindste var der tænkt på, for Borgerforeningen havde sørget for en hoppeborg, som blev flittigt benyttet.

Østervrå Brandvæsen skulle også have været en del af dagens program, men måtte desværre melde afbud på grund af mandskabsmangel.

Der blev skruet yderligere op for stemningen, da Fie Louise spillede live på Butikstorvet.

Efter markedsboderne lukkede, var dagen dog ikke helt slut. Hyggen fortsatte på torvet, hvor der var mulighed for at nyde smørrebrød fra Trafikkiosken.

Markedsdagen blev dermed endnu et af de arrangementer under Tårsdagene, hvor lokale foreninger, frivillige, handlende og byens borgere i fællesskab skabte liv i byen – og hvor der både var plads til en god handel, en pølse fra grillen, musik og masser af hyggeligt samvær.

ESH

Efterlysning af gamle frugttræer

0

EFTERLYSNING: Knivholt Frugtlaug efterlyser en gammel anerkendt æblesort fra Dorf, kaldet Storskovæblet, som frygtes at være uddød. Håbet er at der i nogle gamle private æblehaver rundt omkring Flauenskjold og Dronninglund, stadig står nogle eksemplarer af det gamle æbletræ. Så har I nogle meget gamle frugttræer stående i en gammel frugthave på en ejendom, som I ikke ved hvad er, så tøv ikke med at kontakte Knivholt Frugtlaug i Frederikshavne.  

Lidt om Storskovæblet
Storskovæblet blev indleveret og anerkendt som ny sort på pometet i København i 1924, af Gartner Thorvald Thomsen fra Rytterbjerget ved Dorf. Da Thorvald Thomsen var gartner, og selv havde navngivet sit nye æble, storskovæblet, må man formode at han har produceret dem, og solgt dem i lokalområdet, hvilket betyder at det nærmest ville være utænkeligt, om ikke træet har stået rundt om på egnen, i forskellige frugthaver.

Storskovæblet blev beskrevet i C. Matthiessens store værk, Dansk Frugt, som udkom i 3 bind i årene fra 1913-1924. Problemet er bare at ingen kender til æblet i dag, så vores store håb er, at vi kan finde bare et enkelt tilbageværende træ, som vi så kan tage podninger fra, og på den måde redde storskovæblet fra at gå tabt som sort. 

Hvordan ser Storskovæblet så ud? 
Man skal kigge efter et gammelt æbletræ på imellem 50 og 100 år. Selve æblet beskrives som; Stort, noget fladrundt, den ene halvdel lidt stærkere udviklet. Stilken er kort eller middellang, næsten tyk. Skindet er hvidlig grøn, senere gul med grøn tone, solsiden mørkere gul og fuld af smukke karmoisinrøde stænk og korte striber, ofte også med mindre rustfigurer. Det har en kraftig god duft og er meget fedtet. Kødet er hvidt, meget saftigt, vinsyrligt, dog med fornøden sødme men uden aroma. Modningstiden er fra august til lidt ind i september. Træet er sundt og meget rigt bærende.

Knivholt Frugtlaug 
er en lille forening med 5 år på bagen, som kæmper for at genfinde og bevare de gamle vendsysselske æblesorter som er gået tabt. Her foruden går de på jagt efter ”nye” ukendte sorter, de såkaldte vejsideæbler, hvor der i sjældne tilfælde dukker et helt fantastisk godt spiseæble op, som er værd at bevare og pode videre på. 

På Knivholt Hovedgård har frugtlauget mere end 200 æbletræer stående af forskellige sjældne sorter med tilknytning til Vendsyssel. Vil man høre mere om frugtlauget, og det vigtige arbejde de udfører, kan man besøge dem på Knivholt den 18. oktober til, æblets dag. Man kan også læse mere om foreningen på Knivholts hjemmeside. 

For tre år siden fik frugtlauget adgang til Thorvald Thomsens efterladte ejendom på Rytterbjerget, som har stået tom i mere end 50 år, hvor man fik indsamlet podninger fra mere end 40 forskellige frugttræer, om Storskovæblet er der imellem, er endnu uvist, men tiden er knap i jagten på det glemte æbletræ, så nu sættes alle sejl ind på at rede æblet fra at gå tabt, så alle henvendelser er vigtige. 

Knivholt Frugtlaug tilbyder at kigge på gamle frugthaver.

Med bus langs Voer Å fra bakker til hav

0

Østervrå: Voer Å og landskabet omkring den kommer i centrum, når Naturvejledningen i Frederikshavn Kommune onsdag den 2. september inviterer på en bustur fra Østervrå til Voerså.

Voer Å har sit udspring øst for Tårs og løber gennem et varieret landskab, inden åen når havet ved Voerså. Undervejs på busturen bliver der fortalt om nogle af de mange historier, der knytter sig til åen og området omkring den.

Turen er arrangeret i samarbejde med Østervrå Lokalhistoriske Arkiv og Frederikshavn Kommune og starter ved Østervrå Kirke. Herfra følges Voer Ås forløb mod udløbet ved Voerså.

På turen bliver der blandt andet fortalt om natur, vandløbsvedligeholdelse, geologi og fortidsminder samt om områdets vandmøller og ålegræs.

Naturvejleder Bo Storm er turleder, og undervejs bliver der holdt en pause, hvor deltagerne får en sandwich.

Der skal købes billet på forhånd til busturen.

Red.