Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

God energi til fælles fyraftensmøde i Østervrå

ØSTERVRÅ: Østervrå Handel (Østervrå Handel- og Erhvervsforening) fik igen rigtig flot opbakning til deres andet fælles fyraftensmøde for byens foreninger. Formålet med at styrke fællesskabet og skabe grundlag for et bredere samarbejde i byen fortsætter med at bære frugt. 

Repræsentanter for de fleste af Østervrås foreninger var mandag aften samlet i kantinen hos Meny. Der var masser af engagement og energi blandt de fremmødte, som også kunne fortælle om et højt aktivitetsniveau og flere nye initiativer.  

Af hensyn til nye deltagere var der en kort præsentationsrunde, hvor de enkelte foreninger fortalte lidt om sig selv og kort kom ind på aktuelle planer og kommende aktiviteter. Det gav igen et rigtig godt indblik i det store engagement, der er i Østervrå. 

Fælles kalender
Der blev igen slået et slag for den fælles kalender/årshjul, der har til formål at skabe bedre overblik og koordinering lokalt, så arrangementerne, så vidt muligt, ikke overlapper hinanden – ja, måske endda giver lyst og mulighed for et øget samarbejde. 

Et eksempel er den kommende Oktoberfest den 26. september i Østervrå Idræts- og Kulturcenter. Festen bliver afviklet i et tæt samarbejde mellem Østervrå Erhverv, ØVIs Venner og Musikforeningen Brinken, som allerede har fuld gang i både billetsalg og planlægning. 

Ny ideer
Flere kom på banen med forslag til nye fælles aktiviteter og tiltag. Blandt andet en fælles aktiv/sjov fredag i efteråret i Østervrå Idræts- og Kulturcenter, hvor byens borgere kan få et indblik i centrets mange tilbud – og selv prøve kræfter med nogle af aktiviteterne. 

En stor fælles Aktivitetsdag i forsommeren er også på tegnebrættet. Det hele skal foregå på Østervrå Stadion og måske også i centret, hvor alle foreninger har mulighed for at byde ind med både kendte aktiviteter og nye eller gerne alternative udfordringer. 

Østervrå Erhverv kunne desuden løfte sløret for, at der i 2027 arbejdes med planer om en ny MGP-fest, ligesom DODO er booket til en koncert i foråret. 

Blomsterløbet i Østervrå Festdage uge 42 kommer i et nyt koncept. Her arbejder GF77, ØVI og ØVIs Venner sammen om et gentænker arrangementet. 

Nyt fællesmøde
Aftenens deltagere kom fra bl.a. erhvervsforeningen, Musikforeningen Brinken, borgerforeningen, ØVI, GF77, spejderne, seniorerne og flere andre. Der var bred enighed om, at de fælles fyraftensmøder skal fortsætte. Næste møde bliver 8. februar 2027. 

ÅB

Populære artikler