Home Blog Page 153

Velbesøgt Flauenskjold Marked

0

Weekendens marked i Flauenskjold blev på flere måder vellykket med mange besøgende og dejligt vejr.

Traditionen tro blev markedet indledt fredag middag med gule ærter og både fredag og lørdag aften var der spisning og musik i teltet.

Specielt fredag aften strømmede der utrolig mange unge mennesker fra hele Nordjylland til marked i Flauenskjold, mens der lørdag aften til den helstegte gris var et lidt mere modent publikum, i hvert fald først på aftenen.

Søndag var der optog med biler og motorcykler, samt havetraktortræk på programmet. Der blev trukket i seks klasser, og følgende kunne kåres som vindere Rasmus Nedergaard, Bengt Hansen, Lars Balle, Christian Hansen samt Magnus Steen i to klasser.

Inde i markedsteltet var der opvisning ved lokale line dansere, samt kagekonkurrence, som blev vurderet af borgmester Mikael Klitgaard. Vindere blev William Mørk Sørensen hos børnene samt Vivian Blau hos de voksne.

Formanden for Flauenskjold Borgerforening Michael Brücher kunne søndag eftermiddag se tilbage på tre vellykkede dage, hvor der er udsigt til omsætningsrekord for tredje år i træk. 

Eneste malurt i bægeret er at der mødte for få kræmmere op og kasserer Knud Christensen, kunne da også oplyse at man til næste år vil forsøge at bremse denne udvikling, ved at gøre det gratis at have en stand på Flauenskjold Marked i 2025.

Tekst og fotos: IS

2024: Kirkens valgår

0

Der er valg til alle menighedsråd i år. Opgaverne er mangfoldige. Arbejdet i menighedsrådet giver både indflydelse lokalt og hyggelige stunder. Man er med til at forme beslutninger, bruge skattekroner ansvarligt og skabe et godt samarbejdsklima.

Der er valg i kirkerne i år. I Frederikshavn Provsti, der dækker Frederikshavn Kommune, skal der vælges 13 menighedsråd i både små landsbysogne og store bykirker. Alle steder skal de valgte arbejde med Kirkens liv og vækst. 

Den 14. maj afholdes orienteringsmøder i de enkelte sogne om det valg, der foregår i september måned. Den 14. maj har alle, der har interesse i Folkekirken og de, der eventuelt vil stille op til valget, mulighed for at komme og høre om de mange aktiviteter og initiativer, der foregår i netop deres kirke og sogn. Tidspunkt og sted har været annonceret – ligesom det kan ses på den enkelte kirkes hjemmeside. 

Spændende opgaver og godt sammenhold
Et menighedsråd består af 5 til 15 valgte medlemmer – alt efter sognets størrelse. Menighedsrådet er den enkelte kirkes ledelse med ansvar for personale – præsterne dog undtaget. Præsterne er til gengæld fødte medlemmer af Menighedsrådet og dermed gode samarbejdspartnere for de valgte rådsmedlemmer. 

Derudover skal Menighedsrådet varetage den enkelte kirkes økonomi, stå for vedligehold af bygninger og inventar samt for aktiviteter med alt fra babysalmesang, til foredrag og koncerter, til kirkekaffe, spis-sammen-arrangementer og sorggrupper samt skabe rammerne for eksempelvis børnegudstjenester, gudstjenester for udviklingshæmmede og gudstjenester på søndage og helligdage samt meget mere. 

Der er således brug for mange kompetencer i Rådet. Det er vigtigt, der er nogen, der kan og vil stå for det praktiske omkring møder ligesom det er vigtigt, der er nogen, der har forstand på økonomi og bygningsvedligehold, kirkegårdsdrift, kommunikation og mødeledelse. Et godt menighedsråd dækker alle kompetencer og dermed meget forskellige mennesker. 

Der er to sider af at arbejde i et menighedsråd. Dels arbejder man for sin kirke, sin tro og sit lokalsamfund – dels giver det en selv et godt netværk, hyggelige møde og sjove stunder sammen. Så mød op i dit sogn og hør om det er noget for dig, lyder opfordringen fra de aktive menighedsrødder i Frederikshavn Provsti. 

Red.

4. maj og freden

0

Når fanerne bæres ind til 4. maj-gudstjeneste i Mylund Kirke er det altid et særligt højtideligt øjeblik. Her markeres det, at fred er noget at fejre, og ikke noget der kan tages for givet. Spejdernes og hjemmeværnets faner står vagt under gudstjenesten. Det bliver en stemningsfuld aften med levende lys og smuk musik. Kirkens egen sognepræst Ann Sofi Lægsgaard Andersen er liturg denne aften, men i dagens anledning har hun inviteret sin far, Knud Erik Lægsgaard, på prædikestolen. Han er selv født få måneder efter befrielsen og har gennem sit lange virke som præst ofte talt for verdensfred og hjælp til forfulgte. Der vil naturligvis være kaffe efter gudstjenesten – ægte kaffe og ikke erstatningskaffe som under besættelsen.

Red.

3 spændende it events din virksomhed kunne have brug for

0

IT og teknologi fylder mere og mere overalt i verden. De fleste privatpersoner bruger IT på den ene eller anden måde i deres hverdag – og alle virksomheder bruger IT, for at få deres forretninger til at kunne fungere. Det er dog vigtigt at være opdateret på de seneste nyheder indenfor teknologien, for at få din virksomhed til at fungere bedst muligt. Her er et eksempel på tre forskellige it events, som kunne være både lærerige og vigtige for din virksomhed.

It events om hackerangreb 
It events om hackerangreb er et vigtigt webinar, da hackerangreb desværre er blevet mere og mere almindeligt. Her kan du få gode råd, til hvordan du undgår at havne i hackernes klør. Der er forskellige ting, i som virksomhed kan gøre, for at beskytte jeres systemer, filer og software, fra at blive misbrugt. Her kan du blive meget klogere på it sikkerhed, og viden om din virksomheds sårbarheder på it fronten. 

Seminar om databaser
Dette seminar om databaser, er et af mange it events, der gør det muligt for dig som f.eks. IT-chef at sparre og netværke med andre databasespecialister, og dermed få en masse ny viden og inspiration, som du kan bruge på arbejdet. Dette vil i sidste ende kunne spare dig og din virksomhed tid og penge, da det kan effektivisere databasemiljøet og arbejdsmiljøet i din virksomhed.

Webinar om ThinkPads
Her kan du få viden om de nye ThinkPad modeller, som er bærbare computere, lavet specielt til professionelt brug. Mange virksomheder bruger disse modeller, og her kan du få viden om det nyeste udstyr, samt hvordan det kan bruges til at optimere din hverdag på arbejdet. Du kan også blive klogere på den nyeste AI teknologi, som er meget populært for tiden – og som kan forbedre dine teknologiske enheders ydeevne og endda også batterilevetid. 

En besøg med sang og samvær for både små og store

0

På ældrecentret giver man hånd, og det er måske en helt ny oplevelse for små børn i dagplejen, eller også er det bare lidt grænseoverskridende at møde nye mennesker, når man er på besøg på Østervrå Ældrecenter. 

I sidste uge besøgte de kommunale dagplejere og børn Østervrå Ældrecenter. Denne gang gik turen ind på selv centrets 1. sal, hvor mange af beboerne sad spændte og ventede i opholdsstuen på de små gæster. Gæster bliver jo altid budt høfligt velkommen med en fremstrakt hånd, men det kan altså godt være noget, man sådan lige skal tænke lidt over, når man kun er et par år gammel, og hånden der bliver strakt ud er meget ældre og ukendt. 

Der gik dog ikke lang tid, før snakken var i gang, og især opholdsstuens store, flotte akvarie tiltrak sig også stor opmærksomhed. Da der var snakket og hygget lidt blev et keyboard kørt frem, som akkompagnement til adskillige børnesange, som børn og voksne sang og lavede fagter til. – Vi håber, at beboerne havde en dejlig dag, det var helt sikkert et besøg, der gjorde indtryk på ”vores” børn, så vi glæder os allerede til at komme på besøg en anden dag, fortæller dagplejer Joan Jensen. 

De kommunale Dagplejere er allerede i fuld gang med at planlægge deres måske største mærkedag hele året – Dagplejens Dag, som finder stede 8. maj, så hold øje derude, for dagplejerne plejer at komme rundt i byen og ”viser flaget” med deres barnevognsparade. 

ÅB

Østervrå spiste sammen i forårsstemning

0

Foråret venter vi på med længsel, og det kunne man tydeligt mærke ved det fælleskirkelige arrangement i Østervrå tirsdag aften, hvor både menuen og den efterfølgende fællessang var sat i forårets tegn. 

Tre kirker – Folkekirken, Frikirken og Adventistkirken var i år gået sammen om at markere det landsdækkende fænomen ”Danmark spiser Sammen”, og det havde godt 70 borgere i Østervrå og omegn valgt at være med til. Deltagerne blev budt velkommen af Michael Møller Nielsen fra Østervrå Menighedsråd, som gav et kort rids af aftenens program, herunder også aftenens menu, der udelukkende var fremstillet uden kødprodukter. – Vi skal sætte tænderne i Ing­rid deller, kartoffelsalat, en grøn salat og en frikassé, oplyste Michael, og til dessert er der pandekager med is og rabarberkompot. 

Måske havde arrangørerne haft en lidt spændt forventning til, hvordan den kødløse menu ville blive modtaget, men der var ingen grund til bekymring, for der blev gået godt til alle fadene. Flere gik to gange og undervejs blev der udtrykt mange positive kommentarer om maden. 

En fin cadeau til repræsentanter fra folkekirken og adventistkirken, som havde brugt det meste af dagen på at lave mad. Til gengæld var det Østervrå Frikirke, der havde trukket oprydningstjansen. 

Fælles forårssang

Hans Bilde var engageret til at spille og synge for på aftenens fællessang og han fik godt medspil af sognepræst Kristian Brogaard, der havde taget sin guitar med. Hans Bilde lagde ud med at forsikre tilhørerne om, at han havde sørget for et ganske mangfoldigt repertoire, men modererede sig hurtigt, og lovede at alle kunne få lov til at byde ind med en favorit. 

Østervrå Seniorers højskolesangbøger leverede teksterne, som havde både humør, forårsstemning og eftertænksomhed over sig. 

På bordene var der lagt et ”samtaleark”, som kunne foldes til en ”Nip-napper”, hvis det skulle knibe med at finde samtaleemner. Flere foldede da også den sjove lille udfordring, men ellers blev der vist ikke behov for at gøre brug af emnerne, for snakken gik livligt lige fra aftenens begyndelse. 

ÅB

Alle sanser kom i spil på bustur til Hals

0

En hel dag og tre minibusser var i spil for 25 deltagere fra Østervrå Ældrecenter, som sammen med De Frivillige har været på en udbytterig tur til Østkysten, der bød på gode fortællinger og lækker mad med havudsigt. 

Stille og roligt satte karavanen af biler sig i bevægelse fra Østervrå Ældrecenter med kurs ud af de mindre landeveje, bl.a. gennem Dronninglund Storskov og videre til Asaa Havn, og den dramatiske fortælling om Asaa Havfruen ”Mod Hjemve”. 

Den smukke havfrue er nemlig havnet i en ophavsstrid med arvingerne efter skaberen af den kendte ”Lille havfrue” på Langelinie i hovedstaden. Kravet er at skulpturen ”Mod Hjemve” bliver fjerne fra havnen i Asaa og destrueret, da arvingerne mener, der er tale om en kopi. Bestyrelsen i Asaa Havn forsøger at opnå en mindelig løsning, og deres bud er, at Asaa-Havfruen bliver sænket i havet på et rev uden for havnen, så er hun ude af syne, men stadig en fin attraktion for dykkere. Hvad der kommer til at ske med Asaa-havfruen – det må tiden vise. 

Flere havne
Næste stop er Hou Havn, hvor en del lystsejlere udgjorde en stille og rolige kulisse, så busserne vendte hurtigt snuderne længere mod syd til Hals Hav, hvor der også var en lille rundvisning i byen, bl.a. til den store hvalkæbe. 

I dag er kæben af glasfiber, men oprindelig var det en hvalkæbe fra en blåhval på 30 meter og 90 ton, som blev skudt i Barentshavet i 1868 og fragtet til Hals. Her stod den frem til 1953, hvor den blev påkørt og totalskadet af en vognmand. En ny kæbe fra en blåhval blev fremskaffet, og den blev så senere givet videre til Statens Kunsthistoriske Museum. 

Det blev helt som planlagt en begivenhedsrig udflugt, hvor både føle-, syns-, lugte- og smagssanserne blev aktiveret ikke mindst på dagens spisested ”Restaurant Havkatten”, hvor fint dækkede borde stod klar til at tage imod selskabet. Menuen af herregårdsbøf med bearnaisesovs, ærter og masser af pomfritter samt drikkevarer, var et populært valg, som blev toppet op med kaffe og æblekage lidt senere på dagen. Udsigten var der heller ikke noget at udsætte på, med udkig til havnen og mulighed for at følge med i Hals-Egensefærgens flittige afgange og ankomster i en uendelig strøm. 

Mætte af mad og oplevelser – måske også en anelse trætte, satte selskabet kursen mod Østervrå, og alle var enige om, at den oplevelsesrige tur godt kunne tåle en gentagelse. 

De Frivillige havde modtaget en donation fra Ensomme Gamles Værn til udflugten for beboerne på Østervrå Ældrecenter. 

Musik og sang
I begyndelsen af april samlede De Frivillige igen en stor del af Østervrå Ældrecenters beboere til endnu en hyggelig aften i selskab med Doris Nielsen og hendes musikalske venner. Seks orkestermedlemmer med harmonikaer og en enkelt trommespiller udgjorde det musikalske bagtæppe, hvor harmonikaerne blev godt luftet ud og trommestikkerne hvirvlede livligt over trommeskindet. Energien smittede godt af på tilhørerne, som sang højlydt med på kendte sange som: ”Barndomstiden”, ”Den gamle gartners forårssang”, ”Sømanden og Stjerne”, ”Bjørnen vågner” og mange flere. 

Aftenen sluttede helt som vanligt at med en god kop kaffe og hjemmebag, mens alle kunne nyde en virkelig flot solnedgang, og en lille én at gå hjem på. 

ÅB

Mix-stævne hos Dybvad Kroketklub

0

Der blev spillet på banerne ved Dybvadhallen. Man startede sidst på eftermiddag og blev ved til hen på aftenen med indlagte pauser, hvor der blev spist og snakket og hygget på tværs af klubberne og som formand for Dybvad Kroketklub, Henning Kærskov fortæller, så er samværet og hyggen også en meget vigtig del af sådan et stævne. Om  klubben i Dybvad fortæller han, at man jo spiller  hver torsdag, på banerne ved hallen og han runder af  med at sige, at mange flere skulle prøve kroket – vi har det rigtig sjovt og får motion, når vi er sammen.

Jo-Jo

Her følger så indlægget fra formanden for Kroket Nordjylland, Carl Christian Olsen.
Der var et flot fremmøde med 76 deltagere fra 13 klubber i Nordjylland. De er Blære i Himmerland, Dybvad, Gærum, Hals, Hjallerup, Hou, Løkken, Mygdal, Sæby, Tårs, Vadum, Vrensted og Østervrå.

Ved et mix-stævne er der ikke nogle deciderede vindere af stævnet, men selvfølgelig vindere af de enkelte kampe – og dem er der mange af ca. 50. Der blev spillet på 19 baner svarende til to hele fodboldbaner. På hver bane spiller fire deltagere fra hver sin klub, og de spiller parvis med skiftende makker, så alle ved spil af tre kampe på banen har været makker med hinanden. Det er sjovt og lærerigt at spille med nye spillere fra andre klubber. 

Hver klub har ofte sin egen spillestil, og ved et mix-stævne har deltagerne mulighed for at observere, hvordan andre løser en speciel udfordring. På den måde udvikles spillet samtidig med, at der skabes mange gode sociale relationer. Det er vigtigt at pointere, at vi i klubberne lægger meget stor vægt på det sociale element. Selvfølgelig spiller vi for at vinde i turneringer og ved stævner, men sammenholdet spiller også en stor rolle. 

Krocket er for alle aldre, og de ældste spillere er over 90 år – nogle timer på træningsbanen et par gange om ugen i al slags vejr giver masser af frisk luft. Det holder givet udgifter til medicin, lægebesøg og hospitalsophold nede. Så for det offentlige er det en god ide, at støtte op om aktiviteten. 

Carl Christian Olsen

Arbejd på vej til mødet – book en taxa

0

Har I medarbejdere, der en gang imellem har møder ud af huset? Selvom I måske er i umiddelbar nærhed af København, giver det ikke særligt meget ro til at arbejde, hvis man undervejs skal med diverse former for offentlig transport. Hvis I gerne vil udnytte transporttiden, kan det være en idé at booke en taxa til jeres medarbejder. På den måde er der ro fra omgivelserne til, at man kan tage opkald, booke et møde eller svare på et par mails og på den måde udnytte tiden mere effektivt.

Samtidig har taxaen også den fordel, at I kan bestille den til bestemte tidspunkter. Så snart I kender til det tidspunkt, I skal være på et andet sted, kan I bestille en taxa, så den holder klar til at hente medarbejderen. Så er I ikke afhængige af aflyste tog eller forsinkede busser, der kan genere en hel arbejdsdag.

Brug taxaen privat
Det er naturligvis ikke kun erhverv, der benytter sig af taxaen. Det kan akkurat lige så godt være dig som privat, der har brug for et lift fra A til B. Det kan være dig, der planlægger en hyggelig aften, hvor du måske gerne vil kunne nyde to glas vin uden at tænke på bilnøglen, der ligger ude i jakkelommen. Det er rart at vide, at der er andre, der står for at køre dig hjem.

Det kan også være til jer, der skal en tur i lufthavnen og gerne vil spare de penge, det koster at holde parkeret på lufthavnens parkeringspladser. Hvis I opvejer taxaens priser med parkeringens, kan det sagtens tænkes, at det viser sig, at det er billigere for jer at tage en taxa tur retur. Så bliver I kørt lige til døren og leveret ved den terminal, I har brug for at gå ind ved.

Udvidet ejerkreds hos Sæby Lastvognsopbygning

0

Sæby Lastvognsopbygning opruster med udvidet ejerkreds.

Sæby Lastvognsopbygning er et velrenommeret firma i Sæby startet i 1990 af Tage Madsen. Nu har han pr. 1. maj 2024 solgt 49% af sin virksomhed til sin søn René. Det gør jeg for at få en vinkel mere på, fortæller Tage. Min søn René er uddannet lastvognsmekaniker og har arbejdet forskellige steder bl.a. på Grønland og senere syv år hos Volvo Entreprenørmaskiner og derfor kan han bidrage med en hel masse til firmaet.  Han kommer til at stå for værkstedet. 

Jeg bliver jo heller ikke yngre, så med de rigtig lange briller på, kan der jo ligge noget der, men det er ikke et nærtstående generationsskifte vi er i gang med, understreger han.

I 1990 var det lastvognsopbygningsopgaver der var på dagsordenen i firmaet og vi var i 90’erne oppe på 16 ansatte, fortæller Tage. I dag laver vi også mange reparationer og har salg og reparation af have- og parkmaskiner. Vi har en mand, der hver dag kommer og reparerer den type maskiner. Vi har også stort udvalg af have- parkmaskiner i salg og reparation af diverse landbrugsmaskiner supplerer René.

Vi har rigtig mange forskellige specialdele på lager, så hvis man står og mangler noget til en specialopgave, kan man jo prøve at spørge os, griner han.

I dag har vi en meget flexibel medarbejderstand med tre fastansatte og to, der lejes ind ved behov, hvilket er en hel del, slutter René, der glæder sig til den 3. maj, hvor ejerkredsudvidelsen markeres med en reception i firmaet. 

KØH2