2024: Kirkens valgår
Der er valg til alle menighedsråd i år. Opgaverne er mangfoldige. Arbejdet i menighedsrådet giver både indflydelse lokalt og hyggelige stunder. Man er med til at forme beslutninger, bruge skattekroner ansvarligt og skabe et godt samarbejdsklima.
Der er valg i kirkerne i år. I Frederikshavn Provsti, der dækker Frederikshavn Kommune, skal der vælges 13 menighedsråd i både små landsbysogne og store bykirker. Alle steder skal de valgte arbejde med Kirkens liv og vækst.
Den 14. maj afholdes orienteringsmøder i de enkelte sogne om det valg, der foregår i september måned. Den 14. maj har alle, der har interesse i Folkekirken og de, der eventuelt vil stille op til valget, mulighed for at komme og høre om de mange aktiviteter og initiativer, der foregår i netop deres kirke og sogn. Tidspunkt og sted har været annonceret – ligesom det kan ses på den enkelte kirkes hjemmeside.
Spændende opgaver og godt sammenhold
Et menighedsråd består af 5 til 15 valgte medlemmer – alt efter sognets størrelse. Menighedsrådet er den enkelte kirkes ledelse med ansvar for personale – præsterne dog undtaget. Præsterne er til gengæld fødte medlemmer af Menighedsrådet og dermed gode samarbejdspartnere for de valgte rådsmedlemmer.
Derudover skal Menighedsrådet varetage den enkelte kirkes økonomi, stå for vedligehold af bygninger og inventar samt for aktiviteter med alt fra babysalmesang, til foredrag og koncerter, til kirkekaffe, spis-sammen-arrangementer og sorggrupper samt skabe rammerne for eksempelvis børnegudstjenester, gudstjenester for udviklingshæmmede og gudstjenester på søndage og helligdage samt meget mere.
Der er således brug for mange kompetencer i Rådet. Det er vigtigt, der er nogen, der kan og vil stå for det praktiske omkring møder ligesom det er vigtigt, der er nogen, der har forstand på økonomi og bygningsvedligehold, kirkegårdsdrift, kommunikation og mødeledelse. Et godt menighedsråd dækker alle kompetencer og dermed meget forskellige mennesker.
Der er to sider af at arbejde i et menighedsråd. Dels arbejder man for sin kirke, sin tro og sit lokalsamfund – dels giver det en selv et godt netværk, hyggelige møde og sjove stunder sammen. Så mød op i dit sogn og hør om det er noget for dig, lyder opfordringen fra de aktive menighedsrødder i Frederikshavn Provsti.
Red.