
Der blev spillet på banerne ved Dybvadhallen. Man startede sidst på eftermiddag og blev ved til hen på aftenen med indlagte pauser, hvor der blev spist og snakket og hygget på tværs af klubberne og som formand for Dybvad Kroketklub, Henning Kærskov fortæller, så er samværet og hyggen også en meget vigtig del af sådan et stævne. Om klubben i Dybvad fortæller han, at man jo spiller hver torsdag, på banerne ved hallen og han runder af med at sige, at mange flere skulle prøve kroket – vi har det rigtig sjovt og får motion, når vi er sammen.
Jo-Jo
Her følger så indlægget fra formanden for Kroket Nordjylland, Carl Christian Olsen.
Der var et flot fremmøde med 76 deltagere fra 13 klubber i Nordjylland. De er Blære i Himmerland, Dybvad, Gærum, Hals, Hjallerup, Hou, Løkken, Mygdal, Sæby, Tårs, Vadum, Vrensted og Østervrå.
Ved et mix-stævne er der ikke nogle deciderede vindere af stævnet, men selvfølgelig vindere af de enkelte kampe – og dem er der mange af ca. 50. Der blev spillet på 19 baner svarende til to hele fodboldbaner. På hver bane spiller fire deltagere fra hver sin klub, og de spiller parvis med skiftende makker, så alle ved spil af tre kampe på banen har været makker med hinanden. Det er sjovt og lærerigt at spille med nye spillere fra andre klubber.
Hver klub har ofte sin egen spillestil, og ved et mix-stævne har deltagerne mulighed for at observere, hvordan andre løser en speciel udfordring. På den måde udvikles spillet samtidig med, at der skabes mange gode sociale relationer. Det er vigtigt at pointere, at vi i klubberne lægger meget stor vægt på det sociale element. Selvfølgelig spiller vi for at vinde i turneringer og ved stævner, men sammenholdet spiller også en stor rolle.
Krocket er for alle aldre, og de ældste spillere er over 90 år – nogle timer på træningsbanen et par gange om ugen i al slags vejr giver masser af frisk luft. Det holder givet udgifter til medicin, lægebesøg og hospitalsophold nede. Så for det offentlige er det en god ide, at støtte op om aktiviteten.
Carl Christian Olsen




