Home Blog Page 116

Lokale ildsjæle samler ind, hvor Trump lukker ned

0
Søndag den 9. marts går tusindvis af frivillige på gaden i deres lokalområde for at samle ind for Folkekirkens Nødhjælp. Generalsekretær Jonas Nøddekær (th) er én af dem. 
Foto: Folkekirkens Nødhjælp

Tusindvis går på gaden i deres hjemby, når Folkekirkens Nødhjælp samler ind. Behovet for lokal opbakning er større end nogensinde, efter verdens rigeste mænd har straffet verdens fattigste lande.

Donald Trump har fra den ene dag til den anden sat hele den amerikanske nødhjælp på hold. Det betyder, at befolkningerne i verdens fattigste lande mere end nogensinde før har brug for danskernes hjælp. 

Folkekirkens Nødhjælp afvikler den årlige indsamling  søndag den 9. marts. Nød­hjælps­or­ga­ni­sa­tio­nen for­venter stærk opbakning i hele landet, og håber på mange lokale indsamlere. Det er der virkelig brug for, understreger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Jonas Nøddekær: 

”Verdens udfordringer kan virke uoverkommelige, nu hvor Donald Trump og verdens rigeste mand, Elon Musk, pludselig har stoppet hjælpen til verdens fattigste lande igennem USAid. Alene i Folkekirkens Nødhjælp står vi og mangler millioner dollars fra amerikanerne, som er en af vores store donorer. Det koster liv i verdens mest udsatte områder, hvis ikke vi gør noget her og nu,” siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Jonas Nøddekær. 

”Vi vender derfor hver en krone for at sikre, at det rammer færrest mulige mennesker. Og her er landsindsamlingen afgørende; hver indsamler får i gennemsnit omkring 1000 kroner med hjem i bøssen. Sådan et beløb redder liv i den akutte situation, vi står i,” siger generalsekretær Jonas Nøddekær, der også selv går på gaden den 9. marts for at samle ind. 

Din tid redder liv 
Det er 27. gang, at Folkekirkens Nødhjælp afholder landsindsamling. I år går pengene til arbejdet med at hjælpe mennesker ramt af krige og katastrofer rundt om i verden. 

For eksempel i DR Congo, hvor blodige kampe netop er blusset op. Her er 75 procent af Folkekirkens Nødhjælps arbejde finansieret af USA – og det har Trump nu sat på pause på ubestemt tid. 

”Det betyder helt konkret, at vi ikke længere kan fjerne miner og ueksploderet ammunition efter kamphandlingerne – en opgave, som vi ellers var den eneste organisation, der udførte i DR Congo. Og vi kan ikke hjælpe alle de mennesker, der over hals og hoved er flygtet til midlertidige flygtningelejre for at komme væk fra kamphandlingerne. Det er jo forfærdeligt!” siger generalsekretær Jonas Nøddekær.  

”I en verden, der splitter os, kan mange danskere måske sidde med en følelse af magtesløshed. Men vi kan faktisk gøre rigtig meget, når bare vi går sammen. Og derfor er indsamlingen ekstra vigtig i år. Her kan vi sammen i lokalområdet gøre en afgørende forskel for nogle af dem, der er hårdest ramt af Trumps nedskæringer,” siger generalsekretær Jonas Nøddekær fra Folkekirkens Nødhjælp. 

OM INDSAMLINGEN 
Søndag den 9. marts 2025 samler frivillige fra Folkekirkens Nødhjælp ind i hele Danmark. Pengene går til mennesker, der er ramt af krige og katastrofer, for eksempel i DR Congo, Ukraine og Palæstina. 

Landsindsamlingen har siden 1999 fundet sted anden søndag i marts, og hver år deltager omkring 10.000 indsamlere og hundredvis af frivillige indsamlingsledere. 

Om indsamlingen
Indsamlingen er i år søndag den 9. marts 2025

Sidste år blev der samlet 11,5 millioner kroner ind. 

Du kan melde dig som indsamler i flg sogne: 

Østervrå: Indsamlingsleder er Marianne Bentsen.

Skæve: Indsamlingsleder er Tove Hosbond og her samler man ind med en koncert i Badskær Kirke, hvor entréindtægterne sendes til Folkekirkens Nødhjælp.

Alle har de brug for frivillige til at stemme dørklokker i sognene.

Du kan også melde dig som indsamlingsleder i dit lokalområde, hvis der ikke allerede er en indsamlingsleder  og være med til at skabe mening og håb. 

Læs mere på www.nødhjælp.dk.

Red.

Jerslev tager skridt mod en endnu smukkere fremtid

0
Fra venstre Mona Jensen, Carsten Ullmann Andersen, Bettina Terp Noes Mose, Birgit Nedergaard og Henrik Hansen.

I Jerslev kan vi meget – og nu gør vi endnu mere! Den handlekraftige by har allerede et rigt foreningsliv, en unik multibane, et byorkester og hele tre blomstrende genbrugsbutikker. Derudover har byen mange flotte og velholdte boliger, men desværre også områder, der trænger til en kærlig hånd.

Derfor har en gruppe engagerede borgere fra Jerslev dannet anpartsselskabet ”Byfornyelse 9740 ApS”. Selskabet, der er stiftet og ejet af Jerslev Borgerforening, har som mål at gøre Jerslev by og hele 9740-området endnu mere indbydende.

Samarbejde og fremtidige planer
Anpartsselskabet arbejder i tæt dialog med husejere, udlejere, kommunen, bygherrer, foreninger, fonde og andre relevante parter. Formålet er at forbedre områdets visuelle udtryk ved enten at renovere eller fjerne faldefærdige bygninger.

Projektet har allerede modtaget støtte fra Sparekassen Danmark og Fonden Jerslev, hvilket har været afgørende for at komme i gang. Derudover er der sikret tilskud fra Landdistrikternes Udviklingspulje til konsulenthjælp og andre vigtige elementer i processen.

Første skridt på vejen
Den første konkrete handling er opkøbet af en forfalden bygning med henblik på nedrivning. Selvom processen tager tid, er gruppen allerede i dialog med flere husejere, der ser potentialet i samarbejdet.

Invitation til dialog
Borgergruppen opfordrer alle interesserede til at bidrage med gode råd, information om faldefærdige bygninger, ideer til nybyggeri og eventuelle investorer. Enhver, der ønsker at tage del i udviklingen af Jerslev og omegn, er velkommen til at kontakte gruppen for yderligere dialog og samarbejde.

Byfornyelse 9740 ApS ser frem til at skabe en smukkere og mere attraktiv by for alle!

Skolefest gav trængsel og alarm på Torslev Skole

0

Årets skolefest på Torslev Skole i Østervrå beviste endnu en gang, at intet kan stoppe en god fest – ikke engang en røgalarm. Rigtig mange børn, forældre og bedsteforældre havde fundet vej til festen, og det fik hele skolen til at summe af liv og hyggelig stemning. 

Festen var knapt nok kommet rigtigt op i gear, før den måtte gå lidt på standby igen, da brandalarmen gik i gang. – Vi havde ellers taget alle eventualiteter i ed, og alligevel gik det galt, fortæller skoleleder Mads Vejen. Han tager dog den lille ufrivillige pause med ophøjet ro, for det er efterhånden ved at være helt normalt til skolefesten. – Ja, jeg er lige ved at sige: Ingen skolefest uden brandalarm, griner Mads Vejen, for det er tredje gang i træk, at det sker. Sidste år var det dampen fra en popcornmaskine, der udløste alarmen, og i år var det en røgmaskine, men vi fik heldigvis alt under kontrol, så festen kunne fortsætte. 

Snak om teknologi
Rundt om på skolen havde elever og lærere fået skabt et hyggeligt univers med en masse forskellige boder og aktiviteter bl.a. spøgelsestog, dans, tombola og biograf – og ingen skulle heller gå sulten fra festen. Nyt var det at skolens nyeste tiltag Makerspace var åbent for alle. Det gav også de voksne muligheder for at snuse rundt i teknologiens verden og måske få en snak med skolens undervisere. En arbejdende stand tilbød at lave personlige muleposer. – Aftenens omsætning går, som et bidrag til vores Københavnertur næste år, forklarer Mette Andersen, der underviser i teknologi. 

Grønne negle
Opslag med alverdens fristelser som f.eks. toast, lasagne og slush ice var strategisk placeret rundt på skolens gang for at friste de mange gæster. En nærstudering afslørede også, at neglesalonerne var i flertal, som aktivitet, hos flere klasser. Bl.a. i 3. Z, hvor der var fuld gang i lakeringer af både pige- og drengenegle. Victor kan netop beundre sine grønne negle, som han godt nok påstår, at han ikke selv har valgt. I løbet af aftenen skiftes klassekammerater til at sidde med ansvaret, og lige i øjeblikket er det Naja, Melissa og Laura M, og det synes de er fedt og megaspændende, at få lov til at male negle. 

Spørg mig!
Skolebestyrelsen var også på charmeoffensiv ved aftenens fest. Iført særligt synlige T-shirts med opfordringen: spørg mig, lagde den forældrevalgte gruppe op til en snak om de opgaver skolebestyrelsen arbejder med.  – Vi synes selv, vi har en rigtig god bestyrelse med mange interessante diskussion om, hvilken retning Torslev Skole skal gå i, lyder det fra skolebestyrelsen, der som sin første opgave har udarbejdet et sæt nye principper for skolen. Alle i bestyrelsen er også enige om, at det er rigtig godt at skolen igen har fået sin helt egen bestyrelse. Skolebestyrelsens forældrerepræsentanter er: formand Troels Mathiassen, Rie Weinkouff, Mette Severinsen, Nikoline Hansen, Lone Bilgaard og Jonny Krogh Christensen. 

Pengeløs fest
For at gøre det let for gæsterne – og måske især forældrene, så købte alle et klippekort, som kunne benyttes rundt ved de mange aktiviteter og til maden. Mon ikke klippekortene blev svinget godt og grundigt, og det lover jo godt for en god slat penge til at opfylde ønsker og aktiviteter på skolen. 

ÅB

Tirsdagstræf i Østervrå Frikirke får besøg af en bedemand

0
Klaus Abildgaard, eksamineret bedemand.

Eksamineret bedemand Klaus Abildgaard gæster tirsdag den 25. februar Østervrå Frikirke til det næste Tirsdagstræf. Her vil han give et indblik i sit arbejde som bedemand og mødet med mennesker i en svær situation. 

Klaus Abildgaard tager udgangspunkt i titlen ”Livet, døden og bedemanden”, og heri deler han hverdagsbegivenheder fra sit eget liv og arbejde samt inviterer til samtale om emnet. 

Har man selv oplevet at stå i den svære situation, det er, når man har mistet, så er det godt at vide, at der også er fagpersoner, som præcist ved, hvad det er man har brug for. Netop dette vil dagens gæst også komme ind på i emnet: ”god faglighed” i mødet med mennesker i en svær situation, f.eks. om at kunne navigere i det at være privat, personlig og professionel. 

– Jeg medbringer nogle eksemplarer af ”Min Sidste Vilje”, og invitere til dialog om det at turde tale om døden, mens man stadigvæk lever, fortæller Klaus Abildgaard. Hvis tiden tillader det, og der er interesse for det, så vil jeg også komme ind på helt faktuelle ting, som f.eks. hvad kan man, hvad må man og det skal man, forsætter Klaus Abildgaard, der også gerne forklarer lidt omkring det historiske, tendenser gennem tiden og forandringer i bedemandens arbejde. 

Klaus Abildgaard er ansat hos Baggesen Begravelsesforretning & Stenhuggeri. 

Alle er velkomne til Tirsdagstræffet i Østervrå Frikirke, Hjørringvej 435, hvor der er gratis adgang til foredraget, og mulighed for at købe kaffe og kage i den indlagte pause. 

ÅB

Musikforeningen Brinken Østervrå skaber nyt musikalsk fællesskab

0

Det lokale musikliv i Østervrå og omegn får nu et nyt samlingspunkt med Musikforeningen Brinken Østervrå. Foreningen har som formål at fremme musikalske oplevelser og skabe et stærkt fællesskab blandt musikelskere i området.

Med ambitionen om at arrangere mindst to musikbegivenheder årligt vil Musikforeningen Brinken præsentere både lokale talenter og nationale kunstnere. Det første arrangement er allerede på plads: en koncert med den folkekære musiker Ib Grønbech og det lokale band Tøt City Band. Koncerten afholdes den 5. april.

Formanden for Musikforeningen Brinken, Jens Larsen, ser frem til at samle lokalsamfundet om musikken: ”Musikforeningen Brinken Østevrå er et sted, hvor vi sammen kan dele glæden ved musik, skabe fællesskab og støtte lokale talenter. Vi er åbne for alle, der ønsker at være en del af dette spændende projekt.”

Alle med interesse for musik opfordres til at melde sig ind og tage del i et nyt, levende musikmiljø i Østervrå. Musikforeningen Brinken glæder sig til at byde både medlemmer og gæster velkommen til en række musikoplevelser i de kommende år.

SEB

Ta da! FOF Vendsyssel præsenterer oplevelser for alle!

0
DJ og radiovært Katrine Ring.

Med stolthed og glæde præsenterer FOF Vendsyssel en række oplevelser, som kan plukkes af!

Nyd en forårskoncert, bliv klogere på livet med stærke foredrag, få det sejeste musikforedrag eller gå på højskole en gang om ugen. Der sker noget i hele Vendsyssel! Sammensæt dit forår med oplevelser, som gør dig klogere, sundere og gladere – helt hen til sommer i juni. På to af oplevelserne kan opnås early-bird rabat, så book plads mens der er lige det, du ønsker dig.

Se det hele på www.fof-vendsyssel.dk Velkommen!

Hvordan genkender du en narcissist og psykopat?
Dette spørgsmål besvarer Berith Siegumfeldt i et opsigtsvækkende foredrag!

Få indblik i de særlige kendetegn og karakteristika, der viser typiske tegn på, om en person er narcissist og/eller psykopat.

Hør eksempler fra virkelighedens verden på, hvordan narcissister og psykopater evner at manipulere med deres omgivelser – og hvordan man undgår at blive fanget ind i narcissisters net af løgne, bedrag, undertrykkelse og udnyttelse.

Berith er sygeplejerske og psykologisk rådgiver. Hun har specialiseret sig i den narcissistiske personlighedsforstyrrelse og i de alvorlige eftervirkninger, det har for de mennesker, der udsættes for det. Foredraget arrangeres i samarbejde med Hjørring Bibliotek.

Berith Siegumfeldt.

Forårskoncert på Sæbygaard med Vendsyssel Kammerorkester!
Få en totaloplevelse! Vi starter i Borggården, hvor der serveres et glas sprudlende, mousserende vin sablet af Uffe Nielsen fra Den Gamle Smedje. I Riddersalen tager Vendsyssel Kammerorkester os med på en musikalsk oplevelsestur – og fællessangen er en god tradition, vi holder fast i. Efter koncerten er der dækket festligt op i Slotskælderen til den lækre buffet med pølse- og ostespecialiteter. Forårskoncert på Sæbygaard arrangeres i samarbejde mellem Sæbygaards Venner, Vendsyssel Kammerorkester og FOF Vendsyssel. Vær med til at fejre forår med koncert i de smukke rammer på Sæbygaard Slot!

Livet med senfølger efter en kræftsygdom
Bliv klogere på hvilke forandringer, udfordringer og muligheder, der kan være i livet for det enkelte menneske efter en kræftdiagnose. Sundhedspsykolog Lisbeth Hede Jørgensen har en lang erfaring med rådgivning og hjælp til at håndtere livet og tilværelsen i forbindelse med livstruende eller kronisk sygdom. Hvad sker der for et menneske, som får en livstruende diagnose eller kronisk sygdom?

Det handler meget om accept af og tilpasning til livet med senfølger, og at finde nye måder at være i verden på. Bliv klogere på at håndtere livet med senfølger, så du finder balancen igen! Foredraget er arrangeret i samarbejde med Kræftens Bekæmpelses Lokalforening i Hjørring.

Musikforedrag med DJ og radiovært Katrine Ring på Tranum Strandgaard!
Foredraget er en kombination af et DJ-sæt og et foredrag om den moderne brug og forståelse af klassisk musik. Det hele sker med omdrejningspunkt i Katrine Rings fag som dj og vært på DR P2-programmet Natsværmeren.

Katrine Ring fortæller om den nye forståelse af klassisk musik ud fra lyd og stemning, som det opleves i Natsværmeren på P2 og på film, videospil og i nyere klassiske genrer som fx neoklassiske kompositioner. Det demonstrerer hun med et dj-sæt med eksempler på egne mix og mash-ups af klassisk musik og sære overgange, som de kan høres i Natsværmeren.

Musikforedraget med Katrine Ring arrangeres i samarbejde mellem Tranum Strandgaard. Få en vedkommende, varm og anderledes oplevelse!

FOF Højskole en gang om ugen!
I FOF Højskolerne i Vendsyssel mødes man om foredrag og højskolesang en gang om ugen. Det har over 600 deltagere valgt at være med til, og der er pladser rundt omkring, så det er muligt at nå at være med. Der er FOF Højskole i Brønderslev, Skagen, Sæby, Frederikshavn, Hjørring og Sæsing. Der bydes på musik og fællessang og ikke mindst en spændende foredragsrække.

Og – du kan nå at være med! Køb dig ind på resten af pakken og få den gode oplevelse hver uge frem til slutningen af marts!

Ring 7025 5050 for at få den rette pris og kom med!

Samarbejde er vejen til mere
Sammen kan vi mere, og FOF Vendsyssel arrangerer gerne foredrag i samarbejde med andre foreninger og partnere. Så bliver der er mere af det, som er vigtigt for mange, og der bliver endnu mere af det gode at opleve – sammen!

Valg til Ældrerådet i november 2025

0

Valget til Ældrerådet sker samme dag som valget til Byrådet – den 18. november 2025
Formand for det nuværende Ældreråd i Brønderslev Kommune Inger Møller Nielsen vil allerede nu gøre opmærksom på, at alle borgere over 60 år har stemmeret til Ældrerådet den 18. november, der er samme dag som valget til Byrådet. Og alle borgere over 60 år har mulighed for at stille sit mandat til rådighed for en plads i Ældrerådet.

Nye kandidater til Ældrerådet
Vi håber virkelig, at flere har lyst til at være med omkring bordet i Ældrerådet. Det er et spændende arbejde, der giver indsigt i kommunens drift af hele ældreområdet – ikke kun plejecentre og hjemmepleje. Der er rig mulighed for at blande sig i andre sager, der har med ældre at gøre – bl.a. indenfor teknik og miljø – omkring boligsætning – tilgængelighed i det åbne rum osv. Indenfor kultur og fritid er vi meget optaget af, at der er tilbud til vores aldersgruppe både indenfor kultur og især indenfor motionstilbud. Går du med overvejelser om at stille op til Ældrerådet er du meget velkommen til at kontakte de nuværende medlemmer for en snak foreslår Inger Møller Nielsen.

Seniorboliger og sociale aktiviteter
Ældrerådet er fortsat meget optaget af, at vi i Brønderslev kommune fortsat arbejder med at bygge seniorvenlige boliger, der kan være med til at understøtte måden vi bor på, men i høj grad også tilgodeser de oplagte muligheder, der er ved at bygge og indrette boliger, således ældre borgere føler sig trygge. 

Der er evidens for, at jo mere trygt vi bor – og jo flere sociale aktiviteter der er i nærområdet – jo større livskvalitet får den enkelte borger, som samtidig bliver mere selvhjulpen langt op i årene. Så det er en win-win situation for kommunen – ikke mindst set i lyset af den befolkningsmæssige størrelse, sammensætning og udvikling – samt de forhold der gør sig gældende i Brønderslev Kommune med stor vækst af ældre over 80 år. Ældrerådet håber, at netop seniorvenlige boliger kan blive et tema i politikernes valgdebat, som allerede er godt i gang slutter formanden for det nuværende Ældreråd – Inger Møller Nielsen.

Red.

Taktfaste klapsalver til Boys of Bluehill I Hjallerup Musikforening

0

Boys of Bluehill har i en lille menneskealder spillet højenergisk og medrivende skotsk-irsk folkemusik på festivaller og koncertscener over hele landet. Der var således tale om et kærligt gensyn med de 4 spillemænd, som har fået deres autentiske og specielle lyd gennem et årelangt samarbejde med flere skotter – bl.a. Steven Quigg fra det legendariske McCalmans.

Fredag aften indtog Boys of Bluehill således scenen i Hjallerup Kulturhus, hvor et stort publikum forventningsfuldt havde indfundet sig. Senest besøgte Boys of Bluehill musikforeningen tilbage i 2022, umiddelbart efter, vi kastede mundbindene væk, og – der var sørget for det hele. Ud over den velkomponerede menu fra Ny Standard – naturligvis den irske specialitet Shepherd’s Pie, Cheesecake og en lækker brombærtærte – havde Hjallerup Musikforening skaffet de lifligste drikkevarer til huse, så man både kunne sikre sig en lækker Guiness eller – en rigtig Irish Coffee. Jow – forplejningen var i orden, og det var musikken så sandelig også. Aftenen med Boys of Bluehill var et overflødighedshorn bestående af smukke ballader fra det skotske højland, syng-med-klassikere fra pubberne i Irland og sveddryppende instrumentale jigs og reels fra den Keltiske dansemusik – alt det bedste som skotsk / irsk folkemusik har at byde på, og – med et ivrigt og oplagt publikum blev der banket luffer, så alle sad tilbage med varme i kroppen.

De 4 gæve gutter – Hans Ejner Jensen (guitar og vokal), Per Rosenlund Larsen (sækkepibe, fløjte, bodran, vokal), Peter Yde Knudsen (accordeon, mandolin, banjo, mandola, vokal) og Karsten Vangsgård (guitar, vokal) gjorde deres for at få publikum til både at vippe med fødderne og klappe en­thusiastisk i hænderne i takt til de inciterende rytmer.

Boys of Bluehill har som et særligt varemærke altid haft de meget velafstemte vokalharmonier. Ja, de sad bare præcist i skabet, hver gang. Hertil fik vi en kavalkade af herlige instrumenter bragt i spil: Highland bagpipe, smallpipes, tinwhistles, bodhran, accordeon, banjo, mandolin, mandola, guitar og bas. Kæft, de kunne deres kram og hvor de fortjente hver en klapsalve, der brød løs – helt spontant.

Tak for en rigtig velbesøgt aften i Kulturhuset, hvor gæster efterfølgende sås gå smilende og veltilpasse hjem i den frostkolde aften.

Tekst og fotos: BC

Store Hoppedag fejrer 25-års jubilæum i Jerslev

0

For 25 år siden tog Jerslev Borgerforening initiativ til at skabe en sjov og aktiv vinterferietradition – Store Hoppedag. Arrangementet, der finder sted tirsdag i uge 8, blev dengang udviklet i samarbejde med Jerslev-Sterup Idrætsforening (JSI) og Sparekassen Danmark.

Siden da har Store Hoppedag været en fast del af vinterferien i Jerslev, hvor børn og barnlige sjæle får mulighed for at boltre sig i hoppeborge og sjove aktiviteter. Også i år kan besøgende se frem til et gensyn med Hoppy Jump fra Pandrup, som traditionen tro stiller op med oppustelige forlystelser til stor fornøjelse for alle aldre.

”Vi glæder os til at byde velkommen til endnu en hyggelig og aktiv dag i Jerslev,” lyder det fra arrangørerne, der ser frem til at fejre 25-års jubilæet med masser af hoppeglæde og gode oplevelser.

Nye trøjer til U15 Piger

0

Flauenskjold IF’s U15 håndboldpiger har fået sponseret nye trøjer af det lokale firma Brüchers Montør-Service. U15 pigerne er en talentfuld årgang og klubben kan således mønstre to hold i denne aldersgruppe. Foto: Privat – IS ν