Taktfaste klapsalver til Boys of Bluehill I Hjallerup Musikforening

Boys of Bluehill har i en lille menneskealder spillet højenergisk og medrivende skotsk-irsk folkemusik på festivaller og koncertscener over hele landet. Der var således tale om et kærligt gensyn med de 4 spillemænd, som har fået deres autentiske og specielle lyd gennem et årelangt samarbejde med flere skotter – bl.a. Steven Quigg fra det legendariske McCalmans.
Fredag aften indtog Boys of Bluehill således scenen i Hjallerup Kulturhus, hvor et stort publikum forventningsfuldt havde indfundet sig. Senest besøgte Boys of Bluehill musikforeningen tilbage i 2022, umiddelbart efter, vi kastede mundbindene væk, og – der var sørget for det hele. Ud over den velkomponerede menu fra Ny Standard – naturligvis den irske specialitet Shepherd’s Pie, Cheesecake og en lækker brombærtærte – havde Hjallerup Musikforening skaffet de lifligste drikkevarer til huse, så man både kunne sikre sig en lækker Guiness eller – en rigtig Irish Coffee. Jow – forplejningen var i orden, og det var musikken så sandelig også. Aftenen med Boys of Bluehill var et overflødighedshorn bestående af smukke ballader fra det skotske højland, syng-med-klassikere fra pubberne i Irland og sveddryppende instrumentale jigs og reels fra den Keltiske dansemusik – alt det bedste som skotsk / irsk folkemusik har at byde på, og – med et ivrigt og oplagt publikum blev der banket luffer, så alle sad tilbage med varme i kroppen.
De 4 gæve gutter – Hans Ejner Jensen (guitar og vokal), Per Rosenlund Larsen (sækkepibe, fløjte, bodran, vokal), Peter Yde Knudsen (accordeon, mandolin, banjo, mandola, vokal) og Karsten Vangsgård (guitar, vokal) gjorde deres for at få publikum til både at vippe med fødderne og klappe enthusiastisk i hænderne i takt til de inciterende rytmer.
Boys of Bluehill har som et særligt varemærke altid haft de meget velafstemte vokalharmonier. Ja, de sad bare præcist i skabet, hver gang. Hertil fik vi en kavalkade af herlige instrumenter bragt i spil: Highland bagpipe, smallpipes, tinwhistles, bodhran, accordeon, banjo, mandolin, mandola, guitar og bas. Kæft, de kunne deres kram og hvor de fortjente hver en klapsalve, der brød løs – helt spontant.
Tak for en rigtig velbesøgt aften i Kulturhuset, hvor gæster efterfølgende sås gå smilende og veltilpasse hjem i den frostkolde aften.
Tekst og fotos: BC

