
Byggemodning: Arbejdet påbegyndes mandag den 22. maj
Seks nye byggegrund er på vej i Østervrå, en nyhed, der bliver modtaget med stor glæde ikke mindst i borgerforeningens bestyrelse, som har arbejdet hårdt på en ny udstykning. Der er efterspørgsel på grunde, og lige p.t. kun én enkelt tilbage i Bakkevænget.
Støvet har knap nok lagt sig efter den årlige generalforsamling i Østervrå Borgerforening, hvor formand Frode Thule Jensen bl.a. kunne fortælle, at der er flere byggegrunde på vej i 2023.
Onsdag i sidste uge modtog boligejerne i Bakkevænget information om, at Frederikshavn Kommune påbegynder byggemodning af seks grunde allerede den 22. maj. – Det er virkelig en god nyhed, som vi har ventet på i et stykke tid, lyder det fra tidligere folketingsmedlem Bent Bøgsted, der selv bor i Bakkevænget og desuden er medlem af borgerforeningens bestyrelse. Vi har i længere tid presset på for at få sat gang i en ny udstykning, og nu ser vores mission ud til at være lykkedes.
Til august
Byggemodningen i Bakkevænget omfatter seks nye parceller med etablering af vej og forsyningsledninger, et arbejde som ikke ventes at komme til at genere trafikken på det eksisterende vejanlæg i boligkvarteret. Arbejdet ventes afsluttet inden udgangen af august 2023.
ÅB




