Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Der er meget at glæde sig over i Østervrå

Nye initiativer, flere byggegrunde, et spændende projekt, en byfest i støbeskeen og meget mere. Der er gang i Østervrå på flere fronter, og det gik heller ikke ubemærket hen i borgerforeningens årsberetning.  

Formand Frode Thule Jensen indledte sin beretning med at fremhæve noget af det mest aktuelle – og listen er ret omfattende. – Det glæder mig at kommunen vil udstykke seks byggegrunde i år, at menighedsrådene og idrætscentret skal indgå et bofællesskab, at lokale opkøber huse, at vi har en byfest på vej, at vi får en lokal skolebestyrelse igen, lød det fra formanden, men det var kun et lille udpluk, inden formanden også tog fat på en liste over byens mange andre services, faciliteter, foreninger og aktivitetstilbud. – Risikoen ved denne form for opremsning er dem man glemmer, og jeg undskylder på forhånd, erkendte Frode Thule Jensen. Jeg synes bare, det er vigtigt en gang i mellem at standse op, og fortælle hinanden, at det er et godt sted vi bor, og vi har virkelig mange aktiver at glæde os over. 

Hærvejsprojekt
Østervrå er udpeget som knudepunkt for en udvidelse af Hærvejen, et projekt, som borgerforeningen arbejder tæt sammen med Frederikshavn Kommune om. – Det handler om den fysiske placering af Hærvejen til og fra Østervrå, og desuden om opgradering af overnatningsmulighederne. 

I det forgangne år har borgerforeningen, helt som den plejer, bakket op om de frivillige i anlægget og ved Skovsøen, som i øvrigt er blevet renset op. Foreningen støtter også fastelavnsfest på skolen og den kommende byfest økonomisk. – Vi har også flyttet lidt rundt på et par af byens skulpturer. ”Karen” er således flyttet til hjørnet af Hjørringvej/Brøndenvej ved Torslev Skole, og i stedet er Robert D. Madsens skulptur flyttet fra det lille torv ved frikirken ned på hjørnet hvor ”Karen” stod før, forklarede formanden. 

Sundhed og trivsel
I år tager borgerforeningen fat på en ny runde af små film med unge tilflyttere til området. – Vi vil også sætte ekstra fokus på den nye udstykning i Bakkevænget, og så kommer Verdensmål nr. 3 om ”Sundhed og Trivsel” på dagsordenen, lød meldingen. I forbindelse med kommunens Verdensmålsuge i uge 36 fra den 4. til den 10. september har vi ambitioner om at vise, hvad og hvordan vi i Østervrå, uden at snakke om det og tænke over det, gør rigtig meget for sundhed og trivsel. Det handler om alle vores foreninger, vores institutioner, vores klubber. Alle skal vi frem og fortælle/vise, hvordan vores sædvanlige aktivitet er til gavn for borgernes sundhed og trivsel, lød opfordringen. Vi skal ikke finde på noget nyt eller noget andet, kun præsenterer vores aktiviteter, men med fokus på hvordan aktiviteterne gavner sundhed og trivsel. Det meste vil ske lørdag den 9. september, men der vil også være nedslag i løbet af ugen. Alle er meget velkomne til at byde ind – det skal I faktisk helst. Borgerforeningen er alene initiativtager og koordinator, og i den rolle har vi bl.a. sørget for at alle faciliteter i Østervrå Idræts- og Kulturcenter er reserveret til denne dag.

Støt borgerforeningen
Det koster at drive forening, også en borgerforening, og i den forbindelse kunne forsamlingen se ud af regnskabet, at antallet af medlemmer godt kunne være noget bedre. I den forbindelse opfordrede bestyrelsen mange flere til at tegne et medlemskab – det kan bl.a. gøres via MobilePay. Kontingentet er uændret. Til bestyrelsen blev Karen Baggesgaard valgt i stedet for Kirstine Brandt, der ønskede at stoppe efter fire år i bestyrelsen.  

ÅB

Populære artikler