Ny virksomhed i Østervrå: Svenstrup Skurvogne- og Trailerservice

Tommy Svenstrup har i nogle år haft et lille firma som bibeskæftigelse, og nu har han taget springet til fuldtid med sin virksomhed, Svenstrup Skurvogne- og Trailerservice. Fra lejede værkstedslokaler på Industrivej i Østervrå tilbyder han alt inden for service, reparation, renovering, salg og udlejning af skurvogne og trailere – til både erhverv og private.
– Det har hele tiden ligget i baghovedet, at jeg godt kunne tænke mig mit eget, og nu synes jeg, at jeg er nået til et sted i livet, hvor det skal have en chance, forklarer Tommy, mens telefonen ringer i baggrunden. Det er en kunde, der har brug for en miljøvogn, og det lover Tommy at hjælpe med. – Hvis ikke jeg har det selv, så rækker jeg ud til mit netværk, jeg prøver altid at finde en løsning, lyder det.
Reparation og renovering.
Svenstrup Skurvogn- og Trailerservice udfører alt fra småreparationer og vedligeholdelse til større opgaver, som udskiftning af bund og sider, reparation af bremser og ledningsnet, indvendig renovering eller ombygninger og meget andet.
Salg og udlejning
Tommy opkøber brugte skurvogne og trailere, som han renoverer med henblik på videresalg eller udlejning. Det gælder også toiletvogne og badevogne, som f.eks. bliver brugt i forbindelse med ombygninger eller arrangementer – både til private og erhverv. – Min holdning er, at det vi har på lager, skal bruges, og hvis vi ikke har det, så gør jeg alt for at skaffe det gennem mit netværk, siger Tommy, som også tilbyder serviceaftaler til fast pris.
Udkørsel med servicebil
Svenstrup Skurvogne- og Trailerservice er nemlig også altid klar til at rykke ud, hvis en kunde har fået et problem, og ikke selv har mulighed for at komme ind på værkstedet. – Jeg har en fuldt udbygget servicebil, hvorfra jeg kan klare de fleste reparationer direkte på stedet, oplyser Tommy.
Alsidig baggrund
Tommy Svenstrup er oprindeligt uddannet landmand, men skiftede siden branche og blev uddannet skibsbygger ved Frederikshavn Bedding, og var også nogle år på Orskov Yard, inden han blev værkfører hos Scanvogn. Et nyt brancheskift førte ham over i udlejningsvirksomheder – først som afdelingsleder hos Nordjysk Lift og senere som udlejningskoordinator hos Industrivejens Maskinudlejning. – Jeg har opbygget et stort netværk gennem årene, og det kommer mig i den grad til gode nu på mange forskellige måder, understreger Tommy.
Kundegrundlaget er stille og roligt ved at blive bygget op og spænder allerede vidt. Udover de helt lokale kunder fra Østervrå og omegn, har Tommy også opgaver i bl.a. Aalborg, Vodskov, Hjørring, Frederikshavn og på Læsø. – Jeg er rigtig godt tilpas med min beslutning, og spændt på, hvor det bringer mig hen, og man er altid velkommen til at kontakte mig eller stikke hovedet indenfor på Industrivej, hvis der er spørgsmål, eller noget jeg kan hjælpe med, lyder opfordringen.
ÅB ν
Foto: Søren Ejstrup Brunse


