Hele Vendsyssels Nissemor blev overrasket forleden, da Dybvad Børnehave havde bedt hende om at komme ned og synge og danse om juletræet med børnene. Da hun ankom blev hun ledt ind i fællesrummet, hvor personalet og alle børnene sad klar med flag og bannere og der blev råbt tillykke! Anledningen var, at hun har været Nissemor i 35 år.
Udover børn og personale i børnehaven var også dagplejere og foreninger repræsenteret. Formand for Dybvad Handelstandsforening, Dorte Chemnitz Jensen, overrakte Nissemor et gavekort til Dagli’ Brugsen i Dybvad på 1.000 kr. fra Dybvad Boldklub, Dybvad Borgerforening og Dybvad Handelstandsforening.
Efter at Nissemor havde fået gaver og krammere af alle børnene, blev der danset og leget om juletræet og lidt senere var der småkager og hygge til alle.
Nissemor er et kendt og elsket ansigt i Dybvad, alle børn kender hende som Nissemor – både med og uden rødt tøj og hun er altid klar til at optræde og møder beredvilligt op når og hvor som helst, man ringer efter hende. Mange steder vender hun tilbage år efter år. Af samme grund er sidste halvdel af november og hele december naturligvis også en travl tid for hende – ganske ligesom for Julemanden…
Det var faktisk lidt af et tilfælde, at jeg blev Nissemor, fortæller hun og jeg troede faktisk slet ikke, det var noget for mig, men årene er gået og jeg kan faktisk rigtig godt lide at jule med børn og barnlige sjæle, fortæller hun.
Resten af året tager Joanna Johansen også ud og optræder for børn med en musiker, hvor man ønsker det. I mange år stod Joanna også for et børnekor i Dybvad som ligeledes var meget populært.
Ind imellem alle spillerierne er Joanna også den lokale freelance-skribent for Østvendsyssel Folkeblad og dækker, hvad der sker i Dybvad og omegn og efterhånden også med afstikkere til Hørby og Flauenskjold, samt hvor der ellers foregår noget, der skal skrives om.
Foto: Ejvind Pedersen




