Mindeord over Kurt Pedersen

Lørdag formiddag den 23/11 kom beskeden fra Helle. ”Kurt sov stille ind i aftes”. Vi havde alle i nogle måneder vidst, at sygdommen ikke lod sig standse, alligevel havde vi et håb om, at det ville være muligt at udsætte det uafvendelige noget længere tid.
Vi vil huske Kurt som den glade, omsorgsfulde gode ven, som altid var parat med en hjælpende hånd, en velment kommentar, eller når det var på sin plads, et godt grin. Vi lærte Kurt at kende i 1985, da han overtog jobbet som fodboldtræner for klubbens herre senior. Han var selv en habil fodboldspiller, men havde fuld forståelse for, at alle ikke havde samme kvaliteter. Han forlangte til gengæld at hver spiller kæmpede med alt hvad man havde. Kurt var en meget populær træner og følte sig godt tilpas i klubben, så det lå lige for, at Kurt blev en del af truppen som startede Thorshøj Revyen op. Han spillede med i revyen i 37 år, han elskede det sammenhold som opstod når vi var sammen, mange forskellige, skulle nå et fælles mål til en fastsat tid. Kurt var genial til at hjælpe nye ind i fællesskabet, han var altid klar med gode råd og var hjælpsom ud over alle grænser. Igennem disse utallige øveaftener kommer man tæt ind på livet af hinanden, opdager måske at enkelte ikke helt er hvad man udgiver sig for. Med Kurt kunne man være sikker. Han havde aldrig skjulte dagsordener, var hundrede procent ærlig over for både sig selv og andre. Han elskede revyen, både de hundredvis af øveaftener og når der var publikum på. Når han sammen med makkeren indtog ” Bænki” var han i sit es. Mange lokale pinger har han, sammen med makkeren, givet en kærlig behandling, aldrig ondskabsfuld, altid humoristisk ud over alle grænser. Jeg tror at mange som har oplevet ham på scenen, vil huske hans: ”Skal vi lige have en historie” Små søde og let vovede historier var han altid god for.
Kurt kunne bedst lide, at alt var ved det gamle, jeg husker tydeligt da revyen efter nogle år fik mulighed for at købe head-set. Da var kommentaren: ” Så Thomsen nu skal vi heller ikke blive alt for moderne” Når nogle begyndte at snakke om, at vi måske nok kunne trænge til et nyt telt, var kommentaren:” Revyen hører til i det stribede telt, skal det laves om, tror du så ikke at vi to gamle skal stoppe”
Kurt elskede fest og farver, han kunne finde på at sige: Helle og jeg har tænkt på at vi skal have en lille afslutning på årets revy, vi vil gerne invitere til Svenstrup en given lørdag. I bliver afhentet af bus ved klubhuset klokken fem og kørt retur klokken et. Ingen skulle køre selv, for så ville nogle jo komme til at sidde, og ikke være en integreret del af festen.
Det bliver helt sikkert underligt at lave revyen i 2025 uden Kurt, men vi må prøve at gøre det som vi føler at Kurt ville kunne stå inde for.
Kurt blev i 2014 ved klubbens 50-års jubilæum tildelt æresmedlemsskab. Han var en god ven af klubben, altid hjælpsom både med råd og vejledning og som sponsor. Han var glad og stolt over hæderen og kommentaren var som så ofte: ” Tak for alverdens ting”
Efter at Kurt lod sig pensionere blev en del af tiden brugt på at køre ud med sin pølsevogn. Han besøgte ældrecentre og børnehaver. ”Det er meget stort at se hvor glade de ældre bliver når de kan dufte pølsevognen” har han sagt mange gange. Det at se glæden i sine medmenneskers øjne var betaling nok for hele besværet.
Det blev en tradition at børnene i Thorshøj Idrætsbørnehus fik besøg af Kurt og pølsevognen. Når Kurt syntes, at børnene havde gjort en ekstra indsats, spurgte han ”vil I have besøg af pølsevognen”, og det vakte altid stor glæde. Når Kurt kom, havde børnene selv lavet pengesedler som de betalte med. Kurt gik med på legen, og når han kom hjem, talte han de hjemmelavede penge sammen og lagde dagens omsætning op på facebook.
Vores kærligste tanker går til Helle, og børnene Palle, Pernille og Lasse med familier som har mistet en fantastisk mand, far, svigerfar og bedstefar.
Æret være Kurts minde.
Tak for alverdens ting.
På vegne af Thorshøj Revyen og Try Thorshøj Boldklub.
Kurt Thomsen

