
Det er endda kun på papiret, for hun var egentlig startet længe før, mens hun stadig gik i skole, så det med de 40 år den 1. august er altså det hun har papir på – og, tilføjer hun: Jeg har været glad for hver eneste dag.
Der er sket rigtig meget i løbet af de 40 år, der er gået – dengang var der kun den her butik, siger Lene og her handler det selvfølgelig om butikken i Dybvad, hvor vi også laver artiklen.
Her på selve dagen, hvor hun blev fejret med gaver og kaffe og rundstykker og en stor flot buket og Helle og Tim Brunø fortæller så, at Lene jo ikke vidste, at avisen kom og at de havde planlagt at gøre lidt ekstra ud af den store dag allerede fra morgenstunden
Hun fortæller, at dagen senere skulle fejres ved at tage ud og spise, men først skal hun lige klare arbejdsdagen, hvor hun netop den her dag skulle af sted på varetur til de øvrige Brunø-butikker.
Da Lene startede hos Brunø for 40 år siden var det hos Hanne og Finn Brunø og lidt senere kom Tim, der nu står for Brunø-butikkerne, med også.
I 1983 hvor Lene startede, var opgaverne anderledes og drejede sig mest om at ekspedere kunderne og mærke varer og lægge på plads og den slags butiksarbejde og som hun siger, så er der folk både i Dybvad, men også rigtig mange andre steder fra, der har handlet her hele deres liv og til hele familien – i hvert tilfælde til manden og børnene og en ting er helt sikkert: Hos Brunø i Dybvad er det da Lene man møder og alle kunder kender hende og hun kender alle kunder. Dengang var arbejdstiden iøvrigt også længere end nu, tilføjer vores 40 års jubilar.
Igennem årene er der sket meget, der er kommet mange nye Brunø-butikker og dermed har hun fået en masse nye og spændende opgaver, som nu her i dag, hvor hun skal af sted på varetur til de mange butikker rundt omkring og som hun siger – det plejer at være ved 10-tiden, jeg kører og klokken er ved at være 10.00, så avisens udsendte sender hende af sted med et stort til lykke med jubilæet og mange gode år endnu hos Brunø.
Jo-Jo




