Kirsebærrets Dag i Voerså
Når man trådte indenfor i teltet på den tidligere krogrund i Voerså blev man mødt at et stort bord fyldt med overdådigt flot pyntede lagkager – der var rigtig mange at vælge imellem til kaffen lidt senere på eftermiddagen. Man holdt nemlig den årlige Kirsebærrets dag – det sker hvert år i den her weekend i august og arrangementet blev åbnet af Lone Pilgård fra Kirsebærlaugets bestyrelse. Herefter kunne de fremmødte købe kaffe og te og så selvfølgelig et stort stykke kirsebærlagkage – men dagen var startet allerede om formiddagen med sponsorcykelløb arrangeret af Voerså Idrætsforenings Venner og formand Poul Thomsen fortæller om løbet, at der var 15 deltagere fra 14 år og op ad. Man cyklede gennem byen, for nogle blev til hele 28 km – rundt og rundt og der blev cyklet i alt 28.000 kr ind til ungdomsarbejdet i Idrætsforeningen. Tilbage i teltet var der efterhånden kommet godt gang i både spisningen af de lækre kager og også i salget ved de mange boder, der var opstillet, hvor man kunne købe mange spændende produkter, der indeholdt kirsebær bl.a. kirsebærsnaps og hjemmelavede flødeboller m. kirsebær. Der var også mulighed for at købe hjemmestrikkede håndklæder og sokker og der var tillige rigtige loppeboder med masser af gode tilbud og handlen gik da også livligt i løbet af eftermiddagen. Arrangementet sluttede kl. 16.
Lone Pilgård fortalte, at der er 100 medlemmer i Kirsebærlauget og det var dem, der fik gratis kirsebærtræer for omkring 6 år siden og det siges, at Voerså – kirsebær har en helt speciel aroma og byen har altid været kendt som byen med de mange kirsebærtræer – ja, det var ligesom at køre ind i en hvid sky, når man kom der til, mens kirsebærtræerne blomstrede.
Man kunne forøvrigt få et gratis kirsebærtræ med hjem fra Kirsebærdagen, hvis man havde lyst til det.
Kirsebærlaugets bestyrelse består af Hanne Tørholm, Isa Borregård, Ester Christiansen, Anni K. Thomsen og Lone Pilgård.
Jo-Jo