KFUM Spejderne Hørby-Dybvad: Sommerlejr på Gudenåen

Spejdernes sommerlejr i år var en kanotur på Gudenåen. Vi startede mandag den 13. juli fra spejderhuset i Hørby, hvor vi blev kørt til ”De små fisk”, en teltplads mellem Silkeborg og Svejbæk, her slog vi lejr for natten, da vi skulle have vores kanoer her tirsdag morgen. Efter ankomst spiste vi vores medbragte mad, byggede vores bivakker og derefter hoppede de friskeste en tur i vandet, inden vi gik til ro.
Efter morgenmaden, pakkede vi sammen og gjorde vore kanoer klar og begyndte vores sejlads mod Silkeborg, som vi nåede efter ca 2 timers sejlads, her holdt vi pause mens lederne provianterede til det næste døgn, og så gik turen videre gennem slusen hvor vi blev sænket 2,5 meter ned til Gudenåen, og en lang sejlads gennem Silkeborg langsø. Nu lukkede himlen op for sine sluser og vi fik regn i store mængder resten af dagen, vi var heldige at holde frokost i tørvejr under en motorvejsbro inden turen gik videre ned af Gudenåen og over Sminge sø, videre ad Gudenåen til Kongensbro, hvor vi gjorde holdt for natten, alle var gennemblødte og trætte, men vi fik vores bivuakker rejst og nu var der endelig tørvejr. Efter aftensmaden, spagetti og kødsovs, hyggede vi os med sang inden poserne kaldte,
Onsdag sejlede vi videre gennem Tange sø en lidt hård strækning hvor der skulle padles alle 7,5 kilometer, vi gjorde ophold i Ans, hvor vi spiste frokost og fik provianteret til det næste døgn. Så gik turen det sidste stykke over Tange sø, og det værste. Da vi ankom til Tangeværket skulle vi have alle kanoerne op på land og kørt ca 600 meter ned til Gudenåen igen. Nu var alt sø sejlads ovre og vi kunne sejle med strømmen og slappe lidt af. Vi nåede frem til Teltpladsen Kjællinghøl på den anden side af aften og her var vi heldige at der var 2 shelters ledige så vi sov dejligt den nat, efter lidt besvær med at finde tørt brændsel og få tændt bålt spiste vi sent aftensmad, ris og karryret med kylling og æbler, om aftenen hold vi lejrbål med masser af sange og vi havde en spejder, Sille, som skulle have overrakt en 10 år stjerne. Efter lejrbålshygge gik alle til køjs.
Torsdag sejlede vi videre til Ulstrup, hvor vi spiste frokost og fik provianteret til den sidste del af turen, videre fra Ulstrup mod Langå her var strømmen i Gudenåen så stærk, at vi bandt alle 5 kanoer sammen og drev med strømmen et par timer mens vi slappede af og nød det gode vejr, efter Langå kom vi til teltpladsen, hvor vi slog lejr for natten fik lavet aftensmad, som blev Svensk pølseret, og så stod den ellers på bål hygge ingen havde lyst til at komme i posen den sidste aften.
Fredag, den sidste dag, var den korteste tur og her drev vi igen alle 5 kanoer med strømmen og nød det dejlige solskin og flere af spejderne fik sig en lille lur, omkring Stevnstrup holdt vi ind ved en bro og spiste vores frokost i kanoerne inden vi sejlede det sidste stykke ned mod Nørre å, hvor vi skulle 1 kilometer op mod strømmen, det hev de sidste kræfter ud af armene, da vi havde afleveret kanoerne, gik flere en tur og 3 af de store spejdere skulle en tur i vandet, men strømmen var rigtig stærk så svømning mod strømmen var umulig. Kl. 16 kom forældrene og hentede os, så gik turen mod Hørby, hvor vi sluttede af med en is og ønske hinanden en god sommer.
Hele turen på Gudenåen var godt 70 kilometer og en dejlig uge.

