
Det er netop fire år siden, at avisen blev inviteret ud for at se den spændende udstilling af trædrejerarbejde, som Erik Madsen dengang havde lavet og sådan startede det, der nu har vokset sig meget større og som i år ud over trædrejerarbejdet byder på flotte juledekorationer, betonfigurer, udendørs kravlenisser i træ og abstrakte akrylmalerier.
Udstillerne dette år er Mette Bouet Nielsen, der maler abstrakte akrylmalerier og nu har fået lyst til at se om, der kunne være interesse for hendes malerier – for som hun siger, så ved man jo ikke om netop de farver, hun har valgt, tiltaler de besøgende ved årets julestue, men nu skulle det prøves. Anita Skovgaard Pedersen er med igen med sine flotte og spændende betonnisser og jule- og adventsdekorationer. Hun sælger også hjemmefra og de, der har fået smag for det hun laver, har nu mulighed for at se hendes nye produktion på årets julestue.Linda Jacobsen er ligeledes med igen i år med alle sine sjove og meget forskellige trækravlenisser – der er de gamle nisser, Brammingnisserne og Disney-nisser, Pobranisser og Lars Karlson-nisser og hvis man giver sig tid til at studere de forskellige slags nisser, så bliver man altså helt overrasket over, hvor forskellige udtryk sådan nogle kravlenisser kan have. Linda fortæller, at hun har solgt nisser i 15 år og hun sælger også sine nisser hjemmefra. Endelig er der jo også Erik Madsen selv og hans imponerende trædrejerproduktion og på spørgsmålet om, hvad der er nyt i år, lyder svaret fra både Erik og hans kone, Helle, det er bamserne og sutten og det var godt nok imponerende at se lige netop de to nye ting. Det skal så lige nævnes, at inspirationen til de to ting helt sikkert er, at de er blevet bedsteforældre her inden for det sidste års tid. Derud over er der de fine salt- og pebersæt, strikkepindene og en trædekorationsplade, der er utrolig dekorativ, et kryds- og bollespil havde Erik også lavet og julekugler og fyret, der står med lys i toppen, som det hører sig til og mange, mange flere spændende og flotte ting i træ. Han fortæller i øvrigt, at han har haft et rigtig godt år med god salg bl.a. ved de forskellige Krea-messer. Ud over alle de ovenfor nævnte udstillere, er der jo også Eriks kone, der er med til at komme med nye ideer til Erik og som hun siger, så er det hyggen og traditionen, der gør det spændende og så er det også dejligt, når der bliver spurgt, om der kommer julestue igen.
Der var julestue sidste lørdag i Idskovmølle og der er åben igen den kommende lørdag, hvor man, udover at se på de flotte udstillinger og gøre en god handel – kan være heldig at vinde præmier fra udstillerne og desuden er der gratis kaffe, the og hjemmebagt kage, så man kan sidde i de hyggelige omgivelser og overveje, hvad man nu vil have med hjem af alle de fine ting, der frister på dette års julestue.
Jo-Jo




