
Fortsat fra sidste uge…
”Mine barndomserindringer i Østervrå” i ”Spejlet” affødte en række indlæg i Østvendsyssel Folkeblad, som igen affødte et par interessante henvendelser: Lis og jeg har i forbindelse med vores badmintonsport stiftet mange herlige bekendtskaber, bl.a. Anne Marie og Jørgen Nielsen fra Jerslev som vi havde kendt gennem mange år og snakket og spillet badminton, både som modspillere i Jerslev og medspillere i Vrå. Jørgen, som på et tidspunkt mistede Anne Marie, ringede en dag og ville gerne snakke om et indlæg i Østvendsyssel Folkeblad. Det viste sig at Jørgens moster var min daværende madmor Anne Jensen, Try Vestergaard. Under et besøg hos Jørgen i Jerslev blev så – foruden badminton – også til en hel del herlig snak om de fælles og gamle dage. En lille pudsig sidebemærkning: Jørgens storesøster Johanne Vestermark som tidligere slagterfrue i Sterup var sammen med sin mand kendt vidt omkring på grund af deres lækre spegepølser, som blev fabrikeret efter en opskrift af – såmænd moster Anne i Try Vestergaard.
Efter samme opskrift forhandles spegepølser i dag i en kendt slagterbutik i Brønderslev.
En sommerdag 2018 blev jeg ringet op af ejerne af Try Vestergaard Maibrit og Kaj Christensen. De havde også læst avisartiklerne og ville gerne høre lidt nærmere om min tid som medhjælper på ejendommen. En søndag eftermiddag blev Lis og jeg inviteret på kaffebesøg. Et gensyn efter 67 år var virkelig en oplevelse – jeg havde dog besøgt Anne og Kr. Jensen nogle få gange efter min fraflytning og ellers kun set gården i smug på afstand.
Gården havde ikke gennemgået de store forandringer. Avlsbygningerne var dog nu indrettet efter anderledes dyrehold, ligesom maskinparken var mere nymodens. Bortset fra nogle indendørs ændringer stod stuehuset i næsten samme gamle rigtig flotte stil med de to store træer ved fordøren. Noget som vi synes var imponerende, var at Kaj havde formået som lidt museum at bevare det gamle transformatortårn på hjørnet af Tryvej og vejen ned til gården. Flot.
I efteråret 1950 var jeg mest optaget af mit nye job på Try Vestergaard, så der var vist ikke meget fodbold på programmet. Pr. 1. november 1950 blev der ansat ny 2. karl: Frode ”Sixtus” Nielsen, som blev en virkelig god læremester for mig. Frode og forkarlen (”Københavneren”) prøvede selvfølgelig at tage gas på ”Bælsen”, hvilket ofte lykkedes. Med en ”forkert”! tegning på et stykke papir blev jeg en morgen sendt i marken for at ”harve i krog”. Håbet var, at opgaven skulle ”gå i kage”. Planen mislykkedes – min far havde nemlig lært mig at ”harve i krog”! 1-0 til mig!
Kr. Jensen syntes, at det var en god ide, at Frode og jeg deltog i landbrugsfaglig skole i Dybvad, som havde landbrugskonsulenter Hans Peter Fogtmann og planteavlskonsulent Jørgen Larsen-Ledet som ledere. Udover undervisning blev arrangeret en 3-dages studietur til Sønderjylland med besøg på landbrug og diverse turistattraktioner bl.a. Rømø, Rudbøl, ruinerne på Knivsbjerg, Skamlingsbanken, Koldinghus og overnatninger på Ladelund Landbrugsskole og ”Tønderhus” hotel.
Ligeledes en aftentur til Ålborg: C.W.Obel, De Danske Spritfabrikker og ”Det gamle Guld” i Bio på Vesterbro.
Om aftenen i folkestuen prøvede Frode bl.a. at lære mig at spille skak – reglerne sivede ind, men det lykkedes ikke at tæve ham. Enkelte aftener cyklede vi en tur til Biografen i Østervrå.
På et tidspunkt blev Frode og jeg enige om at gå til gymnastik i gymnastiksalen ved Thorshøj skole. Leder af dette karlehold var Jens Gustav Søndermark. Som start på timen marcherede vi et par gange rundt i salen sammen med pigeholdet som sluttede timen, da vi startede. Efterfølgende konstateredes der vist lidt ”hånd i hånd” i forbindelse med ind- og udmarchen – og også på dette tidspunkt fandtes der rigtig mange søde piger i Thorshøj!
I forbindelse med afslutningen på gymnastik blev der talt om at starte et B fodboldhold i Thorshøj – i forvejen var der et stærkt A-hold med bl.a. fodermesteren på Try Vestergaard, brødrene Lund og Aabel, Smed-Erik m.fl..
Frode og jeg var klar til at tørne ud. Tilslutningen var dog ikke tilstrækkelig til at starte op.
Herefter prøvede vi lykken i Østervrå. Efter arbejdstidsophør kl. 18.00, bad og aftensmad cyklede vi to gange ugentlig til træning. Vi kæmpede os da til faste pladser i næsten alle kampe på Østervrå B-hold (vistnok?) i sæsonen 1951. Slutplacering husker jeg ikke, men den sidste kamp var en søndag eftermiddag og med bal i hotellets sal om aftenen, hvilket var en slags midlertidig afsked med de mange gode venner og veninder.
Pr 1. november 1951 flyttede Frode til Gl. Ry og jeg selv til Ladelund Landbrugsskole. Her var der mulighed for fodbold i Brørup eller Vejen, men på grund af lange arbejdsdage og fri hver 2. søndag/3. søndag blev det ikke aktuelt. Når fritiden tillod det kunne vi ansatte spille fodbold sammen med eleverne på ”Ladelund Stadion” – en meget fin bane.
Nogle af os ansatte fik sammen med skolens elever en invitation til en studietur til Sverige med besøg på forskellige virksomheder og landbrug og med overnatning på Svalövs Lantmannaskole. Om aftenen blev der arrangeret en ”fodboldlandskamp” mellem de to skoler. Jeg spillede med som højre back! På hjemturen blev der aflagt besøg på Bellahøj-skuet. Her forlod jeg selskabet og tog med Ålborg-båden for at tilbringe den resterende ferie i Østervrå.
I soldatertiden i Viborg blev det kun lidt fodboldtræning på eksercerpladsen. I soldatertiden i vinterhalvåret i Oksbøl blev der arrangeret håndboldtræning for kompagniet en gang ugentlig i RAGU-Hallen. Min deltagelse var som målmand (tro det eller ej!) Om en forstuvet ankel var på grund af håndbold eller feltøvelse er uvist, men jeg meldte mig næste morgen til lægen. Af generthed turde jeg ikke at tale privat til lægen: løjtnant Hans Jørgen Vestergaard, Østervrå!
Efter hjemsendelsen i april 1954 meldte jeg mig til fodbold i Østervrå (ØVI). Jeg fik tildelt en plads som målmand på B-holdet (2. holdet – 1. holdet var A-hold). A-holdet havde en god og fast målmand gennem længere periode, så jeg befandt mig fortrinligt som 2. målmand og havde ikke ambitioner. Thomas Sørensen (”Højbjerg”) boede sammen med hustruen frisør Dagny på adressen nu Hjørringvej 418. Thomas var stærkt handicappet og var afhængig af et par arm-krykkestokke. Thomas investerede i en iskiosk foran huset, hvilket var et godt tidsfordriv og blev et samlingssted for egnens unge idrætsfolk og samtidig var Thomas fodboldtosset og overværede rigtig mange fodboldkampe, ligesom han også var med til ”sætte holdene”. Thomas havde fortalt min far at jeg måske kunne bruges på A-holdet, men først når min fremtid var lidt mere klar (ikke noget jeg tænkte over). På et senere tidspunkt blev jeg dog udtaget til A-holdet.
I efteråret 1954 blev jeg valgt ind i idrætsforeningens bestyrelsen, som bestod af formand Svend Aage Christensen, Hans Jørgen Christensen, Carl Anker Frederiksen, Jens Anker Christensen og Hans Nielsen (”Ringer”). Sammensætningen kan dokumenteres af et foto fra en bestyrelsesudflugt – incl. damer – med frokost i det grønne og overværelse af en fodboldkamp mellem København og Provinsen i Århus, hvor pauseunderholdningen var Lily Broberg, som entrede fodboldbanen med vejrmøller.
I stedet for markedspladsen blev der i 1939 taget en ny fodboldbane ved kommuneskolen taget i brug.
Fortsættes næste uge




