
Julestemningen var i top da aktivitetscenteret i Dybvad sammen med Hyggeholdet afholdt julemarked på Dybvad Ældrecenter.
Der var pyntet op i lokalerne og der duftede af gløgg og æbleskiver over det hele, da dørene blev slået op til årets julemarked sidste lørdag, efter at det var aflyst sidste år p.g.a. coronaen.
Aktivitetsleder Elsebeth Larsen bød velkommen til de mange, der allerede kl. 10 var ankommet – bl.a. for at få del i lodderne i tombolaen, hvor der atter i år var rigtig mange flotte gevinster – der var hele 300 gevinster, som man kunne vinde, hvis man var heldig – imponerende må man sige. Der var i øvrigt netop p.g.a. coronaen taget alle de forholdsregler, man overhovedet kunne tage hele vejen igennem – f.eks. havde man pakket små plastposer m. 10 lodder i hver, så man kunne undgå smitte, når der skulle købes lodder i tombolaen.
Ud over tombolaen var der rigtig mange fine og sjove nisser, der ventede på at komme med nogle af de besøgende hjem og her kan nævnes, at der var helt nye udgaver af julenisser, der tiltrak folks opmærksomhed, så kreativiteten har været stor igen i år under forberedelsen til årets julemarked – også mange fine juledekorationer og adventskranse kunne man købe på julemarkedet og hertil kom så, at man kom i den helt rigtige julestemning ved at gå rundt mellem bordene med julepynt og julegaver.
Der var stor afsætning på de lækre og lokkende æbleskiver og gløggen, som folk traditionen tro sad og nød sammen og fik en lille hyggesnak inden man skulle ind og kikke på alle de fristende nisser igen – måske var der lige den man gerne ville have med hjem til at pynte ekstra op i den kommende juletid.
Atter i år blev årets julemarked en succes, selv om man godt kunne mærke, at coronaen måske holdt nogle mennesker hjemme.
Jo-Jo
Foto: Ejvind Pedersen




