Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Jens Rosendal hyldest trak fuldt hus

Mandag den 23. september var der fuldt hus i Østervrå Kirke. Aftenen bød på en hyldest til Jens Rosendal v/ Nielsen/Randsted Band.

Jens Nielsen er et kendt ansigt i Østervrå – han sad ved tangenterne og fortalte krønikerne om Jens Rosendal  imellem sangene. Med sig havde han Birgitte Randsted på sang, Michael Derlev på trommer og denne aften, som stand in for Peter Jessen Lundorf, på saxo­foner Søren Baggesen.

Aftenen startede med Jens Rosendals to største hits som fællessang, nemlig ”Du kom med alt det der var dig” og ”Som solskin over mark og hav” og der var rigtig god fællessang i den fyldte kirke.

Jens Nielsen var i 80’erne  elev på Løgumkloster Højskole, hvor Jens Rosendal var lærer og det var her samarbejdet og venskabet startede. Jens Nielsen har lavet melodier til rigtig mange (40 vistnok) af  Jens Rosendals smukke tekster. Største hit af de to er nok ”Troen er ikke en klippe” som Jens Rosendal skrev under et hospitalsophold, hvor en patient i nabosengen havde stillet spørgsmål om, hvad tro er. Jens Rosendal kvitterede så med en sang om, hvad tro IKKE er.

Aftenen var et mix af fællessang og Nielsen / Randsted Bands aldeles fremragende optræden, og imellem sangene blev der krydret med lydklip og fortællinger om, hvem Jens Rosendal var, hvad han mente, hvordan han var som lærer og hvilke overbevisninger han havde.

Der var udleveret et teksthæfte med fællessange, men man kunne have ønsket sig alle teksterne på skrift, for det var til tider svært at høre teksterne og når vi nu var samlet for at hylde tekstforfatteren, var det altså lidt af et minus. Ikke desto mindre var det en rigtig dejlig aften med skøn musik og sang. 

Vi stiftede bekendtskab med et lille udpluk af de omkring 1.500 sange aftenens hovedperson har skrevet igennem sit lange liv. Vi sang og hørte melodier af Jens Nielsen, Rasmus Skov Borring, Erling Lindgren, Per Warming, Christian Dyrst, Valdemar Rasmussen m. fl.

KØH2

Setliste:
Du kom med alt det der var dig (fællessang)

Som solskin over mark og hav (fællessang)

Dagen ved havet

Nu sker det jo bare

Sat her i forvirringstiden (fællessang)

Søndag i september

Hvorfor er du så dejlig?

Ja og nej

Farvernes landskab (fællessang)

At finde sin plads under solen

Nu drejer vort land sig mod solen (fællessang)

Det sene solstrejf

Troen er ikke en klippe (fællessang)

De dybeste lag i mit hjerte

Populære artikler