Håndboldskole i Flauenskjold
Mandag, tirsdag og onsdag i sidste uge var Flauenskjold Idrætsforening vært for en af Dansk Håndbolds officielle håndboldskoler.
En snes drenge og piger havde fundet vej til Flauenskjold Hallen i denne den sidste uge af skolernes sommerferie.
Der blev i løbet af de tre dage selvfølgelig spillet en masse håndbold og øvet et utal af tekniske finesser.
Herudover bød håndboldskolen på beach håndbold, møde med spillere fra EH Aalborg samt selvfølgelig den obligatoriske afsluttende vandkamp.
Alt i alt nogle fantastiske dage i og omkring Flauenskjold Hallen. Alt sammen vel tilrettelagt af frivillige trænere og ledere fra foreningens håndboldafdeling.
IS
Fotos: Privat