Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Generalforsamling i Flauenskjold IF

Torsdag i sidste uge blev der afholdt de årlige generalforsamlinger i FIF’s Venner og Flauenskjold Idrætsforening.

FIF’s Venner
Aftenen startede med støtteforeningen FIF’s Venner.

Formand Jette Mikkelsen aflagde beretning over årets gang og hvilke projekter man havde valgt at støtte i årets løb.

Kasserer Susanne Neergaard fremlagde regnskabet, der efter et mindre underskud i 2023, udviser en formue på 90.000 kr.

Bestyrelsen var fremkommet med forslag om nedlæggelse af foreningen. Dette skal i ses lyset af faldende medlemstal samt det faktum at det efterhånden er svært at skaffe folk til bestyrelsen. Det er dog hensigten at fortsætte, som et udvalg under Flauenskjold Idrætsforening.

Forslaget blev vedtaget både på den ordinære generalforsamling og på den ekstraordinære der blev afholdt i forlængelse heraf, således som vedtægterne foreskriver.

Det betyder at FIF’s Venner, der blev stiftet den 5. april 1971, nu officielt er nedlagt.

Slutteligt lød der en stor tak til den første bestyrelse for at tage dette initiativ, der i gennem årene har været til stor gavn for ungdomsarbejdet i Flauenskjold IF.

Den første bestyrelse bestod således af Anton Jensen, Børge Thomsen, Karl Larsen, Chr. Dam Olesen og Aage Jensen.

Flauenskjold Idrætsforening
Herefter var det tid til den ordinære generalforsamling i hovedforeningen.

Formand Danny Rosenkilde bød velkommen og fortsatte herefter med beretningen.

Her kunne han bl.a. fortælle at man i det forgangne år specielt havde haft fokus på frivilligheden, og på hvordan man påskønner de mange frivilliges indsats.

Bestyrelsen havde således inviteret 110 frivillige til årets sommerfest på stadion. Det var der 70 der havde takket ja til.

Herudover blev der redegjort for tankerne om at indlemme FIF’s Venner som et udvalg under idrætsforeningen.

Kasserer Mikkel Andersen fremlagde regnskabet, der udviste et overskud på 56.000 kr. Foreningens egenkapital er på 907.000 kr.

Regnskabet for 2023 er positivt påvirket af et flot overskud af årets julefrokost samt øgede sponsorindtægter.

Bestyrelsen havde fremlagt forslag til vedtægtsændringer, som blev vedtaget.

Ændringerne omhandlede tidspunkt for afholdelse af generalforsamling, som nu er forlænget til 30. marts.

Endvidere indgår foreningens kasserer nu i hovedbestyrelsen, der herefter tæller fire medlemmer. Som følge heraf nedlægges økonomiudvalget.

Herudover er der nu åbnet for at der udover sportsudvalg, aktivitetsudvalg og sponsorudvalg kan vælges øvrige relevante udvalg.

Til hovedbestyrelsen var der genvalg til Danny Rosenkilde og Henrik Christiansen samt Mikkel Andersen der blev overført fra økonomiudvalget. Herudover tæller hovedbestyrelsen Karsten Mikkelsen.

Rasmus Pedersen blev valgt til suppleant.

Heidi Jørgensen blev genvalgt til sportsudvalget, mens der var  nyvalg til Staina Nielsen. Ib Sørensen var ikke på valg.

I sponsorudvalget er der kun Kia Christensen tilbage. Det lykkedes ikke at finde nogle repræsentanter til dette udvalg, og generalforsamlingen gav derfor hovedbestyrelsen mandat til efterfølgende at supplere op i sponsorudvalget.

Til aktvitetsudvalget var der genvalg af Jens Jensen og Mona Sørensen. Herudover består udvalget af Claus Drejer.

Til det nyetablerede udvalg ”FIF’s Venner” var der valg til Jette Mikkelsen, Susanne Neergaard, Mona Sørensen, Helle Neergaard og Staina Nielsen.

Bente Christensen og Jens Abildgaard blev genvalgt som revisorer.

Under eventuelt gav Heidi Jørgensen og Ib Sørensen en status på henholdsvis håndboldafdelingen og fodboldafdelingen.

Endvidere var der et forslag om at nedsætte en forældregruppe til renholdelse af legepladsen på stadion.

Slutteligt takkede formand Danny Rosenkilde de fremmødte for deltagelsen i årets generalforsamling.

IS

Populære artikler