Flertal for fælles menighedsråd i Torslev og Østervrå
Menighederne i Østervrå og Torslev Sogn har på hver sit sognemøde taget stilling til, om der var flertal for menighedsrådenes forslag om ét fælles menighedsråd, og det blev et overbevisende ja, som glæder de to siddende menighedsråd.
Tirsdag aften var der sognemøde i Østervrå Sogn, og torsdag aften var der inviteret til orienteringsmøde og afstemning i Torslev Sogn.
De to formænd Lone Haugaard og Jørgen Nielsen gav på hver sit møde en grundig orientering om sammenlægningen, hvilke tanker de to menighedsråd havde gjort sig og hvilke fordele, de så i ét fælles råd. Efterfølgende blev der beredvilligt svaret på de spørgsmål, der blev stillet fra forsamlingen, inden man gik over til skriftlig afstemning.
Den samlede afstemning faldt ud til fordel for ét fælles menighedsråd. I alt blev der afgivet 37 stemmer fordelt med 34 ja-stemmer og tre blanke i de to sogne. – Vi kan nu gå videre til provstiet, og fortælle dem, at vi gerne vil lægges sammen, konstaterede Torslev Sogns menighedsrådsformand Jørgen Nielsen. Der vil blive et orienteringsmøde i maj måned, og senere indkalder vi til opstillingsmøder med henblik på menighedsrådsvalget i september 2024. Det nye fælles menighedsråd får tre repræsentanter fra Torslev Sogn og fem fra Østervrå Sogn.
I dag er de to sogne Torslev og Østervrå allerede fælles om præsten, organisten og kirkesangeren samt en hel del fælles beslutninger, der vedrører kirkerne og kirkegårdene. Fremover vil der også være fælles menighedsråd i de to sogne, som bevares.
Det nye fælles menighedsråd træder til 1. søndag i advent, hvor et nyt kirkeår tager sin begyndelse.
ÅB