Flotte resultater af Dybvad IKs Jelmer Scholten
Det blev til hele 5 personlige rekorder af Jelmer Scholten, da han i den forløbne uge deltog i to stævner. Først gjaldt det en tur over Kattegat, hvor Jelmer deltog i Göteborgs ”Jul-klappsjakten”, hvor han var med i tre øvelser og satte PR i alle.
I 60 meter løb forbedrede Jelmer sin hidtil bedste notering, da han løb på 8.34 sekunder, som er den fjerdebedste tid i Danmark i år hos de 13-årige. Dernæst løb Jelmer 200 m på 26.95 sekunder, som placerer ham på en suveræn førsteplads i aldersgruppens danske rangliste.
I sin sidste disciplin ved stævnet, 1000 meter løb, var Jelmer meget tæt på at sætte dansk rekord, da han løb på 2.57,91 minutter, mens rekorden lyder på 2.57,72 minutter. Det er til gengæld den bedste danske tid hos de 13-årige i år. I konkurrence med nogle skrappe svenskere besatte Jelmer tredjepladsen og fik pokal.
Jelmer havde endnu 2 hurtige løb i benene, da han deltog i et stævne i Randers. Først forbedrede han på 60 meter sin PR fra stævnet i Göteborg, så den nu lyder på 8.27 sekunder. Dermed rykkede han også en plads op på den danske rangliste, hvor han nu er nummer tre.
Jelmer sluttede den flotte serie af med 58.70 sekunder på 400 m distancen. Her noterer Dansk Atletik Forbund ikke rekorder hos de 13-årige, men Jelmers tid var den suverænt bedste i aldersklassen i denne sæson.
Sigrid Scholten deltog også i Randersstævnet, hvor hun fik noteret 4.60 meter i længdespring og nåede ud på 10.00 meter i kuglestød, hvilket var personlig rekord.


