Færdselstavler, fartgrænser og fælledsang i Manegen

Sæby Pensionist- og Efterlønsklub havde ved seneste onsdagsarrangement i Manegen inviteret kørelærer Arvid Jacobsen fra Frederikshavn til at holde foredrag om færdselstavler og færdselsregler – og det blev både lærerigt og underholdende.
SÆBY: Arvid Jacobsen formåede på munter vis at guide de fremmødte gennem nogle af de typiske faldgruber i færdselsloven. Blandt andet satte han fokus på, hvordan man korrekt læser parkeringsskilte, så man undgår en uventet parkeringsbøde, og han gennemgik betydningen af farttavlerne. Han mindede samtidig om, at der som udgangspunkt kun er tre generelle hastighedsgrænser i Danmark: 50 km/t i byzone, 80 km/t på landeveje og motortrafikveje samt 130 km/t på motorveje – medmindre andet er skiltet.
Der blev også talt om forskellen mellem forbudstavler og påbudstavler, og undervejs krydrede han foredraget med små, humoristiske episoder fra undervisningen af unge, kommende bilister.
Ud over trafikken delte Arvid Jacobsen også glimt fra sit eget liv. Han fortalte om sin barndom på Læsø og opholdet på Hirsholmene, hvor der dengang var en skole med kun én elev – nemlig ham selv. Senere førte arbejdslivet ham blandt andet til Alpha Diesel og Værftet, inden han i slutningen af 1990’erne uddannede sig til kørelærer.
Arvid Jacobsen er desuden kendt fra musikgruppen Lavtryk, og han havde taget guitaren med. Det resulterede i flere fællessange, hvor salen blev opfordret til at synge med – gerne så højt, at loftet i Manegen næsten lettede.
Det blev en både lærerig og hyggelig eftermiddag i godt selskab.
Sæby Pensionist- og Efterlønsklub fortsætter programmet i uge 9, hvor orkesteret Tørvebisserne fra Moseby kommer og underholder med dansk folkemusik og populærmusik.

