Dybvad Boldklub får støtte til Cool Fredag

Dybvad Boldklub har fået 277.025 kr. i støtte fra Nordea-fonden til Cool Fredag, der vil bidrage til at styrke ungefællesskaber i idrætslivet. Med 277.025 kr. i støtte fra Nordea-fondens Ung puls-pulje kan Dybvad Boldklub nu igangsætte Cool Fredag, der har været i støbeskeen siden oktober 2024.
Formand Klaus Nielsen er begejstret og udtrykker, at dette er et stort skridt i den rigtige retning for ungelivet i byen og generelt for Dybvad. Med Cool Fredag håber Dybvad Boldklub at kunne udvikle og bidrage til det lokale fællesskab og i tæt samarbejde med Dybvad Idrætsklub, Dybvad Hallen, Hørby-Dybvad Skole og Dybvad Børnehus at kunne være med til at skabe rammerne for et fantastisk børne- og ungeliv i Dybvad.
Projektet vil omdanne Dybvad Hallen til at være et sjovt og hyggeligt mødested for unge ved både at etablere nye faciliteter med multiball-væg, letvægtsbander og projekter, der muliggør forskellige boldspil og dans, men hvor der også bliver mulighed for at spille musik, synge og hygge. Udgangspunktet er at tilbyde unge et sjovt og hyggeligt sted at mødes fredag eftermiddag og aften til ”cool fredag”. Målgruppen er unge i alderen 14-20 år. Unge fra 7.-9. klasse har været inddraget i udviklingen af projektet, og unge vil også blive inddraget i at beslutte, hvilke aktiviteter der skal igangsættes. Der er fokus på også at invitere unge, som ikke er foreningsaktive til ”cool fredag”, herunder unge nytilflyttere til Dybvad. Faciliteterne er multifunktionelle. Alle der kommer i hallen, børnehaven, skolen, Dybvad Boldklub, Dybvad Idrætsklub, sjov efter skoletid, fredags spilloppen, Mor’tion, Dybvad Motion i dagtimerne og hvem der ellers bruger hallen vil kunne bruge denne og få mange sjove timer her.
Dybvad Boldklub får del i Ung puls-puljen
Nordea-fonden har uddelt 38 mio. kr. til 65 projekter gennem Ung puls-puljen, som støtter stærke ungefællesskaber i idrætslivet. 214 ansøgninger kom ind fra både små og store idrætsfællesskaber.
Projekterne har fokus på at styrke unges trivsel og tilknytning til idrætslivet – og ikke mindst at invitere nye unge ind i fællesskabet. ”Vi ser en stærk bevægelse mod at gøre idrætslivet mere åbent og attraktivt for alle unge – også dem, der ikke i forvejen er aktive i en forening. Det handler om at skabe trygge rum, hvor fællesskab, mere bæredygtighed og trivsel går hånd i hånd,” siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden.

