”Jeg er ikke en klassisk komiker, måske mere en historiefortæller”
Komiker Anne Bakland har siden hun var helt ung drømt om at blive skuespiller, og komiker indgik bestemt ikke i den plan. I øjeblikket er hun på landevejene med sit eget show i anledningen af, at det er 10 år siden, hun første gang oplevede suset til en ”Open Mic”.
Det var nogle af vennerne fra Aalborg, der gang på gang sagde til Anne Bakland, at hun skulle være komiker, men det var hun ret sikker på, at hun ikke skulle. For at lukke munden på dem, én gang for alle, så bad hun dem finde et sted i Aalborg, hvor hun kunne få fem minutter på en ”Open Mic”. – Jeg var helt overbevist om, at der slet ikke var nogen, der ville synes, at jeg var sjov, fortæller Anne Bakland.
Det viste sig, at publikum var ret vilde med hendes optræden, og det var hun til sin egen overraskelse også selv. – Jeg oplevede, at jeg ret godt kunne li’ konceptet, så det var der, jeg tog mine første spæde skridt som komiker, fortæller Anne, som forklaringen på, hvordan det hele begyndte.
Det er 10 år siden, og nu synes hun, at det var på tide at komme på turné med sit eget show. Turnéen blev indledt i uge 42 med et udsolgt show i København, inden turen gik først til Aarhus og sidste onsdag optrådte hun på en udsolgt Aalborg Comedy Club – og publikum var ret godt underholdt.
Skuespillerdrøm
Fremtidsplanerne har siden barndommen været at blive skuespiller, og den drøm blev prøvet af både i folkeskolen, på Sæbyscenen og på Musik & Teaterhøjskolen i Toftlund. En studentereksamen skulle være springbrættet til Dramaturgi, men så var det at vennerne fik hende lokket op på stand up scenen.
I et par år gjorde Anne sine erfaringer i Aalborgs stand up miljø, og efter flere opfordringer fra kolleger i København tog hun springet og flyttet til hovedstaden. – Lidt naivt regnede jeg med at slå igennem efter et års tid, og jeg fik også meget ros af de mere etablerede komikere, som fortalte mig at de glædede sig til at se min udvikling. Det gik op for mig, at man skal vise, at man vil noget og virkelig vil arbejde for det. Noget af en mavepuster, men også et wake up call – der er jo som bekendt ikke ret meget, der kommer af sig selv, griner Anne.
Hun er i dag en del af det etablerede komikermiljø i København, hvor hun også nyder godt af gode råd, sparring og hjælp fra kolleger i branchen bl.a. Michael Schøt, Thomas Warberg, Simon Talbot, Thomas Hartman og Lasse Rimmer. Det er virkelig skønt, at have nogen jeg kan snakke med, hvis jeg går og tumler med en ide til mit set eller en joke.
Det der kick…
Hvad er det så, der er så fedt ved at være komiker. – Jeg vil faktisk gå så vidt, som at kalde stand up en slags ekstremsport, hvor man kan møde to modpoler på samme aften. Det er nemlig virkelig fedt, når det materiale man prøver af viser sig at blive modtaget meget bedre, end man havde forventet. Til gengæld er det lige så dybt frustrerende at stå i en situation, hvor publikum nærmest ikke reagerer, forklarer Anne.
Der er to måder at få publikum til at grine på. Den mindst krævende er den, hvor man står og fyrer den ene punchline af efter den anden, og publikum griner. Det er straks meget mere krævende og udfordrende både at få publikum til at grine, samtidig med at du også underholder dem, og netop det kick det giver, når man virkelig føler, at man har publikum med sig, er den fedeste oplevelse.
Det næste step er jo så at forfine sit materiale, hvor udfordringen ligger i at videreudvikle en joke, se hvor den bringer én hen, og se hvor langt man kan tage den.
Jeg er nok ikke en klassisk komiker, snarere en historiefortæller, og så får jeg meget ros for min pauser. Det giver publikum tid til at tænke over det, de hører, og når jeg går videre, så giver jeg dem måske en ny overraskende retning, eller de bliver bekræftet i det, de har tænkt.
”Tosserne i bussen”
Inspirationen, hvor kommer den fra? – Jeg oplever ofte absurde situationer f.eks. i offentlig transport. Jeg plejer at kalde dem ”Tosserne i bussen”, for det føles som om, at de opsøger mig. De fleste af dem er helt fredelige, og jeg har opdaget, at hvis man giver sig tid til at snakke med dem, så får man næsten altid en god historie. Ellers kommer inspirationen også sammen med gode kolleger i branchen, og min kæreste Morten er en rigtig god sparringspartner.
I det hele taget er inspirationen til mit materiale noget jeg finder i livet omkring mig – små mærkværdigheder i hverdagen, og så bruger jeg meget mig selv. Set ud fra hvordan verden opfatter mig, og hvordan jeg opfatter mig selv.
Det er jo det, jeg kommer af – jokes ud fra mig selv, og det omfatter også min familie – mine forældre, bror og kæreste. I mit aktuelle show har jeg f.eks. en del med om min fødeby Østervrå på godt og ondt, men det er altså ment som en kæmpe stor kærlighedserklæring. Det ved min familie godt, og det håber jeg også, at publikum kan mærke.
De ved også, at det jeg fortæller ikke nødvendigvis er sandt, men hvorfor også ødelægge en god historie med sandheden? Måske sidder de netop og tænker over det, under de pauser, jeg bruger i mit show, lyder det med et lille skævt smil, og for mig er det ekstra sjovt, når det går op for dem, at noget af det, jeg har fortalt om, findes i virkeligheden. I mit nye show taler jeg bl.a. om Joakim Mæhle, og ham kender rigtig mange, til gengæld bliver de ret overraskede, når det går op for dem, at mekaniker Torben fra Top Ti Auto i Østervrå virkelig har en limousine, fordi sådan én er meget rar at have.
Succesfuld miniturné
Det har været super fedt indtil videre, fortæller Anne Bakland om den igangværende turné, publikum har bare taget så godt imod mit show, så jeg er bare så glad og meget overvældet.
Den lille miniturné fortsatte, efter besøget i Vendsyssel, til Odense, herefter Kolding og sætter punktum i hovedstaden med to shows på samme dag. Inden nytår skal hun optræde flere aftener i Comedy Zoos ”Eventyrlige” juleshow i perioden fra 17. november til 17. december.
Anne har endnu ikke været i Østervrå for at optræde, og det er ikke fordi, det har manglet på opfordringer og forespørgsler. – Det er lidt grænseoverskridende for mig at skulle stå på en scenen i min hjemby, men måske…, slutter Anne Bakland med et drillende glimt i øjet.
ÅB
