Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Cirkusheste og røde klovnenæser på Torslev Skole

Torslev Skole vrimlede med akrobater, stærke mænd, yndige cirkusprinsesser, jonglører og tryllekunstnere og meget mere fredag formiddag, hvor der var inviteret til stor Cirkusforestilling med indbudte gæster fra børnehaverne i Østervrå og Thorshøj. 

Fire dage havde eleverne fra 1.-6. klasse fået til at forberede sig på at være cirkusartister, og det er noget, der stiller krav til helt andre evner, end dem der normalt er i spil på en helt almindelig skoledag. På tværs af klasserne var der dannet ”Cirkusfamilier”, og lærerne havde hver især udstukket emner, som de enkelte cirkusgrupper skulle finde nogle gode bud på. 

Især de kreative og musiske evner var i spil, men der blev også stillet store krav til samarbejdets kunst, og den enkelte elevs selvindsigt i, hvad er jeg mon god til? Nogen har f.eks. slet ikke spor imod at skulle stå på en scene, mens andre føler, at det er noget af det farligste, de kan komme ud for. Samtidig med det blev der lagt planer og øvet på de enkelte cirkusnumre, der blev fremstillet rekvisitter og fundet passende kostumer. 

I det hele taget fik de unge cirkusartister et rigtig godt indblik i, hvor stort et arbejde det er, at få sådan et event til at hænge sammen på den rigtige måde. Ekstra længder blev der lagt til, da alle familier, musik og grafik skulle smelte sammen først til generalprøven torsdag og endelig den store præmieredag fredag. 

Eleverne havde selvfølgelig hele tiden deres lærere i baghånden til at guide og komme med input til løsningen på et problem, der kunne være gået lidt i hårdknude. 

Udover de fire familier var der også ”Husorkestret” med kor, som hele ugen øvede på musik og sange til forestillingen, og ”den grafiske gruppe”, som bl.a. stod for fremstilling af billetter og meget andet.

Sitrende stemning
Fredag formiddag summede skolens store fællesrum af hektisk stemning, mens publikum fandt en siddeplads på gulvet, kunne man næsten mærke den sitrende spænding hos de mange cirkusartister. Enkelte havde allerede fået sminke og kostumer på – klovnene, så allerede her fik publikum et lille vink om, hvad der ventede bag det store blå scenetæppe. Det var i dagens anledning pyntet med farverige balloner, som senere indgik i knivkasterens nummer. 

Gæster
Det var naturligvis sprech­stallmeisteren, der bød velkommen, og en særlig velkomst var der til de indbudte gæster fra Thorshøj Idrætsbørnehave og Bødkergårdens børnehave. Så gik forestillingen i gang, og publikum blev så rigeligt underholdt af det ene indslag efter det andet af trylleri, klovneri, gøgl, musik og sang. Alle indslag høstede begejstrede klapsalver fra publikum, en fortjent belønning for en flot indsats efter ganske kort forberedelsestid – og efterfølgende synligt stolte artister. 

Der er ikke mange cirkus tilbage i Danmark, men efter fredagens forestilling på Torslev Skole, er der måske en lille chance for, at der er blevet lagt nogle frø til et par nye cirkusdynastier?

ÅB

Populære artikler