
Butikken, der ligger på Idskovvej i Dybvad, åbnede den 21. oktober 2003 og indehaveren var dengang ligesom nu Lissy, der før har startet en forretning i oktober, som hun siger – for præcis den 15. oktober 1963 åbnede hun sin 1. forretning i Nørre Sundby ligeledes med tøj.
For Lissy har det altid handlet om tøj og salg af tøj, der er lidt ud over det sædvanlige og i flere forskellige størrelser og det gælder også her i Stoflin, hvor hun fører tøj i størrelserne 32-60, men mere om det senere.
Først lidt om indehaveren af Stoflin, Lissy, hun er en yderst spændende person at møde og hun er i et sprudlende humør og får folk til at føle sig velkomne i butikken med det samme.
Ud over alt det spændende selskabstøj,som hun har hængende på stativerne og som hun i øvrigt gerne vil have solgt ud, så sælger hun også bukser, skjorter, trøjer, kjoler og meget mere – som hun ligeledes gerne vil have solgt ud for at få mere plads til metervarer, da det er det helt store for tiden, fordi folk mere og mere selv syr deres tøj, fortæller hun.
Ud over ovennævnte varer sælges der masser af garn i Stoflin – der er faste kunder, der kommer langvejs fra og køber det garn, de har brug for hos Lissy.
Kikker man rundt i butikken er der mange andre spændende ting, der kunne friste – billeder, nipsting m.m. og Lissy viser frem og kommer med sjove kommentarer til nogle af tingene ind imellem – hos hende er der bestemt ikke kedeligt at handle.
Hun fortæller også om tiden, da hun kunne køre ud til markeder og sælge, men det er lidt svært for hende nu p.g.a. visse helbredsmæssige problemer – men et er sikkert humøret er der og hun elsker en god snak med sine kunder.
Lige inden vi afslutter vores snak kommer hun ind på alle hendes nisser – 235 stk i alt, som hun skal have op nu her inden længe, som hun siger med et varmt glimt i øjet – jeg elsker mine nisser og jeg har samlet på dem i mange år.
På spørgsmålet om, hvornår hun vil gå på en velfortjent pension fra salget af tøj, garn m.m. her i Stoflin – er svaret: Jeg fortsætter så længe det overhovedet er muligt og tilføjer hun – der er åben alle hverdage.
Jo-Jo




