Blomsterløb med spændende lokale virksomhedsbesøg

Vejret holdt tørt, vinden var i sit rolige gemyt, og solen besluttede sig også til at kigge forbi, da Festdage i Østervrå søndag blev skudt i gang med Blomsterløbet, som opfordrede alle aldersgrupper til en god gang motion og fællesskab ude i den friske luft. Deltagerne kunne vælge at gå, cykle eller løbe rundt til de indlagte depoter, som alle bød på lidt forfriskninger i form af drikkevarer, snacks, frugt og kage.
Børn og voksne med og uden cykler myldrede ind i ØVIs Klubhus søndag eftermiddag for at deltage i årets fælles motionstur rundt i by og opland. Inden afgang blev alle budt velkommen at Knud Hjørnholm, som sammen med Katrine Friis og Johnni Christensen havde tilrettelagt turen og truffet aftale med de virksomheder, der agerede depoter på ruten.
I år gik vejen forbi FK Spåntagning, Automaleren, Falcks Brandstation og Østvendsyssel Folkeblad.
Hjørnholm havde gravet lidt i historien om Blomsterløbet, og kunne oplyse, at løbet startede i 2013, som afløser for den tidligere Festugemarch. – Ideen med at besøge forskellige virksomheder har givet os en enestående chance til at få lov til at kigge bag kulisserne på de mange virksomheder, vi har i vores by og opland. Virksomheder, som i det daglige ”bare” passer deres arbejde bag facaderne, men som alle har interessante og spændende fortællinger at byde på. Hvert eneste år har der været nye med, og det synes jeg er virkelig imponerende, sagde Knud Hjørnholm. For at ingen skulle fare vild rundt på ruterne, hjalp Østervrå Løberne og MTB-cyklisterne med at vise vej.
Alle sluttede af med en god forplejning i form af pølser, brød og drikkevarer, som var venligt sponseret.
FK Spåntagning
Flemming Kristiansen etablerede i 2012 virksomheden FK Spåntagning på Hjørringvej 521 i Østervrå. Virksomheden arbejder med CNC drejning og fræsning i hovedsagelig rustfri stål. Spåntagning er den betegnelse, der er for bearbejdning i metal, processer der kræver stor præcision og resultatet ender op i mange forskellige produkter lige fra meget små elementer til f.eks. større tandhjul og dele til rørsystemer. Antallet af dele kan varieret meget lige fra én enkelt til flere tusinde styk. – Vi leverer hovedsageligt dele til produktions- og pakkemaskiner i fødevareindustrien og medicinalindustrien, forklarer Flemming Kristiansen, som bliver suppleret af sin søn Kristian, der er udlært industritekniker i virksomheden. – Lige nu står jeg og arbejder på nogle dele til robothåndtering, fortæller Kristian.
FK Spåntagning er et godt eksempel på en lille virksomhed med 4-5 medarbejder, som har en rigtig fornuftig omsætning. De gør ikke så meget reklame for sig selv, også fordi kunderne typisk kommer via virksomhedens netværk, så der er hele tiden rigeligt at se til. Det får også Flemming Kristiansen til at komme med et lille hjertesuk. – Det er rigtig svært at få nye medarbejdere, for der er simpelthen ikke industriteknikere nok, så dem kunne vi godt bruge nogle flere af, lyder opfordringen fra Flemming Kristiansen.
Automaleren
Kenn Hansen og Kris Louring Sørensen slog i 2023 deres malerfirmaer sammen, så de nu har adresser både i Hjørring og på Høngaardsvej i Østervrå. – Vi fandt ud af, at det egentlig var ret fjollet, at vi hver morgen kørte på arbejde og kunne hilse pænt på hinanden, når Chris kørte fra Hjørring til Østervrå, og jeg kørte fra Østervrå til Hjørring fortæller Kenn.
Hos Automaleren er de mange maleropgaver fordelt med autolakeringer i Hjørring og industrilakeringer og lakering for private i Østervrå. Både Kenn og Chris er på værkstedet i Hjørring, mens Chris’ far Benny Sørensen tager sig af opgaver på værkstedet i Østervrå.
De to forholdsvis nye samarbejdspartnere er særdeles godt tilfredse med deres arbejdsfællesskab. – Vi er ret enige om, hvordan tingene skal være, så vi har bestemt ikke fortrudt, at vi er gået sammen, fortæller de begge, og lægger stor vægt på, at der nu også er blevet mere tid til et familieliv. Der er nemlig rigtig travlt på begge værksteder. I Hjørring er der en stor fast kundekreds bl.a. en del autoværksteder, som er med til at give et konstant stort flow i ordrebogen. I Østervrå er der også en del industrivirksomheder, der lægger ordrer. – De er heldigvis rigtig flinke til at anbefale os til andre, forklarer Chris, som lige nu kan pege på flere nylakerede flaskecontainere, der er på vej ud, og i ”indbakken” står bl.a. et ukendt antal stoleben fra en virksomhed i Randers, og venter på at få lidt farve lagt på.
Falcks brandstation
Fire brandsvende stod klar på brandstation til at vise frem og demonstrere alle brandbilens finurligheder, og samtidig var de jo også på charmeoffensiv i håbet om at kunne kapre et par nye kolleger. – Vi mangler jo stadig flere brandmænd, særligt i dagtimerne på hverdage, fortæller Mathias Spangenberg Nielsen, der selv lige har gennemført uddannelsen som holdleder.
Brandbilen er altid populær og søndagens lille uformelle åbent hus var ingen undtagelse, og helt ekstraordinært havde brandmændene inviteret en anden lokal samarbejdspartner Akutbilen med. Det var også et populært indslag, og der var stor interesse for at se og høre om bilen.
Enkelte af dagens deltagere kom endda på besøg nummer to på brandstationen, og ifølge brandmændene var begrundelsen, at deres traktement var det bedste på ruten – men kan det nu også passe?
Østvendsyssel Folkeblad
Redaktør Søren Ejstrup Brunse svarede beredvillige på de mange spørgsmål, der var til, hvad det er de går og laver på folkebladet. En helt ung gæst kunne altså også godt tænke sig at vide, hvordan de laver aviserne, for nu er det jo to aviser, der bliver udgivet fra adressen i Butikscentret: Østvendsyssel Folkeblad og Midtvendsyssel Avis, der begge udkommer i en fysisk og en digital udgave. – Vi gør alt for at reklamere for de to gratis apps, som man kan downloade og på den måde allerede læse aviserne mandag aften, i stedet for at skulle vente på papirudgaven senere på ugen, forklarer Søren. De to apps finder du der, hvor du plejer at hente apps, du søger blot på Østvendsyssel Folkeblad eller Midtvendsyssel Avis.
Avisen er naturligvis en stor del af det daglige arbejde, men de laver også mange andre ting bag de store butiksruder lige fra et lille beskedent visitkort til kæmpe store bannere og storformatprint. – Vi kan også tilbyde at lave print og laminering på plader f.eks. til skilte, bannere og rollup-systemer eller folie til skilte på biler, stadions osv., forklarer redaktøren. I vinduerne viser han eksempler på krus med forskellige print, og skal du have lavet en fotokopi eller printet noget ud, så klarede de også den opgave. Måske går du og tumler med en ide til noget print, en folder eller lignende, men kan ikke komme helt i mål med projektet, så var det måske en ide, lige at kigge ind og tage en snak med Søren eller Kirsten?
ÅB