Besøg hos trædrejer Erik Madsen
Lige uden for Dybvad på vejen mod Voergaard bor Erik Madsen sammen med sin familie. De bor på en gård, hvor der er rigelig plads til Erik Madsens store hobby – at dreje i træ.
Han fortæller, at han bruger omkring 2-3 timer om dagen på sin hobby ved siden af sit arbejde.Han har været i gang i 5 år og heldigvis er hans kone, Helle, også interesseret i Eriks store hobby og giver ligefrem en hånd med ind imellem og laver skitser til ham, som han så kan forsøge sig med i træ.
Vi er med ude i værkstedet og her ligger mange forskellige stykker træ og venter på at blive til alt muligt spændende, når Erik starter maskinerne. Han fortæller, at han arbejder i alle mulige slags træ.
Interessen for at dreje i træ fik han efter et besøg på Hjørring Dyrskue, hvor han mødte folk fra Kreative Vendelboer, der som forening hører hjemme i Uggerby. Erik er i øvrigt selv i bestyrelsen for foreningen nu og arrangerer bl.a. kurser, hvor folk kommer og deltager mange steder fra – også syd for fjorden.
Det er dyrt at starte op med trædrejning, men som Erik siger, så vejes det hele op igen, når han sælger nogle af sine arbejder og der er rift om dem, folk er meget begejstrede, fortæller han og han får mange bestillinger.
Ideerne til hvad, han vil dreje får han dels fra nettet og fra udstillinger i foreningen.
Det er flotte ting, der kommer ud af et stykke træ, når Erik starter sin maskine – her kunne nævnes rigtig mange ting, men det er meget bedre at se det selv og det er der mulighed for den 8. december, hvor han holder åbent hus derhjemme. Her kan man også møde Orla Hansen fra Skæve med læderting og træfigurer, Jytte Brinkmann fra Dybvad med glaskunst, Michael Petersen, fra Kreative Vendelboer med træ-drejerting og endelig Lise Madsen fra Dybvad m. Aloe Vera – produkter.
Alle glæder de sig meget til at være med og vise deres værker frem.
Man kan også møde Erik Madsen ved Open by Christmas i Dybvad. Se iøvrigt annonce ang. åbent hus-arrangementet andetsteds her i avisen.
Jo-Jo


