Ny asfalt og ny kloakering skal gøre Bødkergården i Østervrå bedre rustet til at modstå vind og vejr. Arbejdet bliver efter planen afsluttet lige i tide til årets traditionsrige julestue.
ØSTERVRÅ: Med den nye kloakering og belægning er forventningen at området bedre kan håndtere store mængder regn og skiftende temperaturer. Samtidig bliver indkørslen forbedret, så det bliver nemmere at færdes i området, når vinteren sætter ind.
Arbejdet er en praktisk forbedring af rammerne omkring Bødkergården og skal være med til at sikre, at gården fortsat kan danne gode rammer for børnene i hverdagen samt ved aktiviteter og arrangementer.
Lige nu er de store maskiners arbejde noget, der har tiltrukket sig opmærksomhed, ikke mindst hos børnene i børnehaven, som har fulgt intenst med fra første parket.
Julestue
På Bødkergården glæder de sig over, at arbejdet bliver gennemført i god tid inden årets julestue der afholdes lørdag den 28. november. Julestuen er en fast tradition, som rigtig mange lægger vejen forbi, for at sikre sig årets juledekoration, klejner og mange andre lækkerier, mens de nyder den dejlige og hyggelige julestemning.
Rundt om på gården er børn og voksne allerede nu i fuld gang med at forberede forskellige underholdende indslag, som de mange gæster kan se frem til at opleve.
Det igangværende arbejde udendørs forventes at være afsluttet, så Bødkergården kan være klar til at tage imod gæsterne – også selv om vejret skulle vise sig fra sin mere udfordrende sige.
ÅB



