Top 5 I denne uge

Relaterede indlæg

Babeth og Wendell satte dansk præg på international konkurrence i Polen

Babeth på isen

To af Danmarks bedste kunstskøjteløbere, søskendeparret Babeth og Wendell Hansson fra SOS Nord, deltog i weekenden den 18.-19. oktober i en international konkurrence i Polen – og det blev en oplevelse, der både bød på udfordringer, succes og store oplevelser på isen.

For Babeth Hansson var det et særligt comeback. Efter en alvorlig skade, som hun pådrog sig ved junior-VM, hvor hendes skøjte satte sig fast i et hockeyspor, var dette hendes første konkurrence siden pausen. Skaden har i længere tid begrænset hendes træning og gjort det vanskeligt at springe optimalt – men i Polen stod hun endelig på isen igen.

– Rent teknisk gik det ikke helt som håbet, og ovenikøbet kæmpede jeg med feber og hoste, fortæller Babeth, men bare at være tilbage på isen og mærke publikums reaktion – det var fantastisk.

Og reaktionen lod ikke vente på sig. Publikum kvitterede med stående bifald for hendes nytænkende og kunstneriske program, som endnu engang bar præg af træner Pamela Hanssons kreative koreografi. Babeth blev endda inviteret direkte til det prestigefyldte exhibition-gallashow – som den første dansker nogensinde.

Her delte hun isen med OL-deltagere og verdensmestre, mens spotlyset fulgte hendes elegante løb i en ellers mørklagt arena. Publikum jublede, og flere udenlandske medier og fans fik øjnene op for den danske kunstskøjteløber.

– Det er fantastisk, at folk ser, at kunstskøjteløb ikke kun handler om spring, men også om at skabe kunst på isen, siger Pamela Hansson. Babeth inspirerer mange af vores yngre løbere til at turde skille sig ud.

Mens storesøster imponerede med sin kunstneriske stil, viste lillebror Wendell Hansson styrke i det tekniske. Han landede flere svære spring i sit korte program og lå på en flot sjetteplads efter første runde. I det lange program kostede nerver og sygdom dog en enkelt placering, og han sluttede som nummer syv – men med personlig rekord.

– Det var en god konkurrence, og jeg lærte meget. Nu glæder jeg mig til at bygge videre frem mod Jysk-Fynsk Mesterskab, siger Wendell.

Alti alt blev det en lærerig og inspirerende weekend for de to danske søskende, der endnu engang viste, at SOS Nord rummer talent på internationalt niveau.

Popular Articles