I forrige uge kom villaen på Liljevej 4 i TV-kameraernes søgelys, da DR TV var på besøg, for at optage et afsnit til serien ”I hus til halsen”. Søndag den 16. december er der åbent hus, for dem, der måske kunne tænke sig at købe huset.
Huset blev bygget i 1923, men det er ikke lykkedes at finde ud af, hvem bygherren var.
Til gengæld har de lokalhistoriske arkiver Jørgen Baiers fine lille beretning om husets første beboer skolebestyrer Alfred Jensen: Lærer Alfred Jensen flyttede ind i Jernbanegade 4 (som var den oprindelige adresse). Han blev ansat ved Østervrå Realskole den 1. august 1924, og blev den 1. marts 1933 skolebestyrer samme sted.
Alfred Jensen var ungkarl og en lidt speciel type, ikke ret stor, meget spinkel og gik altid i sort tøj, hvid skjorte med knækflip og sort sløjfe, samt sko med gummisåler. Han var meget begavet, og havde fået eksamen med udmærkelse både til realeksamen og til lærereksamen. Han underviste i dansk og historie, og det var han meget dygtig til. Han var meget pertentlig. Det første han gjorde, når han kom ind i klassen var at lægge sin mappe på katederet, og den skulle ligge nøjagtig på hjørnet. Hans pertentlighed bevirkede også, at vi fik lært at tale et meget korrekt sprog, somme tider næsten for korrekt.
To fritidsinteresser
Jeg tror kun han havde to fritidsinteresser, hvoraf den ene var at rette trykfejl og stavefejl i Vendsyssel Tidende. Alle fejlene blev rettet med rød blyant, hvorefter avisen omhyggeligt blev lagt sammen og lagt på gulvet, og der blev de liggende i bunker i flere år. Hans husbestyrerinde, Ingeborg Højbjerre, turde ikke flytte dem. Hun var nu også meget nervøs og forsigtig. Desuden var hun nærig, men det er en anden historie.
Den anden store interesse var skak. Han var meget dygtig og deltog i flere store turneringer med fine resultater. Han har f.eks. været Vendsysselmester. Mindst en gang om ugen tog han til Hjørring for at spille skak. Så boede han på Højskolehotellet.
Hidsigt temperament
Alfred Jensen var meget hidsig, og hvis der var ballade i klassen, kunne han komme listende på sine gummisåler, rive døren op og tale meget højt i flere minutter uden at gentage sig selv. I de mindste klasser rystede man for ham, men da man blev lidt ældre, tog man det ikke så højtideligt og morede sig lidt over ham.
Han var også meget forsigtig, hvilket kom til udtryk når han med den senere skolebestyrer I.P. Johansen var ude for at kapre elever. Johansen lovede guld og grønne skove, hvorefter Alfred Jensen bemærkede, at eleverne sandelig også skulle være både begavede og flittige for at få en eksamen.
Selv om han var meget ejendommelig var han et godt og fint menneske som jeg respekterer og sætter meget højt. Han blev pensioneret i 1953, og kort efter solgte han huset og flyttede fra byen.
ÅB
