28 landsbyer i Frederikshavn Kommune får igen i år besøg af LandsbyLøbet, der kan mønstre imponerende 400 deltagere på de forskellige etaper rundt i landskabet – således også Dybvad, som denne gang både er mål- og startby for løbet.
6. etape går tirsdag den 14. august fra Østervrå over Brønden og ender i Dybvad, mens 7. etape tirsdag den 21. august følger ruten Dybvad – Syvsten – Ørtoft – Mølholt og Præstbro. Begge gange er det Søparken, der lægger omgivelser til de mange motionister, og her sørger Borgerforeningen for god stemning og forplejning til både deltagere og forhåbentligt mange publikummer. Særligt 14. august, hvor der er god tid til medaljeoverrækkelse m.v., vil Søparkhuset summe af aktivitet. Her kan der bl.a. købes frikadeller med kartoffelsalat, grillpølser og drikkevarer, lige som der er gratis kage til alle – løbere/cyklister såvel som tilskuere.
LandsbyLøbet 2018 er 2. udgave af det populære løb, der arrangeres i samarbejde med Distriktsudvalget, og nærmere information kan findes på facebooksiden DistriktsDrømme.




