Top 5 I denne uge

Relaterede indlæg

Skæve Borgerforening fejrer 100 år med fokus på fællesskabet

Skæve Borgerforening kan i år fejrer 100-års jubilæum. Jubilæet markeres med en række arrangementer hen over sommeren, og lørdag blev festlighederne skudt i gang med åbningstale af borgmester Jon Andersen. 

SKÆVE: Et spritnyt festtelt dannede rammen for jubilæumsarrangementet, som tiltrak så mange gæster, at det blev nødvendigt at finde ekstra stole frem, inden kontaktperson Niels Søgaard kunne byde velkommen, og herefter overlade ordet til borgmesteren. 

Jon Andersen ønskede tillykke med de 100 år, og konstaterede, at foreningens opgaver havde ændret sig en del gennem tiden. Tidligere handlede opgaverne især om det praktiske, til i dag, hvor det handler om at skabe liv og styrke fællesskabet. – Fællesskaber skal vandes eller dør de. Og vi skal huske, at der kun sker noget, fordi nogen gør noget, understregede borgmesteren. 

Det er mere vigtigt end nogensinde, at vi kommer ud og møder hinanden, lød opfordringen. Borgmesteren fremhævede også de mange herlighedsværdier, der er i Skæve, og i det hele taget i vores landsdel. – Det at vi kender hinanden, det betyder noget, det kan vi lære noget af – det vi har her, det kan noget! Det skaber tryghed, også her i Skæve, sluttede Jon Andersen. 

Mere synlig by
Niels Søgaard, der er kontaktperson i borgerforeningen, er også en ihærdig ildsjæl, når det gælder om at få Skæve på landkortet. – Vi er fast besluttet på, at vi fremover skal være mere synlige, og så har vi virkelig meget fokus på, at byens skal fremstå velordnet og ryddelig. 

Et mål, som der også er handling bag. – Ja, vi klipper bl.a. de hække, hvor husene står tomme, og forleden dag, snuppede jeg også lige et par meget grønne fortove, det kan jo ikke nytte, at vi bare lader stå til, lød det fra den lokale ildsjæl. 

Omdrejningspunktet i byen er det tidligere missions- og forsamlingshus, som foreningen siden 2012 har foretaget omfattende forbedringer på, bl.a. med nyt tag, nye vinduer samt modernisering af køkken – og toiletfaciliteter. 

Rundt om huset har anlægget fået en opgradering og det seneste nye tiltag er en bålhytte, hvor de sidste fliser i øvrigt blev lagt fredag aften. Udover det nye telt, har foreningen også investeret i nyt inventar og service, så det nu er muligt at dække op til 80 gæster i husets sal. 

Dans og fællesspisning
Borgerforeningen var værter for kaffe og kage, hvorefter Sæby Folkedanserforening underholdt med et varieret program, hvor selvfølgelig også Banjo Jens’ Vals indgik. Valsen er skrevet af netop Banjo Jens, som stammer fra Skæve. Et medlem af foreningen kunne i øvrigt fortælle borgmesteren, at Sæby Folkedanskerforening er den eneste af sin slags i Frederikshavn Kommune. 

Dagen sluttede med fællesspisning om aftenen, og inden blev gæster varmet godt op med jazz-musik af Uffe Markussen og Gutterne.

43 havde meldt sig til spisningen. Et tilfredsstillende antal, ifølge arrangørerne, som også regnede med at flere ville støde til i løbet af aftenen. 

Søndag stod pastor Mette Volsgaard i spidsen for en Friluftsgudstjeneste i det lille hyggelig anlæg ved Skæve Borgerhus. 

Festlighederne fortsætter hen over sommeren. I uge 29 fra den 13. til den 19. juli er der udstilling af kunst og kunsthåndværk i borgerhuset. Her kan publikum bl.a. se værker af Inge Nielsen, en trædrejer udstiller og forskelligt håndarbejde bl.a. filt. Alle er velkomne til at kigge ind i åbningstiden midt på dagen, hvor der også vil være salg af kaffe og kage. 

Derudover fortsætter de populære ”Spark Dæk”-arrangementer ved borgerhuset.

ÅB

Populære artikler