Top 5 I denne uge

Relaterede indlæg

Skæve Borgerforening fejrer 100 år

SKÆVE: Skæve Borgerforening kan i år fejre et særligt jubilæum. Det er nemlig 100 år siden, at Skæve Håndværker- og Borgerforening blev stiftet.

Foreningen blev oprettet i 1926 og spillede i de første år en vigtig rolle i udviklingen af lokalsamfundet. Dengang tog foreningen sig blandt andet af opgaver som gadebelysning, kloakering og telefonboks – opgaver, der siden er overgået til kommunen.

Et vigtigt skridt blev taget i 1938, da foreningen købte et jordstykke kendt som Enigheden. Området er i dag det lokale anlæg, som fungerer som et rekreativt samlingssted med shelters, bålplads, legeredskaber, muldtoilet og grillhytte.

Anlægget bliver flittigt brugt året rundt. Her er mulighed for overnatning i det fri, og området danner blandt andet ramme om den årlige fødevaredag, hvor den gamle bageovn igen kommer i brug. Sommeren byder også på besøg af både veteranbiler og motorcykler i forbindelse med de populære sparkdæk-arrangementer.

I 1965 købte foreningen yderligere jord med henblik på at etablere boldbaner til områdets unge. I dag benytter Skæve Idrætsforening en del af arealet, hvor der blandt andet spilles petanque og afholdes sankthansarrangement.

I mange år havde borgerforeningen ingen faste lokaler. Først i 2001 lejede foreningen sig ind i den tidligere brugsforening, som lokalt blot blev kaldt Butikken.

Et nyt kapitel begyndte i 2012, da Skæve Borgerforening med hjælp fra Skæve Pensionistforening overtog det tidligere missions- og forsamlingshus. Siden har huset gennemgået flere omfattende forbedringer med blandt andet nyt tag, nye vinduer samt modernisering af køkken- og toiletfaciliteter.

Borgerhuset fungerer i dag som et vigtigt samlingspunkt for byens borgere. Her afholdes en lang række arrangementer, og huset udlejes desuden til bryllupper, konfirmationer, runde fødselsdage og andre private begivenheder.

Jubilæet markeres med flere arrangementer hen over sommeren. Fejringen skydes i gang den 4. juli, hvor borgmester Jon Andersen holder åbningstalen ved et arrangement, der markerer starten på jubilæumsfejringen.

Populære artikler