Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

Hyggelig og vellykket Oktoberfest på Østervrå Ældrecenter

De Frivillige på Østervrå Ældrecenter har endnu engang afholdt deres årlige Oktoberfest, til stor glæde for beboerne og deres pårørende. Køkkenet stod for den lækre menu og rundehåndende sponsorer havde bidraget med fine gevinster til lotteriet. 

I festligt pyntede rammer kunne centrets sygeplejerske Line Vesterberg og Ole Nielsen fra De Frivillige byde velkommen til hele 75 glade gæster, som var mødt spændte og festklædte op. 

Aftenens udsøgte menu, som køkkenet på Østervrå Ældrecenter havde kreeret, bestod af klassisk flæskesteg med alt, hvad dertil hører, efterfulgt af en lækker risalamande til dessert. Der var naturligvis gemt en mandel i desserten, og spændingen var stor, mens gæsterne ivrigt spiste løs, i håbet om at blive den heldige vinder af mandelgaven. 

En lang række rundhåndede sponsorer havde gavmildt bidraget med fine sponsorgaver til det efterfølgende amerikanske lotteri, hvilket betød, at rigtig mange kunne gå hjem med en fin gevinst. 

Humøret blev ikke mindre højt, da aftenens musikalske underholdning ”Hansens Trio” spillede op til dans. Flere beboere fik sig en god svingom med deres pårørende, og stemningen toppede helt, da alle dansede til den muntre kædedans ”ÅH, Buggi Vuggi Vuggi”. 

Den absolut vellykkede aften sluttede med kaffe, småkager og chokolade, inden alle gik mætte og glade hver til sit. 

De Frivillige kunne se tilbage på endnu en yderst vellykket og meget hyggelig Oktoberfest, som endnu en gang kunne lade sig gøre takket været de velvillige sponsorers bidrag. 

Musik og julehygge
Efteråret har også budt på en hyggelig musikaften med Tårs/Lendum Harmonikaklub. Spænding var der for alle pengene til en bankoaften, hvor der blev spillet med stor koncentration og ærgerlige udbrud, når der kun manglede ét enkelt nummer i at nå det forjættede BANKO!

– Vores næste arrangement er besøg af Tårs/Lendum Harmonikaklub til en hyggelig eftermiddag torsdag den 12. november, og herefter skal vi for alvor i gang med alt de dejlige traditioner omkring julehyggen, slutter De Frivillige. 

ÅB

Populære artikler