
En tidligere Østervrå-borger kommer til Østervrå Kulturhus tirsdag den 5. marts, hvor hun vil fortælle om sit liv, mennesker hun har mødt, og hvad der har været med til at præge hende i et langt liv med idræt, fællesskaber og sociale relationer.
Der vil sikkert være rigtig mange, som kender den kommende gæst, helt naturligt fra hendes tid i Østervrå, hvor hun var særdeles aktiv især i gymnastikforeningen, men også Østervrå Revyen har hun været med til at sætte sit præg på. Mange vil også nikke genkendende til hendes rolle som forretningsfører og direktør gennem rigtig mange år først i Vendsyssel Gymnastik & Ungdomsforeningen og efter sammenlægningen i DGI Nordjylland.
Et 35 år langt liv som leder i foreningslivet, der har budt på mange udfordrende og spændende opgave for den gymnastikglade pige fra Tollestrup, som egentlig begyndt sin erhvervsaktive karriere indenfor apotekerverdenen. Inger Møller Nielsen har bl.a. været med i det omfattende projekt at opbygge Nordkraft, hvor hun i forbindelse med indvielsen fik lejlighed til at møde dronning Margrethe og prins Henrik. I 2017 satte hun et værdigt punktum for sit virke med tilrettelæggelse og afvikling af det store DGI Landsstævne i Aalborg i 2017.
Ældrerådet
At gå fra en arbejdsuge på 40-50 timer, til ingenting, det går ikke! Derfor valgte hun efter nøje overvejelser at stille op til Ældrerådsvalget i 2017, og er i dag formand for Ældrerådet i Brønderslev Kommune, og siden 2021 har hun også været formand for landsorganisationen Danske Ældreråd.
Inger Møller Nielsen vil bl.a. fortælle om de værdier, hun har opbygget gennem et langt liv med idræt, fællesskaber og sociale relationer. – Mødet med mennesker har været det bærende, lige fra gymnastiktimen med de små piger, til ledelsen af store landsstævner, for nu at beskæftige mig med spørgsmålet ”Hvad er et værdigt ældreliv”, forklarer Inger Møller Nielsen, en lang rejse, hvor rigtig mange spændende mennesker har krydset min vej, og gjort min historie levende.
Alle er velkomne til foredraget med Inger Møller Nielsen.
ÅB



