
Købmand Arne Boelskifte, Vrængmosevej 2, Østervrå fylder tirsdag den 1. december 80 år.
Arne er født i 1940 på ejendommen Vester Mølbak lige mellem Thorshøj og Østervrå. Efter en faldulykke i landbruget, kom han i lære som kommis i Brugsen i Thorshøj. Efter endt uddannelse gik det kortvarigt mod Brugsen i Dybvad, inden han sammen med ægtefællen Lis, i april 1964 købte købmandsforretning i Østervrå.
En rigtig blandet landhandel med salg af kolonialvarer samt foderstoffer. Først hed butikken Spar – senere Centra og Dankøb for igen at blive en Spar butik, da Arne i 1987 valgte at lukke butikken. Udviklingen med døgnbutikker og storkøb blev for stor en konkurrent mod den klassiske købmand og Arne valgte at stoppe mens legen var god. Butikken blev ved egen hjælp ombygget til udlejningsboliger.
Efter købmandstiden fik Arne ansættelse hos Østervrå Tømmerhandel og senere på Knud Lynges Møbelfabrik.
I fritiden er det blevet til meget foreningsarbejde, menighedsråd og Østervrå Fjernvarme. Østervrå Anlæg – som er nærmeste nabo til det nyopførte hus i købmandsgårdens bageste have – bliver også stadig passet af Arne. Sommerhuset i Sæby er også en yndet fritidsbeskæftigelse, ligesom Voer Å blev flittigt besøgt da bentøjet kunne holde til at gå ved åen.
Corona giver ikke den store mulighed for at fejre dagen, men der er helt sikkert kaffe på kanden på hjemmeadressen.




