40 års jubilæum i lokalhistorisk arkiv
Jerslev lokalhistoriske arkiv, ”Egnsmindesamlingen for Jerslev og Omegn” blev oprettet på en generalforsamling 29. september 1981. Der var før den tid lavet fotostater med gamle billeder fra især Jerslev erhverv og bybilleder. Disse fotostater blev ophængt rundt omkring i byens forretninger, og gav anledning til en snak om Jerslev i gammel tid, og der fremkom også et ønske om, at få samlet gamle billeder og personlige skildringer fra den tid og få det gemt for eftertiden. På denne tid blev der oprettet flere lokalarkiver rundt omkring i Vendsyssel, og derfor prøvede man med held også at oprette et lokalarkiv i Jerslev.
Fra den første tid kan man læse, at bestyrelsen havde en plan om at fotografere Jerslev ældre huse, og få nedskrevet deres historie.
Det blev aldrig lavet i stor skala, først nu i jubilæumsåret, 2021 har Kurt Bering taget noget af denne idé op igen. Han har lavet dronebilleder af Jerslev og nabobyerne fra samme position, som de billeder der for mange år siden blev taget af de samme lokaliteter. Et ”nyt” billede og et ”gammelt” billede bliver så sat sammen, så man kan se udviklingen, fra fortid til nutid. Disse billeder bliver i første omgang udstillet på kunstudstillingen, og vil senere blive ophængt i arkivet. Interesserede vil kunne købe disse billeder.