Top 5 I denne uge

Relaterede artikler

20 års fødselsdag i Flauenskjold Kulturhus

Fredag den 4. november, i forbindelse med den månedlige fredagsbar, markerede Flauenskjold Kulturhus at det var 20 år siden en flok engagerede borgere gik sammen om at købe den gamle Flauenskjold Kro.

Købet blev bl.a. finansieret af borgerlån, og huset blev i første omgang døbt Jyske Ås Vandrehjem, idet det oprindelig var tanken at etablere overnatningsmuligheder på stedet. Da det efterhånden ikke ansås for en realistisk mulighed, er huset senere blevet omdøbt til Flauenskjold Kulturhus, og fungerer nu mere som selskabs- og mødelokaler.

Kroen gennemgik i de første år, efter borgernes overtagelse, en gennemgribende renovering af både sale og køkken, således det nu fremstår tip top moderne.

På fødselsdagen var der arrangeret fællesspisning med deltagelse af 80 gæster. Endvidere fremviste man diverse flotte bordopstillinger, som inspiration til fremtidige fester. 

Efter Corona-nedlukningen oplever huset efterhånden en stigende udlejning med arrangementer stort set hver weekend.

Formanden for Flauenskjold Kulturhus Jørgen Lund udtrykker i øvrigt stor taknemlighed for den opbakning, der var på 20 årsdagen, men sender også en venlig tanke til de ildsjæle der tog initiativ til at købe og istandsætte byens samlingssted. Herudover selvfølgelig også en stor tak til alle de frivillige der sørger for at den daglige drift kører. Det kan her nævnes at kasserer Jens Abildgaard er den eneste der har været med hele vejen i alle 20 år.

Alt i alt en rigtig fin markering af 20 år med Flauenskjold Kulturhus.

IS

Populære artikler