
Østervrå Idræts- og Kulturcenter har gjort det til en tradition, at i vinterferien, så skal der gang i de fede diskorytmer, festlige farver og en masse sjov og leg i centrets svømmehal.
Elsker du vand, og er du vild med fed musik, fest og farver kombineret en masse sjov i vandet? Lyder spørgsmålet fra Østervrå Idræts- og Kulturcenter. Så kan du godt finde badetøjet frem, og bevæge dig ned i svømmehallen tirsdag i vinterferien.
2 x Pool Party
For fjerde år i træk følger Østervrå Idræts- og Kulturcenter op på succesen med stort Pool Party i skolernes vinterferie. Tirsdag den 18. februar stiller hele bestyrelsen, og en masse gode hjælpere, op for at give byens og egnens børn en sjov aften på en god og sikker måde.
Aftenen er opdelt efter alder. Første afdeling er for børn i alderen fra 5 år til 3. kl. og anden afdeling er fra 4. kl. til 16 år. De yngste starter allerede festen sidst på eftermiddagen, mens de ældste får lov til at være ude lidt længere.
Alt betalt i døren
For at gøre det rigtig nemt for både forældre og deltagere er det denne gang tilrettelagt så smart, at når entréen er betalt, så er der også betalt for aftenens forbrug af slush-ice, chips og slikposer.
– Vi glæder os til at se rigtig mange, lyder opfordringen fra hallens bestyrelse.
ÅB




