Vendelboen Jens Jørgen Vinther er ny formand for GF Fondens bestyrelse.
En af stifterne bag GF Forsikring, Ejler Jansen, har valgt at stoppe som formand efter mere end 50 års loyalt arbejde for GF Forsikring og GF Fonden.
Hans afløser er en anden stor GF-ildsjæl, nemlig Jens Jørgen Vinther, som er en af hovedarkitekterne bag den nuværende ejerstruktur i GF Forsikring og således også en af ”fadderne” bag GF Fonden. Jens Jørgen Vinther har tidligere siddet i bestyrelsen for GF Forsikring.
Jens Jørgen Vinther er et kendt ansigt i Frederikshavn og omegn, blandt andet som tidligere rektor på byens gymnasium frem til 2004.
Den nye formand for GF Fondens bestyrelse glæder sig til formandsarbejdet:
– Jeg er utrolig glad for at være valgt til ny formand i GF Fondens bestyrelse. Det er en tilidserklæring og et stort skulderklap for mit hidtidige arbejde. At arbejde i GF Forsikring har altid været en livsstil for mig, og det er gået i blodet på mig, siger Jens Jørgen Vinther og fortsætter:
– GF Fondens fornemste opgave er at fastholde GF’s særlige klubstruktur og medlemseje, og der vil forsat være stort fokus på initiativer og tiltag, der bidrager til at øge trafiksikkerheden, siger den nyvalgte formand.
Ud over ny formand får GF Fondens bestyrelse også ny næstformand i skikkelse af Jørgen Kristoffersen, klubformand for GF Vestsjælland, mens Lars Meier, klubformand for GF Kronjylland og Svend Erik Danielsen, klubformand for GF Grænsen, er nye medlemmer i GF Fondens bestyrelse.
GF Fonden rimer på trafiksikkerhed
GF Fonden er en erhvervsdrivende fond, stiftet af de lokale GF-forsikringsklubber. Fondens formål er bl.a. at sikre det kundeejede GF Forsikrings fortsatte selvstændighed. GF Fonden har desuden et almennyttigt formål og foretager hvert år en række uddelinger og donationer, særligt inden for trafiksikkerhed.




