
En net lille flok af gratulanter var mødt op ved Hørby Varmeværk fredag eftermiddag. Der var nemlig indkaldt til ”afsløring” af Varmestenen.
Varmestenen var oprindelig én sten og blev fundet på grunden i 1999 i forbindelse med renovering af kloakkerne. Først nu er stenen blevet anrettet på et smukt leje af chaussesten og med et ”varmerør” i midten.
De tre sten (som den ene sten er blevet til) er møre og derfor ligger de ned i stedet for at stå oprejst. De vejer hhv 3,5, 2,8 og 2 tons.
Dagens afsløring blev, naturligvis kunne man næsten sige, foretaget af byens lokale byrådspolitiker Helle Madsen.
Efter en historisk gennemgang, der startede med Hørby Varmeværks til-blivelse for 55 år siden på Hybenvej og op til i dag kom Helle frem til at løfte tæppet af røret og dermed afsløre den fulde skulptur, som så nydeligt pryder hjørnet af Snedkergårdsvej og Hjørringvej.
Efterfølgende var der varme pølser og brød til de 25-30 fremmødte.




