
Åbent hus: fredag den 11. november
Østervrå Varmeværk har investeret i en varmepumpe, som nu er fuldt indfaset i den daglige drift. Prisen på el og gas er tilbage i et mere fornuftigt leje, og det betyder, at varmeprisen ikke stiger, som situationen er lige nu.
I flere måneder har varmeforbrugerne i Østervrå fulgt opsætningen af en varmepumpe ved byens varmeværk. Varmepumpen er nu i drift, og efter en testperiode i september, er der stor tilfredshed med nyanskaffelsen, som også ser ud til at leve op til forventninger i forhold til prisen på varme. – Vi var lidt bekymrede i september på grund af de høje el-priser, som så ud til at sende varmeprisen yderligere i vejret, forklarer varmemester Jens Peter Løgtved. Til gengæld har el-priserne i oktober været rigtig gode, så vi ser meget optimistiske på prisudviklingen på varme. Derfor har bestyrelsen på sit seneste møde besluttet, at fastholde varmeprisen på det nuværende niveau – indtil videre.
Prisen på naturgas har også stabiliseret sig i et meget mere forbrugervenligt leje på 3-4 kr./m3, og det er da noget mere spiseligt, end da den var på 27 kr./m3, forsætter varmemesteren, så vi håber, at det prisniveau holder, men vi kan selvfølgelig ikke være sikre. Lige nu er gaslagrene rundt omkring i Europa fyldt op, og så håber vi på en mild vinter, alt sammen noget, der vil være med til at give stabile varmepriser.
Gasmotor i spil
Værkets gasmotor har mange år på bagen, og der har længe været tvivl, om den skulle helt udfases, eller man skulle bekoste et stort og dyrt serviceeftersyn. – Vi har ikke haft gasmotoren særligt meget i spil på det sidste, men nu har vi besluttet, at bekoste et lille serviceeftersyn, så vi også kan få gasmotoren mere med, forklarer Jens Peter Løgtved. Det handler jo om at have mange heste at spille på, og investeringen i varmepumpen er kommet på det helt rigtige tidspunkt. Den er et rigtig fint supplement til halmvarmen fra Hørby Varmeværk, gasmotoren og el-kedlen på værket i Østervrå.
Åbent hus
Varmeværket inviterer fredag den 11. november til åbent hus, hvor personalet og bestyrelsen står klar til at vise rundt og fortælle om værkets drift og ikke mindst om varmepumpen. Leverandøren af varmepumpen Fenagy vil også være til stede, og svarer også gerne på helt specifikke spørgsmål. – Vi håber, at rigtig mange har lyst til at kigge forbi, lyder opfordringen, der er også pølsevogn, øl og vand.
ÅB




